af Thomas Valter

Er du på jagt efter et nyt P.A.-anlæg af mindre kaliber, er det måske en ide at se nærmere på nogle af de aktive højttalere, der netop er sendt på markedet. Du sparer forstærkeren og skal blot trække et par kabler fra din mixer direkte over i højttalerne. Man kan naturligvis altid lytte til dem i den lokale musikbutik, men hvordan lyder de ’i marken’? MUSIKEREN lejede et forsamlingshus og satte 6 spændende produkter i stævne foran et ubarmhjertigt testpanel.

Røgen forsamlingshus lidt uden for Silkeborg var rammen om testen af de aktive P.A. højttalere, og til lejligheden havde vi inviteret et testpanel bestående af musikere og lydfolk med forskellig baggrund.

Derudover havde vi inviteret to musikere med vidt forskellig tilgang til spillejobs: Axel Boel, der som festmusiker fortrinsvist spiller i forsamlinghuse og Tim Campbell, sanger og guitarist, der hovedsageligt er vant til at spille på mindre spillesteder; cafeer, barer og lignende. Vi havde med andre ord forsøgt at lave testen så ’live’ som muligt: rigtige musikere med forskellig baggrund, på noget, der ligner et rigtigt spillejob i et forsamlingshus. Det eneste der manglede var de 70 fulde gæster…

Testen omfatter en sammenligning af Mackie SMR 450, Yamaha MS400, JBL Eon15 G2, Behringer Ultrawave B300, RCF/Art 500A samt AER AsQ8/200.

Axel Boel foran det kritiske dommerpanel

Foto: Martin Dam Kristensen

Referenceanlægget

Axel Boel havde stillet sit eget anlæg til rådighed som reference til testen. Anlægget er bygget op for en del år tilbage, og der er blevet eksperimenteret meget med det i sin tid. Det er et aktivt 3-vejs system, hovedsageligt med JBL-enheder, hvor flagskibet i systemet er JBLs legendariske 2445H 2” driver.

Vægten af driveren er alene 15 kg, og den munder ud i et biradialt horn, JBL 2385A. Topkasserne består desuden af JBLs 2405 diskant - ”citronpresseren”. Hele topkassen er aktivt delt ved 600-800 Hz. Den dybe mellemtone er en JBL 2225 15” JBL-enhed i et almindeligt basrefleks-kabinet, som kører ned til 110 Hz, og i bunden finder vi en 15” EV15Pro-enhed indbygget et frontladet hornsystem a la Cervin-vega B36.

Selve delingen sker v.hj.a. et JBL’s digitale delefilter DSC 260. Forstærkerdelen består af 2 stk. 350 watts UREI 6290 samt et stk. 70 watts UREI 6230.

Samlet nypris for anlægget er ca. 100.000 kr. Læs eventuelt mere om Axels anlæg i MUSIKEREN juni/2000 - det har ikke ændret sig meget siden ;-). Med fuld bevidsthed om, at referenceanlægget er af en anden kaliber end de testede, var det ikke formålet at sammenligne testprodukterne med det. Derimod virkede referenceanlægget som et fast holdepunkt under testforløbet.

Foto: Martin Dam Kristensen

Opstilling

Vi placerede referenceanlægget i midten foran scenen og anbragte testprodukterne ved siden af, således at der sætvis var lige langt mellem højttalerne.

Inden opstillingen vejede vi højttalerne, og vi kontrollerede, at alle højttalere var i orden efter transporten, og at eventuelle EQ’s stod neutralt.

Testholdet

Foto: Martin Dam Kristensen

Testpanelet

Testpanelet bestod af fire personer med forskellig baggrund inden for lyd og musik.

Erik Sletting har været festmusiker gennem 25 år og lever af at spille. Tidligere har han været ansat i flere forskellige musikbutikker.

Erik Larsen har læst musik på Aarhus Universitet, har spillet Rock/Reggae i gruppen ”Hjerter Knægt”, og har altid været den i bandet, der tog sig af den P.A.-mæssige del.

Kim Bækgaard har ligeledes læst musik på Aarhus Universitet og har spillet i mange år i bands, hovedsageligt som guitarist. Han har arbejdet med studieproduktion siden 1978 og har komponeret musik til forskellige opgaver. Han er indehaver af ”SoundPage Recording”, som producerer for mange danske og udenlandske bands; mest inden for rytmisk musik.

