af Nils Harbo

To amerikanske superproducere viste i starten af september en lille håndfuld danske producere hvordan man mixer Beyoncé, Pink og Missy Elliot i København. I tre intense dage blev der til stor begejstring for deltagerne nørdet og udvekslet insidertips i det københavnske musikstudie Babyfactory.

Anledningen var kurset ”Den amerikanske lyd”, der var kommet i stand med hjælp fra de to danske musikere, Tommy Gee og Carsten Fenger, der arbejder på kunstnerisk udveksling mellem Danmark og USA.

Via hjælp fra Lasse Fischer, DMF og deres manager Monica fra Milk Money Management havde man fået fingrene i to superkapaciteter, der beredvilligt delte ud af deres erfaringer. Daron Jones er kendt fra det Puff Daddy-signede band 112, (16 millioner solgte albums -herunder vokaler til ”I’ll be missing you”) og han producerer nu blandt andet for Pink, Usher, Notorius BIG, Faith Evans og R Kelly.

Carlos Bedoya er lydtekniker i verdensklasse, han har bl.a. mixet for Beyoncé, Missy Elliot, Weezer, Mick Jagger og TLC. Artlab stod for den praktiske tilrettelæggelse og havde sat den danske grammy-vindende producer og arrangør Ole Hansen som tovholder på projektet.

Det blev tre meget intense dage, hvor Carlos Bedoya bl.a. havde medbragt lydfiler til nummeret Baby Boy med Beyonce.

Ved hjælp af Pro Tools og en stribe dedikerede plug-ins afslørede han, hvordan han havde mixet nummeret.

Blandt kursisterne var artister og producere som Birk Stenbæk, Philip Owusu, Peter Wallevik, Noah Rosanes, Simon Hermansen og Rasmus Fjeldsted.

Producertopmøde i det københavnske studie Babyfactory. Fra venstre Carlos Bedoya, Tomme Gee, Carsten Fenger og Daron Jones.

Foto: Nils Harbo

Transatlantic Rainbow

Tommy Gee og Carsten Fenger er to danske musikere, der arbejder på udveksling af musik og kreative kræfter på tværs af Atlanten.

De to var via deres produktionsselskab Transatlantic Rainbow initiativtagerne til producerkurset, der blev afholdt i Artlab/DMF.

De to amerikanere Daron Jones og Carlos Bedoya delte ud af deres erfaringer til en lille kreds af danske producere, der havde opnået plads på kurset.

Man kan altid hente gode råd fra kompetente folk.

Foto: Nils Harbo

Darin Jones lytter intenst sammen med kursisterne

Foto: Anne Aarup Bay

Under den tre dage lange session nåede holdet at lave co-writes i samarbejde med Daron Jones.

Deltagerne arbejdede med egne numre i studiet med supervision fra både Bedoya og Daron og amerikanernes manager Monica fra Milk Money Management gav insidertips om vejen ind på det amerikanske marked.

Hele holdet i gården foran Babyfactory studiet

Foto: Anne Aarup Bay

Kommentarer fra læserne

Torben Kruse, 22-01-2013 15:36
testkommentar

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.