af Nils Harbo

Danske DPA Microphones nyeste produkt er ”d:fine”, et et-øres headsetmikrofon, der vises frem på både NAMM og Frankfurt.

DPAs nye d:fine headset blev introduceret på NAMM i januar

Det nye headset er på vanlig DPA-vis førende, når det gælder kvalitet og montering, ergonomisk designet til at passe perfekt på alle størrelser hoveder og ører, både højre og venstre.

Som du kan læse i MUSIKERENs artikel om rockbandet Carpark North i forrige nummer, så er DPA Microphones er i gang med et større markedsskift og på vej mod et nyt image.
Tidligere solgte man højkvalitetsmikrofoner til dyre studier, Danmarks Radio og andre indspilningssteder, der havde budgetter til at investere i high-end udstyr. Men i de senere år har man rettet produktionen mere mod koncertmarkedet og det brede marked med rockmusikere og alskens godtfolk!

Nemmere at huske

Tidligere hed DPAs produkter navne som DPA 4041 eller 4088 og de professionelle lydteknikere vidste straks hvilken mikrofon, der var tale om, og hvad den kunne. Men nu lader det til at DPA ændrer politik, så produkterne får navne, der er lettere at huske og samtidig indikerer lidt, hvad produktet bruges til. DPA d:fine fås i sort, brun, limegrøn og beige, i en kugle og en retningsbestemt version.

Katy Perry skifter tøj

Samtidig er endnu en international stjerne begyndt at bruge DPA Microphones, idet Katy Perrys lydteknikere har valgt udelukkende at bruge den velrenommerede DPA 4088 som sin headsetmikrofon.
Den er specielt velegnet i hittet ”Hot N Cold”, hvor hun skifter tøj syv gange i løbet af sangen. Da det ville være umuligt med en håndholdt, havde Katy Perry brug for en robust headsetmikrofon. Derfor valgte cheflydtekniker Peter Keppler 4088’eren, da den samtidig giver Katy Perry masser af bevægelsesfrihed på scenen.

Overtegnede grejredaktør kender udmærket DPA 4088, da jeg selv har anvendt den i live-sammenhæng med stor tilfredshed. Det er en headsetmikrofon med nyrekarakteristik til ca. 4.600 kr., der vinder når man sammenligner med konkurrerende kendte mærker. 4088 har en åben afbalanceret og transparent lyd; så længe man er omhyggelig med placeringen på øre og kind.
Så jeg forstår godt Katy Perrys lydteknikere og deres valg!

Katy Perry skifter tøj 7 gange under nummeret "Hot N Cold", men beholder DPA-mikrofonen på

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.