af Nils Harbo

Yamaha indtager stadigvæk førstepladsen som verdens største fabrikant af musikinstrumenter. Det fremgår af den nye ”Global Music Industry Sales Report”, udarbejdet af magasinet Music Trades. På ottendepladsen finder man et lille dansk islæt.

Yamaha Montage er en af de nyeste frembringelser fra Yamaha, verdens største musikproducent. Workstationen bygger på AWM og FM teknologi og stiller sig dermed på skuldrene af klassikere som Motif og DX-synthesizerne

Hvert år lister det amerikanske magasin Music Trades 225 af verdens førende instrumentproducenter og den nye 2016-rapport er netop kommet. 

I rapporten kan man læse om hvor store markedsandele producenterne har og listen rækker over mange lande og indeholder også mærker og brands, der af mange opfattes som relativt ukendte.

Japansk føring

Med 20.348 ansatte og et årlig salg omsætning på næsten 30 milliarder kr. indtager Yamaha en ubestridt førsteplads. Den japanske gigant producerer en bred vifte af elektroniske musikinstrumenter, klaverer, blæseinstrumenter, trommer, guitarer, violiner og computerrelaterede produkter.

På andenpladsen ligger Gibson Brands, der bl.a. er blevet store, takket være opkøb af en række mindre selskaber. Gibson ejer bl.a. Epiphone, KRK Systems, TEAC, Cerwin-Vega, Slingerland og Oberheim.

Harmann Professional på tredjepladsen ejer også en række underselskaber, herunder AKG, Crown Audio, Infinity, JBL, Lexicon, Soundcraft og Studer.

Behringer laver superhop

De næste firmaer på listen er Kawai, Fender og Shure.
På ottendepladsen ligger Music Group, hvis overboss er Uli Behringer. Siden 1999, hvor Behringer lå på plads nr. 45, er firmaet vokset kraftigt og kaldes Music Group, som er holdingselskab for firmaer som Midas, Klark Teknik, Tannoy, Turbosound og TC Electronic. Sidstnævnte er som bekendt oprindelig et dansk firma med rødder i Århus, men i dag opkøbt og en del af verdens ottende største musikproducent.

De lande, hvor der sælges flest musikinstrumenter er også opgjort af Music Trades. 
Her fører USA, fulgt af Japan og Kina, mens Tyskland, bl.a. takket være Sennheiser, indtager en fjerdeplads.

VERDENS STØRSTE MUSIKPRODUCENTER

 

Med omsætning i US dollar og antal ansatte

Yamaha Corporation (Japan) $4.260.000.000 - 20.348 ansatte 

Gibson Brands (USA) $1.725.000.000 - 5.200 ansatte 

Harman Professional (USA) $1.048.964.000 - 3.700 ansatte 

Sennheiser Electronic (Tyskland) $742.850.000 - 2.375 ansatte 

Kawai (Japan) $675.000.000 - 2.995 ansatte

Fender Musical Instruments (USA) $525.000.000 - 1.758 ansatte

Shure Inc. (USA) $515.000.000 - 2.390 ansatte

Music Group (Kina) $420.000.000 - 3.900 ansatte

JAM Industries (Canada) $405.000.000 - 685 ansatte

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.