af Axel Boel

Svenske Clavia er i dag mest kendt for de postkasse-røde Nord-synths, men det startede i virkeligheden med trommer: Clavia har faktisk fremstillet elektroniske trommer siden 1983 og har dermed markdets længste erfaring inden for den specielle niche. Teknologien har naturligvis udviklet sig støt gennem årene, og vi er nu nået til Ddrum4, der hidtil mest naturtro (og billigste) D-trommer.

Hjernen i Ddrum4 hedder overraskende Brain og fungerer som lydmodul og mixer. Lydene er i Clavia’s eget format, og der findes mange 100 til download fra hjemmesiden www.clavia.se. Senest 4 nye “Signature Series” sæt fra Kenny Aronoff, Mel Gaynor, Simon Phillps og Craig Bissonette, optaget i Galaxy Studio i Belgien på foranledning af Clavia. Og prisen for 4 helt nye trommesæt til ddrum4? – den samme som for alle andre Ddrum lyde på siden: gratis!

Selve tønderne er støbt i aluminium og forsynet med et rigtigt trommeskind for den mest realistiske fornemmelse. Trommerne forstår naturligvis velocity, men herudover desuden både pressure og hvor på pad’en der slås. Det vil sige, at man kan dæmpe udklingningen eller f.eks. stemme trommen op og ned ved at trykke mere eller mindre hårdt på skindet. Samtidig kan multisamplede lyde “placeres” forskellige steder på en trommepad, så den lyder forskelligt på midten og nær rejfen.

Bækkener & hi-hat er en ny konstruktion, der ifølge trommeslagere føles meget tæt på »the real thing« og som i øvrigt kan trigge multisamplede lyde. Det samme bækken kan med andre ord være både crash, ride og cup, afhængig af hvor og hvor hårdt du rammer. Ligesom trommerne kan bækkenerne dæmpes, enten med stikken eller hånden, Hi-hat’en har 3-vejs action: åben, lukket eller pedal og monteres på et almindeligt hi-hat stativ.

Da percussion i sagens natur fortrinsvis består af perkussive lyde, er en hurtig trigging afgørende. Clavia har gennem alle årene haft dette for øje, og har i dag markedets hurtigste trigger-tider. Alle pads har desuden 1000 dynamik-steps, så det er næsten som at være der selv.

De nye Ddrum 4 koster 31.900,- for et komplet sæt incl. stativer, hi-hat og bækkener.

Clavia producerer også et komplet sæt Ddrum triggers til montering på akustiske trommesæt, pris 3.300,-

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.