af Martin Blom Hansen

Vega er landets største rytmiske spillested. 2009 var et rædselsår med et underskud på 3,8 mio. kroner. Trods stilstand på barsalget er det gået bedre det forgangne år, og spillestedet kommer ud med overskud i 2010.

Trods to år med underskud og store besparelser har Vega igangsat en række nye initiativer, eksempelvis Vega Vision og en koncertguide til smartphones.

Flagskib, moderskib eller rumskib. Vega er med 300 koncerter hvert år og omkring 300.000 gæster Danmarks førende og største rytmiske spillested. At spille i Store Vega er godt for selvtilliden hos et band. Til gengæld har det de senere år knebet med den økonomiske selvtillid på spillestedet.

Krisen sendte Vega på katastrofekurs i 2008 og 2009. Underskuddet i 2009 var på hele 3,8 mio. kroner, og det har kostet job og besparelser på spillestedet. Men 2010 har været klart bedre, siger Magnus Restofte, souschef i Vega.

"Vi kommer ud med et overskud i 2010. Men vi er langt fra i mål, og vi skal stadig være på hestekur i 2011," siger Magnus Restofte.

 

Antallet af koncerter og publikum har ikke rykket sig væsentligt gennem de senere år. Det store problem har været barsalget. Folk køber mindre, og det har 2010 ikke rykket ved.

Nye initiativer trods nedskæring

I øjeblikket er der 22 faste medarbejdere på Vega, oplyser Magnus Restofte. Sparekniven har de seneste halvandet år skåret til benet, og ti medarbejdere er blevet afskediget.
"Den kortsigtede strategi er at få skuden på ret køl igen. Det vil give os en større handlefrihed og gøre os i stand til at tage flere chancer. Vi ligger dog ikke stille, men har taget en række nye initiativer. Det er vigtigt i forhold til vores position som spillested," siger Magnus Restofte.

Vega har blandt andet søsat et 75-siders magasin, som er spækket med artikler om kunstnere, spillestedernes situation, musikpolitiske emner og nogle af Vegas nye tiltag. Magasinet udkommer hvert halve år, og Magnus Restofte mener, det har været en succes som en del af Vegas branding og markedsføring.

Vega Vision og koncertguide på smartphones

Et andet nystartet initiativ er Vega Vision. Det er et mobilt studie, hvor Vega tilbyder liveoptagelser i lyd og billeder, som bands kan bruge i deres markedsføring. Det mobile studie skal i sagens natur rykke ud til andre steder end Vega, og man har blandt andet samarbejdet med Roskilde Festivalen i 2010. Koncertoptagelserne skal formidles blandt andet via TDC Play, som er en af samarbejdspartnere i projektet. Også Music Export Denmark, MXD, skal kunne drage nytte af Vega Visions' optagelser.

På den digitale front er Vega sammen med en række samarbejdspartnere at udvikle en koncertguide til smartphones. Det er en webapplikation, hvor koncertgængerne kan hente relevant information før, under og efter koncerten. Den rummer også rummer et dialogforum, hvor man diskutere med de øvrige koncertgængere om den aktuelle koncert.

"Vi skal teste koncertguiden i 2011, blandt andet en brugertest i februar og marts, som vi er meget spændte på. Desuden vil der blive en konference i foråret, hvor vi samler op på erfaringerne med koncertguiden," fortæller Magnus Restofte.

Vega er Danmarks største spillested. Der kommer omkring 300.000 mennesker igennem dørene hvert år, og Vega afholder årligt omkring 300 koncerter og arrangementer.

Vega modtager omkring 5,5 mio. kroner i årligt støtte. Halvdelen fra Statens Kunstråd og halvdelen fra Københavns Kommune. I juni 2009 tildelte Københavns kommune Vega et ekstraordinært krisetilskud på 2,1 mio. kroner.

Økonomisk har Vega haft svære år i 2008 med underskud på henholdsvis 3,3 mio. kr. og 3,8 mio. kr. Ifølge souschef Magnus Restofte kommer Vega ud med overskud i 2010.

Vega rummer:

  • Store VEGA (kapacitet 1500 personer)
  • Lille VEGA (kapacitet 500 personer)
  • VEGA Lounge og bar (kapacitet 330 personer)
  • Ideal Bar (kapacitet 275 personer)

Største kunstnere på VEGA: Prince, David Bowie, Björk, Suede, Kylie Minogue, Norah Jones, Moby, Foo Fighters, Blur, Fatboy Slim, DJ Shadow m.fl.

  • VEGA blev i 1997 kåret som "Best European Music Venue" af det internationale musikmagasin Live.
  • VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, der modtager tilskud fra staten og Københavns Kommune.
  • VEGA ledes af en bestyrelse på ni medlemmer.
    I den daglige drift og administration beskæftiger VEGA i øjeblikket 22 ansatte.
  • De tidligere planer om Mega Vega, en stor nationalscene for rytmisk musik som en del af Vega, er skrinlagte.




Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.