af Nils Harbo

Mackies nye DL 1608 er en kompakt digital mixer, der fungerer tæt sammen med Apples iPad.

Benum Nordic har ansat Lars Juhl som ny produktspecialist og han afprøver her Mackies nye digitalmixer på Musikmessen i Frankfurt. (Foto: Nils Harbo)

Al betjening og processering laves fra en iPad, så mixeren  har ingen fadere, pan-knapper, EQ eller andet - den har kun 16 gain-reguleringer, 16 Onyx mikrofon pre-amps og så en tilslutning til iPad.
Man kan tage iPad’en ud og gå rundt blandt publikum og mixe, eller have den siddende på et mikrofonstativ på scenen.

Der kan tilsluttes op til 10 iPads, så alle på scenen kan få hver sin, og kontrollere deres egen monitorlyd via et af de 6 monitorsends. Der er også indbyggede effekter, eq, compressor og gate på hver kanal, ligesom der er grafiske EQ’s og compressor/limiter på alle 6 monitorsends og på master outputtet. Lyd fra Apps på iPad’en kan integreres i mixet, ligesom man kan optage koncerten direkte fra iPad’en.

Lækkert interface

Jeg havde lejlighed til at prøve mixeren og interfacet på Frankfurt og det virker som om betjeningsvenligheden er helt i top. Med let forståelige ikoner og intuitiv betjening kan man styre sin liveproduktion eller liveoptagelse fra den sædvanligvis lækre iPad.
Prisen ventes at blive knap 12.500 kr – men hertil skal selvfølgelig lægges en iPad.
Jeg tror dog alligevel kombinationen af Mackie og iPad kan blive et stor hit!

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.