af Nils Harbo

Grejredaktionen har været på Skandinaviens største musikudstilling med guitarnørder og grejfolk. Nogle vil mene guitarshowet kun er for midaldrende mænd og seniorer, men årets udstilling tiltrak også mange unge mennesker.

Copenhagen Guitar Show bød både på gamle instrumenter og nye instrumenter (Foto: Nils Harbo)

Årets Copenhagen Guitar Show bød på et væld af oplevelser, spændende instrumenter men ikke mindst nørdet grejsnak. Det var 13. gang arrangørerne, der har rødder i Svendborg, stod for afvikling af den store udstilling.

Clinicprogrammet var imponerende og publikum fik mange indtryk, tricks og tips, krydret med røverhistorier og rocksang fra bl.a. Guns ’N Roses guitaristen Ron ”Bumblefoot” Thal.
På Fenders Talkshow kunne man høre nogle af Danmarks mest anerkendte guitarister dele ud af deres erfaringer og lydeksperten Steen Skrydstrup fortalte om sine principper bag lyddesign i pedalboards for navne som The Edge, David Gilmour og Muse.

En nyskabelse på guitarshowet var en auktion over forskellige musikinstrumenter. Man kunne dog ane en smule skuffelse i arrangørgruppen over auktionspublikummets mådeholdenhed.
Publikum passede nemlig godt på de medbragte penge. Alligevel opfatter arrangørerne auktionen som et spændende tiltag, som måske vil blive kopieret af andre musikudstillinger.

Det tager 100 jobs at vænne sig til in-ear

Guitaristen Dennis Flacheberg var på Copenhagen Guitar Show med Pas På Hørelsen for at fortælle om sine erfaringer med in-ear monitors. Flacheberg har turneret og indspillet med bl.a. Burhan G, Wafande, Gulddreng og Sanne Salomonsen.

”Det absolut bedste ved in-ear er at man kan spille lavere, musikken bliver blød og lækker og man bliver mindre træt, både mht. fysik og ens stemme,” fortæller Flacheberg, hvis foretrukne ”propper” (in-ear hovedtelefoner) er Shure SE-846.
Ifølge Flacheberg er de fleste lydmænd rigtig glade for in-ear og på festivaler med tæt program er det hurtigere at lave en opstilling med in-ears, i forhold til et traditionelt setup med monitorkasser. Musikerne er dog også afhængige af ambiencemikrofoner, der bl.a. bruges til at fange publikum. ”Men de fanger også frontlyden. Det må der ikke være for meget af, men heller ikke for lidt – så det er en balance,” konkluderer guitaristen, der umiddelbart efter dagens clinic skal til Sverige og spille med Peter AG.

Der er tilvænningstid for in-ears, op til 100 jobs, fortæller han, men måske især for guitarister, der har mange nuancer i deres lyd. Men ellers er der få ulemper. ”En ulempe kan være, at hvis in-ear systemet ikke er indstillet helt ordentligt, kan man miste kontrol og fokus, hvis det ikke lyder godt i ens ører. Man er jo følsom over sin guitarlyd og lydbilledet kan godt blive udynamisk. Men det er sjældent det sker, jeg har lært over mange jobs at få optimeret lyden.”

Ved turneer, hvor der har været god tid til produktionsøvere, bliver in-ear-systemet også indstillet grundigt og man har et rigtig godt udgangspunkt, hvis der har været tid til at kæle for detaljerne.
”Hvis fx min guitarforstærker er tunet rigtig ind og lyder godt, så kan det sjældent gå galt. Og panorering er fx en rigtig fed ting. Og så får man også passet på sine ører,” siger Dennis Flacheberg

Kærlig og konstruktiv guitarbehandling

Jan Irhøj har været musiker gennem et lang liv og har også en aktiv karriere som børnemusiker, bl.a. i Rumlerim og i Trafikorkesteret Dyt.
Sidste år udgav han sammen med Thorstein Thomsen albummet “Der er ingen rynker på mit hjerte”, hvor duoen tog livtag med en række egne sange for 60+ segmentet.

Irhøj er også studieejer, men i de senere år har han kastet sig over reparation af guitarer. På værkstedet i Nærum tager han sig kærligt og konstruktivt af instrumenter og havde taget en række af sine sjældne guitarer med til Copenhagen Guitar Show, hvor publikum kunne se ham justere guitarer og give folk en tilstandsrapport på deres instrument.

EngQvist og Helix

Oliver EngQvist er guitarist, men også uddannet lydtekniker. På guitarshowet demonstrerede han Yamahas Revstar guitar og multieffekten Line 6 Helix. (Foto: Nils Harbo)

Unge og gamle instrumenter og mennesker i skøn forening

Copenhagen Guitar Show fandt sted i Østerbrohuset og tiltrak guitarnørder fra hele Skandinavien. (Foto: Nils Harbo)

De bedste "propper"

Dennis Flacheberg er en travl musiker. Den 33-årige talentfulde guitarist har turneret og indspillet med et hav af navne, rækkende fra Burhan G, Wafande, L.I.G.A, Peter AG, Mathilde Falch til Johnny Logan og Sanne Salomonsen. På Copenhagen Guitar Show delte han ud af sine erfaringer med in-ear monitors.

Dennis Flacheberg stor fan af Shures in-ear headphones SE846.
SE846 er en rigtig professionel løsning til omkring 7.000 kr. med superlyd, bl.a. takket være de fire high-definition mikrodrivere med ægte subwoofer.
I starten af november er Pas På Hørelsen i øvrigt på tur med Helge Engelbrecht og her kan man høre endnu mere om brugen af in-ear monitors.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.