Musikhandler John Godtfredsen fra Ringe har siden 1967 leveret musikinstrumenter til musikere i alle genrer

50-års fødselaren ligger på Odensevej 57 i Ringe

Det er ikke alle og enhver, der formår at holde liv i en musikforretning i 50 år.

Men en ung dynamisk mand startede i 1967 en forretning i Ringe med det formål at levere instrumenter til fynske musikere. Siden er kundekredsen vokset til at omfatte hele landet og torsdag d. 3. august kan John Godtfredsen fejre sit jubilæum med en reception i forretningen og se tilbage på en 50-årig karriere.

Min fynske barndom

Fra den spæde start har John Godtfredsen sat en ære i at levere god service og kvalitet til sine kunder. Noget denne grejredaktør allerede oplevede, da jeg i min fynske barndom købte mine første musikinstrumenter hos John. Det var surt opsparede penge, tjent ved at plukke jordbær og arbejde i æbleplantage i skoleferier, der blev lagt over disken. Men jeg husker den særegne og venlige stemning og som dreng var jeg tryllebundet, når jeg kom i forretningen.

Siden er John Godtfredsen Musik vokset. Da TV2 for et par år siden påbegyndte produktionen af dramaserien om Radio Mercur, var John den der leverede autentisk musikudstyr med 50'er-finish til serien, der bl.a. blev produceret on location på Svendborg Søfartsskole. Radio Mercur brød Statsradiofoniens radiomonopol i 1958 , der fra en sender i Øresund. Dem, der har set serien, ved at der er gjort meget ud af de musikalske detaljer, så det hele giver et autentisk billede af musikbranchen sidst i 1950'erne. Alle musikinstrumenter, der benyttes i tv-serien er fra John Godtfredsens forretning.

Harmonika og fællessang

John Godtfredsen er selv udøvende musiker og var i mange år en fremragende ambassadør for harmonikamusik, bl.a sammen med Bent Vigg. Godtfredsen indspillede de første harmonikaalbums i slutningen af 70’erne og John Godtfredsens Trio blev dannet i 1991. Foruden John, bestod trioen af Erik Kaare på guitar og Eggert "Fessor" Petersen på bas.

Fejringen af jubilæet foregår 3.8.2017 fra kl. 13.00-17.00 i et telt foran forretningen på Odensevej 57 i Ringe.
Fuldt i tråd med Johns venlige væsen, opfordrer han til at receptionsgaver konverteres til pengebeløb som gives til en fælles indsamling i Giro 413 for udsatte børn og unge.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.