af Nils Harbo

En amerikansk lovændring om truede træsorter gør det sværere for guitarproducenter og ejere af vintage-instrumenter. For nylig har Gibson mærket det, da bevæbnede agenter udførte en razzia på Gibsons faciliteter i Texas og Tenessee.

”Gibson er uskyldig”, siger adm. direktør Henry Juszkiewicz

I august fik Gibsons kontorer og fabrikker i Nashville og Memphis uanmeldt besøg af føderale agenter fra US Fish and Wildlife service.
Ved en bevæbnet aktion lukkede agenterne produktionen ned, sendte medarbejderne hjem og konfiskerede træ fra fabrikken. Aktionen var igangsat af myndighederne for at undersøge om Gibson overtræder den såkaldte Lacey Act. Det er en gammel lov om truede arter, der i 2008 blev ændret til også at omfatte sjældne planter og dyr.
Loven kan give guitarproducenterne mange problemer og ifølge Gibsons adm. direktør Henry Juszkiewicz, sagde agenterne, at Gibson ville være bedre tjent med at forlade USA og flytte til Madagascar.

Dagen efter gik Gibsons selv i aktion. I 30 minutters fuld augustsol luftede han sine frustrationer til pressen om begivenhederne og Gibson har udsendt en tilhørende pressemeddelelse. Justitsministeriet mener bl.a. at Gibsons anvendelse af indisk træ i guitarer, som ikke er færdiggjort af indiske arbejdere, er ulovlig. Ikke på grund af amerikansk lovgivning, men fordi det er det amerikanske justitsministeriums fortolkning af en lov i Indien.

"Gibson har overholdt udenlandske love og er uskyldige", siger Henry Juszkiewicz .”Vi vil hårdt og aggressivt bevise vores uskyld”. Han fastslår derfor i videoen, at Gibson blot gør som mange andre guitarproducenter. Det er ikke første gang myndighederne retter søgelyset mod Gibson.  Ved en lignende razzia i Nashville i november 2009 beslaglagde agenter en forsendelse af ibenholt fra Madagaskar. Juszkiewicz siger, at regeringen ikke præcist vil fortælle, hvordan hans selskab har overtrådt loven. Der er da heller ikke blevet rejst sigtelse mod Gibson efter hændelsen i 2009.  I midten af 90’erne blev handel med palisander fra Brasilien ("brazilian rosewood" el. "rio rosewood", red.)  forbudt, pga. overhøst og truet regnskov. At brasiliansk rosewood dermed er ulovligt, et er et dilemma, da stort set alle guitarer fra før 1970 er fremstillet af rosewood (eller palisander, som er det danske ord) fra Brasilien. Guitarproducenter som fx Martin Guitars begyndte derfor at anvende rosewood fra Madagascar, men militærkup og en ikke anerkendt regering i Madagascar har fået Martin og andre til at opgive denne import.

Pas på din guitar og violin

I USA har videoen med Juszkiewicz og Gibsons udmeldinger skabt stor debat på mange grejforums og den højreorienterede tv-vært Alex Jones har på sin tv-station Infowars brugt hændelsen som et eksempel på hvordan den nuværende amerikanske regering forfølger amerikanske værdier, hvor en Gibson-guitar jo er et af de helt store ikoner. Dermed er Gibson-razziaen også blevet en del af den amerikanske valgkamp.

Lacey Act, loven, der danner grundlag for myndighedernes razzia, virker tilsyneladende med tilbagevirkende kraft og skaber dermed også frygt i musikerkredse. For amerikanske musikere, der ejer gamle instrumenter, skal muligvis til at være på vagt, hvis de krydser stater eller rejser til udlandet med gamle guitarer, træblæsere eller strygerinstrumenter. Loven kræver nemlig bl.a., at ejerne kan blive bedt om at redegøre for hvert enkelt del træ i deres instrument, når de igen ankommer til USA. Loven omfatter også handlen med vintageinstrumenter, så der er stigende bekymring blandt musikere og instrumenthandlere.

Se Gibsons pressemeddelelse

Se Gibsons video

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.