af Morten Fischer

Musik i Lejet finder hvert år sted sidst i juli måned. I år (2013) er det den 18. til 20. juli. Den foregår på en plads helt ud til Kattegat i Tisvildeleje. MUSIKEREN retter fokus mod nogle af sommerens festivaler med bands fra det rytmiske vækstlag.

Musik i Lejet er kendt for sin atmosfære og nærværende publikum og ikke mindst den flotte udsigt til Kattegats solnedgang, man som kunstner kan opleve fra scenen. (Foto: Andreas Westergaard)

Musik i Lejet har i år 5-års-jubilæum. Det hele startede i 2009 som en hyldest til Tisvildeleje og til den yngre musikscene.

MUSIKEREN har spurgt en håndfuld af sommerens festivaler om, hvordan musikere og bands kan finde vej til deres programmer, og hvad de får ud af det.

Profil

Musik i Lejet er en non-profit-festival, der fokuserer på den nye lyd, altså upcoming bands, der af forskellige årsager bidrager med nyt blod til dansk musik. Genremæssigt spænder programmet bredt over rock, pop, folk, elektronisk, disco, hip hop mm.

Musik i Lejet har blandt andet præsenteret navne som Turboweekend, When Saints Go Machine, WhoMadeWho, Rangleklods, I Got You On Tape og mange andre. I år spiller Lucy Love, The William Blakes, Den Sorte Skole, Marie Key, Vinnie Who, Ctm, Schultz And Forever Mellemblond, Travelling Tribes, Waldo & Marsha og mange flere.

Booking-kriterier

Vi booker ud fra nøgleord som musisk kvalitet, professionalisme og spænding. De to første nøgleord giver sig selv, mens ”spænding” er et lidt diffust begreb, som vi bruger til at italesætte både musikkens dynamik og til at vurdere, om der er noget på spil i musikken – altså, opstår der en spænding?

Vi ser også på bandets karrieremæssige position. Vi er konstant på udkig efter dugfriske talenter eller bands, der op til festivalen bryder i gennem den danske lydmur. Sidst men ikke mindst er performance et betydningsfuldt kriterium. Vi gør meget ud af at høre musikken live, så vi får en fornemmelse af, om bandet kan ’bære’ en stor scene.

Publikum

I år tager vi for første gang entré. Prisen er 225 kr. for et tredages program med mere end 26 bands og tre strandfester. De seneste år har vi haft et publikumsantal på mellem 7.000 – 9.000, men i år har vi gjort festivalen mindre og mere intim. Vi forventer et publikumsopbud på ca. 3.500.

Hvilken betaling tilbyder I jeres kunstnere?

Det er individuelt. Vi lønner kunstnerne efter de muligheder, vi har som non-profit festival. Men helt grundlæggende gør vi alt, hvad vi kan for at sikre, at de får en god hyre og et godt ophold.

Forplejning, rejse, ophold

Der er altid forplejning. Transport og ophold afhænger af aftale. Vi sørger altid for, at kunstnerne får en god festival. Det er ekstremt vigtigt for os.

Hvordan kan musikere/bands komme til at spille på festivalen?

Alle kan søge om at spille til Musik i Lejet. De skal sende aktuelle eksempler på deres musik, gerne en pressemeddelelse og bandbillede til booking@remove-this.musikilejet.dk. Der er en indsendelsesfrist, som offentliggøres på hjemmeside og sociale medier.

Synlighed

Vi yder en stor indsats for, at festivalen og de optrædende bands får omtale i både dagblade, tv, radio samt musik- og livstilsmagasiner samt festivalguides. De seneste år har festivalen fået stor eksponering i både landsdækkende og lokale medier. I den forbindelse gør vi et stort nummer ud af at fremhæve musikprofilen og de kunstnere, der spiller til Musik i Lejet.

Dertil lægger vi meget energi i at fortælle om festivalen på de sociale medier, herunder Facebook, Twitter og på YouTube, hvor vi uploader film fra festivalen med bandinterview og sceneoptræden. Det hele kommer naturligvis også på vores hjemmeside, hvor vi gennem bandbeskrivelser promoverer de optrædende kunstnere. Vi informerer desuden til en større skare Musik i Lejet-tilhængere via et nyhedsbrev.

Hvad får et band ud af at optræde på festivalen?

Musik i Lejet er kendt for sin atmosfære og nærværende publikum og ikke mindst den flotte udsigt til Kattegats solnedgang, man som kunstner kan opleve fra scenen. Man får mulighed for at spille for et ”kræsent” og forventningsfuldt publikum, der deltager, fordi de interesserer sig for ”den nye lyd”, som Gaffa kalder vores musikprofil. Som kunstner får man også stor opmærksomhed fra medier, der skriver om og laver reportage fra festivalen.

www.musikilejet.dk  

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.