af Nils Harbo

Tyske aktivister anklager Gibson for at købe illegalt fredet træ til guitarproduktion

Politisk uro i Madagascar har givet den illegale skovhugst friere spil. Her fældes fredet palisander i Madagascars Masoala Nationalpark. (Foto fra Wikipedia)

I august måned foretog de amerikanske myndigheder en razzia mod guitarproducenten Gibson, idet man mistænker den traditionsrige amerikanske producent for at bruge fredet træ i sin guitarproduktion.
Det er anden gang Gibson udsættes for en razzia af agenter fra US Fish and Wildlife service. Første gang mistænkte man Gibson for at bruge ulovligt importeret  ibenholt og palisander fra Madagascar, anden gang handlede det bl.a. om træ fra Indien.
Sagen har fået den tyske aktivistorganisation Rettet den Regenwald (”Red regnskoven”) til at starte en kampagne og en underskriftsindsamling mod Gibson.

Aktivisterne beskylder Gibson for at handle med en skrupelløs tømmer-mafia og nævner bl.a. den tyske tømmerhandler Theodor Nagel fra Hamburg sammen med Madagascars egen Roger Thunam, der efter aktivisternes mening tilhører en eksklusiv gruppe af ”tømmer-baroner”, der mere eller mindre ulovligt tømmer Madagascars fredede regnskov for eksotiske træsorter som ibenholt og palisander; der i stor grad eksporteres til bl.a. Kina. En cyklon i 2004 banede yderligere vejen for eksport af de truede træsorter, da mange træer nu kunne betegnes som  stormskadet vraggods. Problemerne forstærkes af politisk uro og en udbredte fattigdom i landet, der også er kendt for korruption. Tømmerfirmaerne hører til blandt de absolut rigeste i landet. Ifølge aktivisterne fra ”Red Regnskoven” går selv ikke Madagascars Masoala National Park ikke fri. Hundredvis af containere fyldt med truet og sjældent ibenholt og rosentræ hober sig op i Madagascars havne, klar til afsendelse. Også Forest Stewardship Council (FSC) bliver udsat for kritik. Organisationen, der ligger i Bonn, Tyskland arbejder med at verdens tømmerproducenter bruger "ansvarlig skovforvaltning". Men i virkeligheden er FSC domineret af træindustrien, der resulterer i en for slap holdning til tømmerfirmaerne, siger aktivisterne fra ”Red Regnskoven”, der også mener at FSC betjener sig af falsk mærkning af tømmer.

 

Svært at rejse med vintage-guitarer

I USA har myndighederne strammet gevaldigt op på håndteringen af lovgivningen omkring truede træsorter. Som MUSIKERENS grejredaktion i tidligere artikler har gjort opmærksom på, skaber det nevøsitet blandt guitarbyggere og ejere af sjældne instrumenter. I større og større grad skal guitarer forsynes med mærkning og certificering, der fastslår om en guitar indeholder fredet træ eller ikke. Amerikanske musikere, der ejer gamle instrumenter, skal muligvis til at være på vagt, hvis de krydser stater eller rejser til udlandet med gamle guitarer, træblæsere eller strygerinstrumenter. Loven kræver nemlig bl.a., at ejerne kan blive bedt om at redegøre for hvert enkelt del træ i deres instrument, når de igen ankommer til USA. Loven omfatter også handlen med vintageinstrumenter. Ligesom det er forbudt at medbringe væsker på et fly, kan en musiker i fremtiden måske blive udsat for en stikprøvekontrol med sin guitar.

Læs mere her:

www.musikeren.dk/grej/grejnyheder/nyhed/artikel/ulovligt_trae_i_vintage_guitarer/

www.musikeren.dk/grej/grejnyheder/nyhed/artikel/amerikanske_myndigheder_jager_gibson/

www.rainforest-rescue.org/mailalert/795/a-guitar-manufacturer-strikes-the-wrong-chord

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.