af Nils Harbo

Protools, Logic, Cubase eller noget helt andet? MUSIKEREN har taget et kig på musiksoftware.

MUSIK PÅ COMPUTER..... GODT ELLER SKIDT?

Vi ser på markedets bedste musikprogrammer og giver overblik over de gode løsninger.

For en gammel grejnørd er det fantastisk at opleve hvordan studieteknikken i løbet af en ganske kort årrække er flyttet fra ”the real world” og ind i computeren.

En moderne producer behøver derfor kun en computer og et audiointerface for at arbejde. Og de gamle ord ”fix it in the mix” er faktisk blevet endnu mere aktuelle. Det er i dag muligt at rette så mange detaljer ved indspilninger, at man tror det er løgn. Untighte trommeslagere, falske sangerinder, støjende guitarister (og lunken studiokaffe?) er en saga blot -det hele kan repareres i computeren.

Jeg husker endnu, hvordan man i specielle situationer, hvor man ledte efter ”den rigtige lyd”, måtte ligge på studiogulvet og rode rundt, montere boxe sammen med kabler, sende signalet ind i et andet rum, optage det med en mikrofon og køre det gennem en guitarforstærker, for til sidst at optage det endelige resultat.

Uden at være helt sikker på at det holdt! Med nutidens plug-ins kan man afprøve sine ideer på få minutter. Og det har åbnet muligheder for kraftig eksperimenteren og helt nye måder at producere musik på. Lyt f.eks. til Benni Benassis “Satisfaction” (stort hit i sommer) eller til Basement Jaxx “Lucky Star” (fra det nye album, netop udkommet) og du ved hvad jeg mener. Her eksperimenteres der med vilde lyde, komprimering der “smadrer” lyden og “grimme” rumklange; alt sammen noget, man indtil nu ikke har kunnet lære på de officielle skoler for fin studioteknik.

Apple G4

Foto: Apple

Gode musikprogrammer

Digidesigns ProTools er et meget udbredt program i Danmark til professionel optagelse og miksning af film, radio, cd-udgivelser etc.

Selvom dollarkursen for tiden er lav, er ProTools dog stadig et dyrt system. Det henvender sig derfor mest til professionelle studier eller velbeslåede musikere. Det mindste system koster knap 60.000 (excl. moms), mens det helt nye HD3 Accel koster 104.000 (excl. moms). Og priserne er uden digital I/O interfaces. Det skal dog bemærkes, at man kan køre ProTools i mini-udgaver i form af ProToolsFree (gratis dowload) el. ProTools LE (6.11), der er inkluderet i flere produkter, f.eks. hvis køber Digidesigns audiointerface Mbox, der koster knap 5.000 kr.

Som nævnt i Cubase-testen (læs under TEST el. i MUSIKEEN decmebr 2003) er de tyske Logic og Cubase de mest populære i Danmark. Begge startede som midisequencerprogrammer, men er i dag fuldt udbyggede harddiskrecordingsystemer med både midi, audio og nodedel. Og begge softwarehuse overtaget af større amerikanske koncerner.

Emagic blev købt af Apple i august 2002 og Steinberg blev købt af Pinnacle i januar 2003. Men der findes også andre programmer end de to tyskere. Tag f.eks. Ableton Live (knap 3.200 kr.), Propellerheads Reason (knap 3.000 kr.) eller Samplitude fra Magix (”Studio” ca. 4.500 kr.). Prisbelønnede programmer som Cakewalk Sonar eller Motus Digital Performer er til gengæld ikke så udbredte herhjemme og markedsføres ikke lokalt. Alle førnævnte programmer er udmærkede på hver deres vis og absolut værd at tjekke ud. Til nodeskrivning kan Finale anbefales (f.eks. Finale 2004 til cirka 5.500 kr.) eller Sibelius (6-8.000 kr.).