Axel Boel har også en baggrund på Universitets musikstudium og spillede i 70’erne mest i orkestersammenhæng på danserestauranter m.m. Siden ’77 har han været solomusiker, og Axel er i festmusikerkredse bl.a. kendt for sin maskinpark, der omfatter referenceanlægget.

Foto: Martin Dam Kristensen

Testen

Det var målet at afprøve produkterne som musikere og ikke som elektronik-freaks, og vi forsøgte så vidt muligt at efterligne en naturlig spillesituation. En decideret videnskabelig test er der således ikke tale om.

Vi lyttede produkterne igennem et antal gange under forskellige forhold. Altid på referenceanlægget først, herefter produkterne i vilkårlig rækkefølge og til sidst på referenceanlægget igen.

Først lyttede vi til en cd med country-musik. Det var en live-optagelse med god bund, akustiske guitarer og sang.

Herefter spillede Axel først et diner-nummer med den klanglige vægt lagt på strygere, og så et dansenummer med sang. Under testen kunne dommerpanelet bede om at få justeret på eventuelle EQ’s eller lydstyrken, der så vidt muligt blev lagt éns.

Tim Campbell havde medbragt en Røde NT3 kondensatormikrofon samt en Martin&Co akustisk guitar med pickup. Han sang og spillede et enkelt nummer i hver gennemlytning.

Så tog vi en gennemgang af produkterne et for et, hvor vi regulerede på de forskellige tonekontroller - Axel spillede et dansenummer med sang - og til sidst tog vi en ’power’-test, hvor vi skruede op for højttalerne indtil de lavede feedback.

Testpanelet noterede deres kommentarer, og efter testen aflagde hver paneldeltager rapport til undertegnede. Det var absolut forbudt for paneldeltagerne at diskutere produkterne, før der var aflagt rapport. På den måde sikrede vi, at de ikke påvirkede hinanden.

Men nu til resultatet.

Yamaha MS 400

Eriks Slettings vurdering:

”Yamaha er klart vinderen i alle kategorier, både med cd’er, med Axel og med Tim på guitar. Ingen tvivl - den har stor varme. 2”-driveren kommer helt til sin ret – den er rar at høre på.

Generelt kan man godt høre forskel på de produkter, der har 1” og de der har 2” drivere. Blandt dem med 1”-drivere var Mackie den bedste. RCF havde lidt problemer med 2” driveren når der blev spillet meget højt. AER er et produkt som falder lidt uden for, og har svært ved at stå alene. JBL’en er taberne i dette spil - de har kasselyd, og bunden er udefinerbar.

Behringer er flot til prisen, men den har problemer med mellemtonen, som den klemmer - dette kunne især høres ved Axels strygere og ligeledes ved sangen. I mine beregninger er Yamaha nummer 1, RCF nummer 2, Behringer/Mackie 3/4, herefter de to sidste.

Jeg synes, at den generelle kvalitet inden for denne produktgruppe er hævet betragteligt gennem de seneste år. Det nye med 2” drivere, fungerer fantastisk - det er her forbedringen for alvor er. ”

RCF ART 500

Erik Larsen

”Kvalitetsindtrykket er for vidt det samme, uanset, om vi lyttede til CD, Axel eller Tim. Jeg synes, at RCF ligger bedst. I mellemkategorien ligger Mackie og AER, og så har vi Yamaha, JBL og Behringer i bunden. JBL og Behringer var lidt flade og hårde i lyden, og Yamaha og AER havde bedre bund, og var ikke helt så flade.

RCF var kraftigere, og dette kan være svært at se bort fra, og havde man valgt den mindre model 300A [som har 1” driver og i alt 300w forstærker, red.], havde denne måske rangeret lavere. Axels aktive trevejs anlæg er naturligvis svært at hamle op med, men det er jo et helvede at slæbe rundt på.

I øvrigt synes jeg, at det er svært at se, hvorfor højttalere i det hele taget skal være aktive. Der findes mange passive højttalere, som spiller bedre, og ideen med at bygge det sammen i een enhed kan gå ud over lydkvaliteten. For samme pris vil man kunne købe et passivt anlæg som er bedre. Til nogen sammenhænge, monitor, f.eks. kan det dog være en fordel.

De fleste af de indbyggede EQ’er var for ringe, men på trods af det, lyder alle testens højttalere så godt, at man snildt kan tage ud at spille med dem.”

Mackie SRM 450

Kim Bækgaard

”Referenceanlægget virkede rimeligt lineært, så man mærkede med det samme, at de fleste af testprodukterne i denne test var farvede i toppen. Ingen af disse højttalere er stærke i det fine top-frekvensområde, og som kompensation for den manglende luft, bliver der boostet i toppen.

