af Nils Harbo

Sony Pro Audio udbygger samarbejdet med et af Danmarks mest erfarne PA-firmaer.

Sony Business Europe og Moto Audio Sales ApS har netop indgået en aftale om distribution og salg af Sonys professionelle audio-produkter. Med aftalen ønsker Sony Business Europe at styrke sin position og sit netværk i et marked i rivende udvikling. Moto er valgt, fordi det danske firma gennem en årrække har siddet med en unik kompetence på netop dette område.

Det nye samarbejde er kommet i stand kort tid efter, at Bjørn Rennemo Henriksen forlod stillingen som business manager for Sony Pro Audio i Skandinavien og tiltrådte som salgsdirektør i Moto Audio Sales ApS.

”Moto Audio Sales er en vigtig forhandler af vore Pro Audio-produkter, der virkelig kræver specialviden,” fortæller Frank Snerle, key account manager, Sony Business Europe og fortsætter:

”Moto Audio Sales kan efter behov støtte vore forhandlere i alle typer af projekter, hvor Sonys audioprodukter indgår. Forhandlerne får i Moto en særdeles kompetent partner til den vigtige support, som især de større professionelle løsninger kræver,” slutter Frank Snerle.

Simon Beesley, produktchef Sony Business Europe, der også tidligere har arbejdet sammen med Bjørn Rennemo, siger: ”Det har været helt naturligt for os at indgå i dette nye og endnu tættere samarbejde med Moto Audio Sales og Bjørn.”

”Vi er bevidste om, at forudsætningen for succes på det teknisk krævende Pro Audio-marked er en yderst kompetent før- og eftersalgs-support. Det får Sonys kunder hurtig og nem adgang til hos Moto,” slutter Sonys europæiske audiochef.

Hos Moto Audio Sales glæder man sig naturligvis over aftalen med Sony. ”Det var oplagt for os at indgå dette meget tætte samarbejde med Sony Business Europe,” fortæller Bjørn Rennemo Henriksen og slutter:

”I det nye samarbejde er det vigtigt for os, at Motos kompetencer og tætte kontakt med Sony-koncernen, skal opleves af vore kunder i detailhandels-, uddannelses- og underholdningsbrancherne.”

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.