af Nils Harbo

Yamaha havde sat alle sejl til og valgt en ekstraordinær lokation til deres Genos-event og koncert med Martin Harris

Martin Harris pudser de sidste detaljer af inden aftenens koncert

Yamahas nye topmodel Genos afløser Tyros og har været længe ventet. Torsdag aften kunne man opleve instrumentet i hænderne på Martin Harris, der hos Yamaha er ansvarlig for den gruppe af musikere og ingeniører der står for samplinger, styles og lydvalget i instrumenterne.
Martin Harris har base i England og har mest øre for lyd og betjening. Det "mekaniske" står andre ingeniører for, mens Mr. Harris står i høj grad for det "musikalske".

Eventen startede allerede om eftermiddagen og var placeret i Konservatoriets Koncertsal, måske bedre kendt som Koncertsalen i det gamle radiohus på Rosenørns Alle. Den er tegnet af Vilhelm Lauritsen og indviet i 1945.

En smuk ramme om en event, der især blev besøgt af midaldrende mænd - inklusive MUSIKERENS grejredaktør.
Flere ankom sågar med fællesbus fra Jylland og Fyn. Snakken gik blandt grejnørder og kolleger og der blev lejlighed til at prøve en række af Yamahas keyboards. Flere fik en snak med Martin Harris og kunne senere høre hans fænomenale stil og lige så fænomenale keyboard.

Prisfald

Genos er stadig hel ny og er endelig til at finde i butikkerne. Trods at det er en nyhed, går der rygter om prisfald, så tjek prisen grundigt inden du handler.

Yamahas Tyros har længe været en populær model blandt selskabsmusikere, men Genos er afløseren.
Genos låner bl.a. lyde fra Yamahas flagskib Montage og er en professionel workstation/arrangerkeyboard med 76 semi-vægtede tangenter og 1.710 instrumentlyde. Der er en fremragende arpeggio-sektion med 216 arpeggioer, Revo!-trommeteknologi, 550 backing patterns, 58GB hukommelse og 9" touch farveskærm med Sub Display.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.