JBL'en og Behringeren var de højttalere, der havde de mest virksomme tonecontrollere, blot synes jeg ikke, at de frekvensmæssigt lå de steder, der kunne kompensere for højttalernes unoder. JBL’en har et boost i den øvre bas, sandsynligvis for at kompensere for den manglende dybe bund. Behringer faldt pludselig af i bunden, hvilket især var tydeligt ved Axels bastoner; nogle af dem forsvandt næsten. Igen var der lidt boost i den øvre bas som kompensation.

Behringer'en virker lidt slankere end JBL'en, men med en lidt kunstig top. Den havde et ubehageligt peak i den høje mellemtone – et farligt sted, især i forbindelse med sang. Og den mangler noget i den nederste bund. Den feedede i den høje mellemtone først, hvor JBL’en feedede i den dybe diskant.

Hvis vi går hen til AER: den havde problemer i den dybe bund. Jeg kunne forestille mig, at den var bedre sammen med en sub-bas. Men den var lidt mere afslappet – ikke så farvet – i toppen. AER’ens tone-kontrollere var ikke så heldige: on-off knapperne gjorde for meget, og de ting de gjorde, lød ikke så godt - der kunne bl.a. ikke kompenseres for den bund, der manglede. Den havde dog en mere naturlig top end JBL'en og Behringer'en. AER var ikke så gode, når der blev spillet kraftigt; de havde en rimeligt afslappet lyd, men de manglede bund – jeg vil som sagt foreslå, at man anskaffer en subbas til dem.

Yamaha’erne havde et peak i den dybe mellemtone, og den havde også et peak i den øvre mellemtone. Dens justeringer var rimeligt svage, men frekvensmæssigt ikke helt tossede.

RCF'eren havde helt klart en blødere og mere naturlig top end de andre, og man fornemmede en god frekvensbalance. Dog havde den et svagt boost i den dybe mellemtone, som man med fordel kunne trække lidt ned. Og jeg lagde mærke til at tekstforståelsen i Axels sang var bedre end hos de andre, hvilket også vidner om en god frekvensbalance.

Også hestene var interesserede i højttalerne... I dette tilfælde Behringer

Foto: Martin Dam Kristense

Axel Boel

”Jeg vil starte med at bemærke, at jeg i sagens natur mest lyttede til højttalerne fra min spilleposition. Da jeg var udøvende, var min koncentration ikke optimal i forbindelse med at sammenligne produkterne og jeg havde ej heller mulighed for at skrive noter undervejs.

Jeg var først og fremmest meget spændt på, hvordan moderne konstruerede højttalere i kompakt system ville kunne måle sig med mit store system, som jo er af ældre dato. Det ligger jo i baghovedet, at man gerne vil være fri for at slæbe, hvis man ikke samtidig skal gå for meget på kompromis med lydkvaliteten. Jeg synes jeg fik bekræftet, at det stadig er værd at slæbe på det gamle anlæg - set i forhold til testens produkter - men når det kommer til stykket, havde jeg nok heller ikke forventet andet.

Der, hvor testens højttalere kommer til kort i forhold til mit anlæg, er i forhold til begreber som overskud, dynamik og ’headroom’, men også i håndteringen af frekvensområderne i det høje mellemtoneområde - d.v.s. i det område, hvor musikken bliver defineret - men også i andre områder. Når vi skruede op, mærkede man tydeligt, at de kompakte kassers bund-enheder fik noget at kigge til i forhold til mit anlæg. Den afslappede lydfornemmelse, kunne ikke på samme måde genskabes i testprodukterne. Hørt fra min spilleposition var der en fornemmelse af, at top-enhederne ’bredte lyden ud’ - en slags kunstig stereoeffekt. Jeg fornemmede også en uheldig farvning/overdimensionering af enhederne i top-området samt mangler i det høje mellemtoneområde - området fra 600Hz til 1500Hz.

Hvis vi går i detaljer:

AER-højttalerne var de enheder, der var mest naturlige at høre på i mellemtoneområdet og opefter, men til gengæld var det også dem, der var mest underdimensionerede i bassen. Jeg bemærkede tillige, at JBL havde nogle uheldige peaks i forskellige områder. Dette skyldes måske at de også er konstrueret til brug som monitors - de var i mine øre de mindst lineære enheder i testen. Behringerne klemte noget, især når vi spillede højt med dem, og jeg mærkede en generel farvning i mellemtoneområdet, hvor de lød fladere.

