af Nils Harbo

Roland har offentliggjort, at man med øjeblikkelig virkning har udvidet garantiperioden på̊ udvalgte digitalpianoer. Det drejer sig om digitalklaverer i HP- og LX-serien.

Rolands digitalklaver HP-504 i rosentræ og matsort koster ca. 12.600 kr. og er omfattet af den nye 10-års garanti.

Den nye ordning er den længste garantiperiode på markedet og helt unik blandt producenter af digitalklaverer. Det giver fordele for musikskoler og private digitalpiano-ejere.

“Der kan ske meget på 10 år. På den tid kan du gå fra at være helt nybegynder til en øvet pianist,” siger Sean Montgomery, der er Rolands europæiske produktmanager for klaverer.

”Hvis du køber et klaver til dine børn, så skal du være sikker på, at de kan blive ved med at spille på det i mange år. Hvad end for en musikalsk sti du vælger, så er det betryggende at vide, at dit Roland digitalklaver er med på hele rejsen - i dag, i morgen og i mange år fremover.”

Roland har ønsket at understrege den kvalitet og håndværk, der lægges i et digitalklaver fra deres hånd og fremhæve et af Rolands hovedmål, nemlig at producere digitalklaverer af højeste kvalitet, der er bygget så de holder.

Klaveret skal registreres

For at aktivere garantien skal nye ejere registrere deres klaver på www.roland.dk og oplyse serienummer og navnet på den forhandler, hvor produktet er købt. Når klaveret er registreret vil 10-års garantiperioden starte automatisk.  Kunder, der allerede har købt et af de specificerede klaverer, kan også få fordel af den opgraderede garanti, da den dækker med tilbagevirkende kraft til klaverer solgt 1. januar 2014 eller efter.

De klaverer fra Roland, der er dækket af 10-års garanti er bl.a. HP-504, HP-506, HP-508 og LX-15e.

MUSIKERENS nytårsudgave 2015 er et temanummer med fokus på undervisning og her kan du læse mere om instrumenter for musikskoler og andre emner, der relaterer til musikundervisning.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.