af Nils Harbo

Ampeg var sponsor ved lanceringen, da Robert Trujillo's dokumentarfilm ”Jaco” om Jaco Pastorius forleden havde premiere i Hollywood.

Robert Trujillo (nr 2 fra højre) jammer med et hold stjernemusikere efter premieren på den nye dokumentarfilm (Ampeg pressefoto)

Dokumentarfilmen om den legendariske jazz/fusion bassist Jaco Pastorius, der har haft enorm betydning for mange musikere, har nu haft USA-premiere.

Det pudsige ved filmen er, at den er lavet af Metallicas bassist Robert Trujillo i samarbejde med Passion Pictures.
En smal film, der måske ikke når biograferne i Danmark og endnu et udtryk for trenden med at musikere er begyndt at lave film. Bl.a. startet af Dave Grohls film Sonic Highways fra 2014, der tager Foo Fighters med på en musikhistorisk rejse til USA.

Bassen som det vigtigste

Bassisten Jaco Pastorius døde i 1987, men inden nåede han at give instrumentet bas sin helt egen stemme.

Som barn i en musikerfamilie voksede han op i 50’erne og 60’ernes Florida og fra da han fik sin første bas som 15-årig, var det hans mål at flytte bassen frem og give dette instrument en større rolle i lydbilledet. Det lykkedes for ham i allerstørste grad og han peakede omkring 1976, bl.a. via hans arbejde med fusionsbandet Weather Report og singersongwriteren Joni Mitchel. Pastorius’s signaturlyd med båndløs bas dannede skole helt ind i 80’ernes popmusik. Men de sidste år af hans liv blev tragiske og han døde som 35-årig.

Kun få musikere har påvirket både selve instrumentet og musikken selv så meget som Jaco Pastorius, der hovedsagelig spillede på en 1962 Fender Jazz bas, som han selv havde pillet båndene af. Som basforstærker brugte han det meste af sin karriere to Acoustic 360 amps. 

Fra metal til fusion

Robert Trujillo er til daglig bassist i Metallica, men er sammen med Passion Pictures manden bag den nye film ”Jaco” om legenden. Dokumentarfilmen, der er instrueret af Stephen Kijak og Paul Marchand havde 22. november verdenspremiere med rød løber, forevisning og koncert på Ace Hotel i Downtown Los Angeles.

Selvom Pastorius sjældent havde spillet på Ampeg, blev arrangementet sponsoreret af Ampeg, der stod for backlinegear til all-star bandets jam efter forevisningen.

I dokumentaren medvirker bl.a. Joni Mitchell, Sting, Flea, Herbie Hancock og Carlos Santana og filmen har givet udsolgte sale ved pre-premierer på filmfestivaler verden over og har allerede vundet anerkendelse fra kritikere og fans.

Ampegs senior produktspecialist Dino Monoxelos siger: "Jaco var virkelig et musikalsk geni og det livsværk han skabte i løbet af sit korte liv havde en umiskendelig indflydelse på ikke kun bassister, men alle musikere. Roberts film er en fantastisk hyldest til Jaco, og Ampeg er stolt over at være med til at introducere denne film for offentligheden. "

Efter forevisningen indtog Trujillo’s funk rock-kollektiv Mass Mental scenen sammen med en veritabel stjerneparade, med bl.a. Flea, Billy Idol, Steve Stevens, Jerry Jemmott, Corey Glover, Stevie Salas samt Pastorious' søn Felix Pastorius, der nu spiller bas i Yellowjackets. 

Sidste triste leveår

Efter de succesrige 70'ere forlod Jaco Pastorius Weather Report i 1982 for at hellige sig sit bigband Word of Mouth.
Den heftige livsstil og berømmelsen førte desværre også til et stort forbrug af alkohol og stoffer, hvilket fremprovokerede en række psykiske lidelser hos Pastorius, der i 1986 fik diagnosen bipolar (tidl. kaldet manio depressiv).

De sidste år blev et syn med et sørgeligt spild af talent, bl.a. med en række pinlige live-episoder. Han blev således slået ned af en dørvogter i et forsøg på at komme ind i Midnight Bottle Club i Fort Lauerdale, hvilket sendte ham i en koma, som han aldrig vågnede op fra.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.