JBL EON15

Afrunding

Hvis du står og skal ud og købe nyt P.A., kan du finde et par rigtigt gode bud her i testen - især hvis du spiller jobs på mindre spillesteder. Paneldeltagere var enige om, at alle de testede produkter var af en så høj kvalitet, at man ville kunne bruge dem foran et publikum. Som selskabsmusiker, hvor der oftest indgår bas og trommer, vil en sub-bas dog i langt de fleste tilfælde være nødvendig, men i situationer med f.eks. guitar og sang, eller kun klaver, kan højttalerne nemmere klare at stå alene.

Paneldeltagerne har først og fremmest kommenteret det mest subjektive, nemlig selve lyden i højttalerne, som vel nok også er det vigtigste. Men prisen er selvfølgelig heller ikke uvæsentlig, og inden du bestemmer dig, bør du nok også tage et kig på vægten. Vær opmærksom på, at højttalerne jo skal op på - og ned fra - stativer i ret stor højde, og med min ryg ville jeg altid kigge efter højttalere i letvægtsklassen. God jagt.

AER Q8-200

Mackie'n havde også en blød diskant, men med en let form for betoning. Det var nok den, der havde den dybeste og blødeste bund af højjtalerne, og den havde et dyk i den dybe mellemtone, som måske også gør, at bunden bliver lidt mere blød og behagelig. Kvindesangen på cd’en lød sådan set ok, hvorimod den mandlige vokal havde huller et par steder – teksten var lidt svær at forstå. De sidstnævnte højttaleres justeringsknapper forbedrede dem, så måske fjerner de et par peaks.

Jeg kunne godt tænke mig at tilføje, at tingene ændrede sig en smule, da vi hørte Tim med guitar og sang: Så kunne farvningen, som JBL'en havde, ligefrem virke befordrende. F.eks. fik den akustiske guitar et løft med JBL'en, så her var farvningen god. I øvrigt var det sjovt med Tims guitar - det lød som om han tog en ny guitar på, hver gang vi skiftede produkt.

Mit generelle indtryk er, at når både toppen og mellemtonen skal klares af driveren, bliver lyden mere klemt og virker ikke så luftig og lækker at lytte på. Ingen af højttalerne kunne lave den dybe fede bund - hvis man skal have den, behøver man en subbas – ingen tvivl. Optimalt set mangler de alle således punch på den rigtige måde i bunden - men man må jo også se på prisen.

På Axels anlæg lyttede man mere på performancen - éns opmærksomhed var rettet mod ham, mens man kom til at tænke lydkvalitet, når man hørte resten. Min konklusion er, at RCF'en og Mackie'en vandt - hver på deres måde. Yamaha på 3. pladsen. Lydmæssigt ligger Behringer'en i bunden, men man får nu alligevel meget for pengene.”

Behringer B300

Jeg synes at Mackie, RCF og Yamaha’erne overordnet set var de bedste - hver på deres måde. Måske med en hang til, at Yamaha og RCF virkede mest afslappede i toppen - sandsynligvis på grund at 2”-enhederne.

RCF’erne var meget følsomme i indgangen, men det var jo også den model, der havde de kraftigste forstærkere. I høj-spils testen kom Behringer i selvsving i den dybe mellemtone, og der var andre, der peakede i top-området. De problemer var der ikke i reference-anlægget, som vi kunne spille meget højt med uden feedback. Med Tim kommer testens højttalere meget mere til deres ret, selvom Tim dog stadig lød bedre i det store anlæg. Det er vel også her, hvor der er mindre instrument/sang-matriale, der skal behandles, at højttalerne har deres klare mission.

Jeg kunne sagtens forstille mig at bruge testprodukterne til et mindre klaverjob. Her kan alle de testede produkter bruges - det er til en vis grad et spørgsmål om smag og behag. Prisen og transportvenligheden ville i sådan en situation også indgå som en faktor i mit valg.

Hvis man skal bruge de testede enheder i festmusik-sammenhæng, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man supplerer med nogle bundkasser, og mange af de testede mærker har aktive bundkasser som en del af produktsortimentet.

Jeg må indrømme at man jo sparer en del opstillingstid i forhold til mit anlæg, og jeg mener, at produkttypen har en fremtid. Man burde måske arbejde med højere kvalitet både hvad angår enhederne og forstærkerdelen.”

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.