af Astrid Bigoni

Flux Festival er en festival for alternativ musik og afholdes for tredje år i træk i Aarhus i august. Festivalen gør meget for at skabe ærlige møder mellem musikken og publikum.

Flux Festival finder sted på Godsbanen i Aarhus. (Foto: Soundvenue).

Hvad er bookingprofilen?

”Vi booker alternativ musik. Vi er Ikke genrespecifikke – det kan være alt fra synthpop til metal. Men det skal have en interessant kunstnerisk profil. I år spænder navnene fra Selvhenter, som bevæger sig inden for free-jazzen, til black metal-bandet Reverie. Vi booker ikke noget, som i sig selv har en platform. Vi booker noget, som ofte ikke passer ind andre steder, og som man ofte ikke kan høre på spillestederne. Vi lægger også vægt på det lokale, og 50 procent af vores bands er fra Aarhus.”

Hvordan kommer man til at spille på FLUX?

”Det gør man ved at skrive en mail til os. Vi er også meget opsøgende og åbne over for musik, der ikke nødvendigvis har et navn i sig selv. Det kan være alle genrer. Hvis man kigger på vores program er der måske en retning, vi hælder til. Man kommer nok ikke til at se os booke hiphop eller reggae.”

Hvordan er honoraret?

Det varierer fra det, man får for et opvarmningsjob på et regionalt spillested, til 15.000 kroner. Vi betaler mere end det, man har i udgifter, men det ligger langt fra, hvad man får på Roskilde eller Northside. Vi lægger hjerteblod i festivalen, og bandene skal gerne ville festivalen, lige så meget som festivalen gerne vil bandene. Hele tiden er målsætningen, at vi skal kunne honorere musikerne. I forhold til da vi begyndte, giver vi nu dobbelt så meget til dem, der får mindst. Det skræmmer måske nogle væk. Men det er lidt et vilkår, med de støttekroner vi får. Det handler også om, at vi gerne være tilgængeligt for et publikum, som ikke skal betale halve SU'er for at være med.

Hvad får man ud af at spille på FLUX?

Når man kommer på festivalen, kan man forvente et publikum, der kommer for musikkens skyld og ikke for at drikke øl med vennerne. Publikum er nærværende. Vi stiller nogle rammer op, som giver et ærligt møde mellem musikken og publikum. Scenen er blandt andet i øjenhøjde med publikum.

Flux Festivalen finder sted 20.-22. august på Institut for X på Godsbanen i Aarhus.

LÆS MERE: www.fluxfestival.dk

LÆS MERE: www.facebook.com/FluxFestivalAarhus 

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.