af Nils Harbo

Avantgardeguitaristen Adrian Belew er på NAMM for at introducere den nye Adrian Belew Signature Parker Guitar. Vi finder guitarlegenden (der har spillet med Frank Zappa, King Crimson, Talking Heads, Laurie Andersen, Nine Inch Nails, Tori Amos, Paul Simon, David Bowie mfl.) på Moogs stand, hvor han fortæller om sin nye Parker Fly guitar. Vi tjekker også den helt nye Moog Guitar ud.

Guitarister med interesse for alternativ lyd kender både synthesizerne fra Moog, guitaristen Adrian Belew og de specielle guitarer fra Parker Guitars. Nu er de to sidstnævnte gået sammen om lanceringen af Adrian Belew Signature Parker Guitar.

Adrian Belews varemærke er jo avantgarde og bizarre lyde fra guitaren, der bl.a. inkluderer dyrelyde (gerne elefanter og dinosaurer). Han var medlem af den ”progressive rock-gruppe” King Crimson, men har også spillet med egne grupper og bl.a. Frank Zappa, Talking Heads, Laurie Andersen, Nine Inch Nails og Tori Amos.

Han medvirkede på Paul Simons skelsættende album Graceland fra 1988 og har indspillet og turneret med David Bowie. Belew blev nomineret til en Grammy i 2005 for sin single "Best Box Guitar".

Den nye Adrian Belew Signature model fra Parker opfylder mange af de krav Belew stiller til en guitar: Den skal være let, have mange kontrolmuligheder og med et godt vibratosystem. På de traditionelle områder er guitaren en solidbody med DiMarzio Bridge Humbucker. Men ellers holder ligheden op, fx skal guitaren tændes med en kontakt bagpå!

Den har hals, bygget af træ og specialfibre, der gør den utrolig stærk. Ifølge Belew kan man træde på halsen uden at guitaren går ud af stemning. Båndene er lavet af rustfrit stål, hvilket betyder at de stort set ikke kan slides ned. Guitaren indeholder flere pickupsystemer, bl.a. et Sustainiac-system, der giver uendelig sustain, samt en Fishman piezo-pickup til mere akustisk lyd. Den har også indbygget Line 6 Variax Modeling (laver alt fra sitar, dobro, 12-strengs til Les Paul) plus et 13-polet outputstik!

Adrian Belew er ikke involveret i og spiller ikke Moog Guitar. I indslaget herunder fortæller Adrian Belew om sin nye Parker guitar.

Men du kan også opleve den nye spændende Moog-guitar, der endelig har set dagens lys.

Vi prøver guitaren og ser en demo.

Læs mere om Moog-guitaren i martsudgane af MUSIKREN 2009.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.