af Nils Harbo

Toppen af dansk lydteknologi samles, når et nyt branchenetværk afholder konference i Copenhagen Jazzhouse tirsdag d. 26. maj. Netværk For Dansk Lydteknologi er et helt nyt innovativt samlingspunkt for de mange brancher, organisationer og professionelle, der er med til at sætte Danmark på verdenskortet, når det drejer sig om lyd.

Firmaer som TC Electronic, DPA Microphones, Brüel & Kjær, B & O er med i samarbejdet omkring det nye netværk, hvis formål er at samle de gode kræfter i Danmark, der arbejder professionelt med lyd.

Dansk teknologi og viden om lyd skaber arbejdspladser og eksport i i alt 48 brancher, som spænder fra høreapparater & medico, over lydeffekter, hifi og musikudstyr til telekommunikation, støjmåling og forsvarsindustri. Det giver Danmark et stærkt udgangspunkt på de globale markeder, men denne bredde har ikke før været udnyttet. Det skal konferencen råde bod på.

På konferencen bliver der holdt oplæg af bl.a. Søren Bech, forskningschef, Bang & Olufsen, Kim Riishøj, teknisk chef (og oprindelig stifter af),TC Electronic, Finn Kryger Nielsen, tranducer tech manager Brüel & Kjær Sound & Vibration samt Ole Brøsted Sørensen, direktør, DPA Microphones.

Konferencen varer det meste af dagen og byder også på koncertoptræden af Palle Mikkelborg, Helen Davies og Gert Sørensen plus 2D-visuals fra Kaare Svejstrup og Lau Lindqvist.

Det kommende netværk henvender sig til alle, som producerer og anvender lyd i fx produkter, services, spil, tjenester og værker. Tanken er at forskere, ingeniører, ledere og kreative opfindere fra små og store virksomheder kan mødes og bl.a. lave matchmaking, dele viden og diskutere eksportfremme og innovation. Netværket ledes af Jan Larsen, DTU (Danmarks Tekniske Universitet).

Tilmelding og flere informationer:

www.lydteknologi.dk

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.