af Grejredaktionen

MUSIKERENS grejredaktion er med på forårets to store messer Musikmesse og Prolight + Sound i Frankfurt. Læs her indtryk, trends og nyheder fra de to messer

Lars Andersen fra Yamaha Scandinavia med den nye Venova-”saxofon”

Det ser ud til, at en del brands er ikke at finde på årets musikmesse. Det er kendte mærker som Shure, Sennheiser, Gibson, Roland og Fender, der gør sig bemærket med deres fravær.
Sidste år så man også en afmætning i forhold til den traditionelle kernegruppe for Musikmesse og Prolight + Sound, men i år er frafaldet mere markant. Der er mange fagfolk hernede, der taler om, at opbakningen ikke længere er så stor. Messen er stadig stor i tysk sammenhæng, men mange amerikanske firmaer viser ikke flaget. Udviklingen i samfundet har også ændret sig, på vej væk fra den traditionelle fagmesse. Det er dyrt at udstille og de sociale medier er for mange en ny udstillingsplatform. 

Yamaha for fuld skrue

Yamaha fejrer 50 år med blæseinstrumenter, guitarer og trommer og er i den grad til stede på Musikmesse 2017. Og som det sømmer sig for verdens største producent af musikinstrumenter har man sin egen separate udstilling i “Portalhaus“ ved siden af Hal 11 på Musikmesse i Frankfurt. Yamaha har en imponerende flot række af instrumenter med på messen, men ikke mange nyheder, de fleste instrumenter er allerede præsenteret på NAMM.

Helt ny opfindelse

Yamaha Venova er dog et helt nyt instrument fra Yamaha. Et blæseinstrument, der lægger vægt på at det skal være sjovt og nemt at spille musik. Venova har en forgrenet rørstruktur og rørdesign, der giver en klang, der lyder lidt hen af en alt-saxofon.
Vægten er kun 180 g og man spiller med fingerstilling som på en blokfløjte. Instrumentet spænder over to oktaver, og akkurat som på en saxofon, kan man variere udtryk og nuancer. Venova er konstrueret af ABS harpiks, der tåler at blive vasket. Prisen ligger lidt over 700 kr.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.