af Nils Harbo

Kemper er tyske modelling-forstærkere, der blev introduceret på markedet for omkring fem år siden og nu vinder større og større indpas hos professionelle musikere

Kemper Profiler Head har lækkert design med klassiske kurver og ser godt ud, placeret oven på et 4x12”-kabinet. Eller på bordet i hjemmestudiet, ved siden af computeren.

Grejredaktionen er blevet opfordret til at skrive noget om Kemper, så her sætter vi fokus på de revolutionerende tyske guitar-preamps, der kan emulere lyde fra andre forstærkere og kabinetter.
Det foregår ved at man via en tilsluttet mikrofon optager en ”lydprøve” af fx et gammelt vintage guitar set-up, der lyder godt. Det sker direkte fra en knap, der hedder ”Profiler”, placeret på fronten af forstærkeren.

Profiling er en metode til at "sample" og analysere lyden fra en anden forstærker og Kemper Profiling Amp gør det så overbevisende, at Kemper har fået mange fans blandt musikere over hele verden. Ikke kun guitarister, men også bassister priser Kemper.

Carpark Kemper

Blandt de danske brugere er Lau Højen fra Carpark North og internationale artister som Korn, Muse og Roxette hører også til blandt brugerne. Desuden er Kemper meget populær blandt producere, da man stille og roligt ved pulten kan designe sig frem til en perfekt lyd, der lyder som om man står tæt på en højtspillende crunchy 1971 Marshall JCM med 4x12” Orange-kabinetter, optaget gennem en Shure SM57 og AKG 414-mikrofon. Classic rock indeed!

Tysk teknologi

Teknologien er designet af tyskeren Christoph Kemper, der også er grundlægger af Access Music Electronics. I 15 år har han arbejdet med design af de vellydende Acces Virus synthesizere og distortion er en af de ting, der trigger lydingeniøren. Derfor gik han i gang med udviklingen af en guitarforstærker (eller rettere en forforstærker).

Kemper Profiling Amp anvender modelling teknik, der snart har mange år på bagen. Den tidlige teknik fik hurtigt et (velfortjent) dårligt ry blandt guitarister, men modelling anno 2016 lyder utrolig godt og har bl.a. fantastisk dynamik og respons. Ikke mindst fordi lyden hverken er statisk eller kunstig; den lyder rent faktisk som den forstærker man ønsker.

Professionelle priser

En Kemper preamp er ikke billig, priserne starter ved knap 13.000 kr. Og en Kemper Amp har heller ikke nogen ”signaturlyd”, idet forstærkeren efterligner andre modeller. Man laver en profil, ved at sende et signal fra Kemper-forstærkeren ind i den forstærker man vil have lyden fra, og optager det med en mikrofon. Herefter laver Kemper Profiling Amp en model af den optagede forstærker, baseret på det modtagne signal. Efterfølgende kan man finpudse lyden efter smag med EQ, effekter og indstillinger.

Efter hvad grejredaktionen erfarer, kan profiling-processen være lidt vanskelig at gennemføre med præcist slutresultat, bl.a. er det meget vigtigt hvor mikrofonen er placeret og hvordan lyden i lokalet er.
Men en Kemper Profiler Amp leveres med 200 profilerede amps, fra kendte Marshall, Fender og Ampeg forstærkere til mere ”eksotiske” som Soldano, Egnator, Engl og Traynor. Så der er nok at vælge imellem til en start og via Kempers website, kan man downloade flere tusind forstærkerprofiler, skabt af entusiastiske Kemper-brugere fra hele verden.

Det er muligt at købe Kemper-modeller med indbygget powerforstærker, samt remote-kontrol, altså et ”pedalbrædt” hvorfra man kan styre sin forstærker.

Kemper findes i danske musikforretninger, så du kan slå et slag forbi din lokale musikforretning, hvis du vil prøve en Kemper.

Kemper er især populær blandt metalguitarister. James "Munky" Shaffer er guitarist i det amerikanske band Korn, der har solgt over 35 million albums og han er flittig Kemper-bruger.

Korn og Kemper

Kemper er især populær blandt metalguitarister. James "Munky" Shaffer er guitarist i det amerikanske band Korn, der har solgt over 35 million albums og han er flittig Kemper-bruger.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.