It's a jungle outthere

Foto: nh

Logic 6/Mac OS X

Logic til pc (version 5.5.1) er stadig er fantastisk program. Det kan utroligt meget, men efter at Apple har besluttet at “fyre” Windows-brugerne, er der en ny situation. Om nogle år, når mulighederne udvides yderligere med bedre integration af film og internetadgang eller når du kan ringe til din sequencer fra din mobiltelefon (!); ja så vil PC-folket stå med et uopdateret program, som tiden er vokset fra.

Mac-brugere er generelt et tilfredst folkefærd og på musikfronten styrkes dette naturligvis af at Mac-brugere historisk set har oplevet meget færre crasches end Windows-folket. PC-brugerne har simpelthen vænnet sig til at programmerne går ned.

Med Apples overtagelse af Emagic er Mac-computerne og lydbehandling for alvor blevet integreret og driftsikkerheden er om muligt blevet endnu større.

Apple har introduceret et helt nyt styresystem Mac OS X (“X” for 10) for et par år siden. Det er UNIX-baseret, indeholder en masse nye kreative (og anvendelige) opfindelser, bl.a. det såkaldte ”Aqua” grafiske look og brugerinterface. Når det drejer sig om lyd, bygger OS X på Apples nye standard Audio Unit.

Der bliver derfor byttet en hel del om på den verden man har kendt fra OS 9 og i den nye version 6 af Logic (nu version 6.3.1) har man for alvor udnyttet de nye muligheder.

Mac OS X understøtter ikke VST. Mange computermusikanter har derfor ventet med at opdatere, da gamle plug-ins og softsynther umiddelbart ikke kan bruges sammen med Audio Units. Men der findes dog særlige programmer, der kan “oversætte” VST. Et eksempel på en ”VST to Audio Unit Wrapper” eller ”Adaptor” er fra Fxpansion, et London-baseret firma, der udvikler plug-ins og softsynther. Prisen er knap 500 kr. (læs mere på www.fxpansion.com).

Fxpansion står i øvrigt også bag den nye The VST to RTAS adapter, der betyder at ProTools–folket nu også kan bruge VST-plug-ins.

Jeg kan anbefale at opdatere til Mac OS X. Det er den eneste vej frem og rapporter fortæller at det kører klippefast! Den seneste update er fjerde generation og kaldes ”Panther” (OS X version10.3., pris: 1.190 kr.)

Men har du mange gamle VST plug-ins og ældre programmer, der kun kører under OS 9, vil jeg foreslå at du i en overgangsperiode kører med flere partitions på din harddisk; således at man kan vælge at bruge enten ”OS X” eller ”OS 9” som startdisk.

Et skift til OS X kan tage lang tid. Og inden du skifter, så husk at anvende Logics nye Project Manager. Du skal “scanne” alle dine mapper med songs og filer, bl.a. så sampleren EXS24 kan finde dine samples. Du skal også være opmærksom på, at man endnu ikke kan importere Akai CD-ROM til EXS24 eller det såkaldte ”DeConvolution Tool” til Emagics nye superrumklang Space Designer. Og hvis man skal optage audio ind i ”User Directory” (Brugerdata), skal FileVault funktionen være slået fra.

Reason fra Propellerhead

Foto: Propellerhead

World of VST

Udover sequencerprogrammerne findes der et hav af softsynths og plug-ins. Er du interesseret i professionel software, men nybegynder, så prøv at downloade demoversioner, det er muligt i mange tilfælde.

Her følger en lille opremsning med eksempler på gode producenter.

Sæt www. foran og tjek hjemmesiderne:

Emagic.de

Steinberg.net

Wizoo.com

SpectraSonics.net

IKMultimedia.com

Native-Instruments.com

Propellerheads.se

Redmatica.com

Arturia.com

TimeSpace.com

Waves.com

tcelectronic.com

Der findes også udmærket shareware, tjek f.eks.: www.SharewareMusicMachine.com.

HUSK!

Og husk at melde dig ind på “cubaseforum” eller “logicforum”.

To fremragende brugersites, startet af Frontsession i Århus.

Her finder du et hav af gode råd.

www.cubaseforum.dk

www.logicforum.dk

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.