af Nils Harbo

Ny sjov musiksoftware fra Apple -til særdeles overkommelig pris.

Før i tiden talte om at man "kom fra et hjem med klaver". Med Apples nye software Garageband har det innovative computerfirma sat sig for at nye generationer skal sige at de "kommer fra et hjem med Garageband".

Alle nye Apple-computere er nemlig udstyret med dette stykke kreative musiksoftware, der er en del af iLife, der også omfatter billed-, foto-, dvd- og lydredigeringssoftware (som f.eks. iTunes til MP3afspilning).

Med en pris på kun 399 kr. tegner softwaren da også til at blive et hit. MUSIKEREN har haft lejlighed til at prøve pakken, der imponerer.

Princippet i Garageband er at stoppe et komplet lydstudio ind i Mac, hvor man kan lave egne optagelser eller arbejde med færdige riffs og beats, samt softsynthinstrumenter, der gør det muligt at lave alt fra indisk house til Beatles-covers. Kreativiteten og det sjove ved at lave musik er i fokus, når man arbejder med programmet.

Der er mange hundrede loops at vælge imellem. Det er utroligt nemt at ændre tempo og toneart, man kan også editere i musikken og alt går lynende hurtigt. Audiofiler flytter uden problemer med i realtime når der stretches eller pitches. Man kan vælge imellem mange instrumenter og især effektsektionen imponerer, herunder de fem indbyggede guitarforstærkere.

Men man kan også komme til at lave musik, der minder en om midimusikkens barndom, hvor man lynhurtigt kunne skrue en demo sammen, dog ofte med forfærdelig plastiklyd!

Jampack giver bl.a. 2000 nye loops til Garageband

Foto: Apple

Jampack -nyt tilbehør

Brugerinterfacet er oversat til dansk, men for professionelle musikere er der desværre mange detaljer, der irriterer. Et loop kaldes således en "sløjfe", dette udtryk er der ikke mange musikere, der bruger i dag. En shaker kaldes for ”ryster”, blæsersektionen hedder ”horn” (noget der normalt sidder på en bil)! Og hvad er et “slag”? Nok det vi andre kalder er “hit” el. “stab”. Og i Apples terminologi kaldes et midi-interface for "midi-grænseflade".

Disse oversættermisforståelser skæmmer oplevelsen for musikere, der måske hellere vil foretrække at bruge Apples Logic program fra Emagic (der dog til gengæld koster 20 gange så meget!).

Men for autodidakte "musikere", som f.eks. en DJ eller web-designer, der skal bruge musik, indeholder Garageband fantastisk mange kreative muligheder. Og vellyden er stor.

Apple har nu også lanceret tilbehøret Jampack, der for en pris af 849 kr. giver 2000 nye loops (I får mig ikke til at bruge ordet "sløjfer"), 100 softwareinstrumenter og 100 nye effektindstillinger. Samtidig står samplecd-producenterne klar med lyde (fra f.eks. FatBoy Slim og Vince Clarke), konverteret til Garageband. Og den nyeste opdatering af Garageband understøtter Rewire-protokollen, der betyder at Garageband er kompatibelt med Propellerheads software Reason og andre sequencerprogrammer, der understøtter dette.

Mixertrack til Apple Garageband

Foto: Apple

Der er allerede opstået dedikerede fansider til Garageband, hør masser af musikeksempler her: www.icompositions.com og på macjukebox.ne

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.