af Nils Harbo

Forstærkerfirmaet Blackstar er startet af "udbrydere" fra Marshall. Englænderne viser ID-serien frem på Musikmessen i Frankfurt

Blackstars ID:260 TVP stereo 2 x 60W programmerbar combo koster omkring 4.500 kr.

Blackstars nye ID-forstærker serie er nu komplet og alle modeller er snart tilgængelige i musikforretningerne. Serien inkluderer seks amps og to kabinetter, rækkende fra 15 watt til 100 watt. 

Baggrund fra Marshall

Blackstar har base i Northampton, England og er startet af en gruppe ”udbrydere” fra Marshall. Forstærkerne designes i UK og bygges i Korea. Det har taget mindre end 5 år for Blackstar at skabe en ny komplet serie af guitarforstærkere og pedaler, der anvender traditionel rørteknologi  blandet med moderne teknologi. Rygterne vil vide, at man med en Blackstar amp får meget mere lyd for pengene, end prisskiltet antyder.  Blandt de kendte artister, der anbefaler Blackstar kan nævnes Darren Smith (Funeral For A Friend) Jay Mehler (Kasabian), Andy Cairns (Therapy?), Gus. G (Firewind, Ozzy Osbourne), James Dean Bradfield (Manic Street Preachers), Tommy Henriksen (Alice Cooper) og Joe Don Rooney (Rascal Flatts).

Show me your ID

Den nyeste Blackstar ID-serie er designet af det samme team, der er ansvarlig for Blackstars rørforstærkere. Serien bygger på en ny egenudviklet True Valve Power (TVP) teknologi, der bl.a. er programmerbar, har indbygget effektsektion, MIDI, MP3 og USB-interface, der sikrer, at forstærkerne leverer samme sound som rørforstærkerne, men til en hidtil uset pris.

Lyden er dog skabt ved modulering, bl.a. af seks forskellige powerrør (EL84, 6V6, EL34, KT66, 6L6, KT88) og med karakteristika fra røramps, såsom varme, dynamik, ”knæk” og ”break up”. Tonekontrollerne tilbyder et udvalg af variationer, der er seks kanaler med bl.a. Clean Warm, Clean Bright, Super Crunch, OD1 og OD2.

Priserne starter fra under 2.000 kr. (15 watt combo) og løber op omkring 10.000 kr., hvis du køber de største modeller med de bedste kabinetter.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.