af Karen Bendix

NAMM instrumentmessen i L.A. bød på en lang række nye instrumenter til bl.a. undervisningsbrug. Se med her...

Det amerikanske firma Loog står bag den lille trestrenget begynderguitar, som børnene selv er med til at bygge. Den fås både som akustisk og elektrisk. (Foto Karen Bendix)

Det er ikke bare i Danmark, der er stor fokus på børn, unge og undervisning. På NAMM musikinstrumentmessen havde rigtig mange instrumentproducenter – både klassiske og rytmiske – en afdeling for undervisningsinstrumenter og metoder. 

Ifølge Codelia von Gymnich fra Frankfurt Musikmesse er musikinstrument-industrien nedadgående i både Europa og USA, hvor det i Kina og Rusland er stigende. En af grundene er, at antallet af børn og unge, der aktivt spiller musik er nedadgående. Og dermed falder salget af instrumenter. Så fra musikindustrien bliver man nød til at gøre noget ekstraordinært for hele undervisningssektoren, viser de undersøgelser Frankfurt Musikmessen har lavet på området.

Klassiske producenter tænker også i undervisning

I Danmark går man også efter undervisningsområdet. Hos Jargar Strings har de fx netop lanceret en ¾ streng til børne-celloer, fortæller direktøren fra Jargar Strings Erik Martens, der også var på NAMM for at udvikle det internationale marked for de danske cello- og violin-strenge.

Online undervisningssystemer

De to canadiske musiklærere har udviklet online-undervisningssystemet Breezin Thru - både i musikteori og komposition. (foto Karen Bendix)

Fra  Canada var to musikere og musikundervisere på NAMM for at sælge deres online musikteoriprogram ’Breezin’ Thru Theory’ og compositions-app ’Breezin’ Thru Composing’. To programmer, der er udviklet til klasseundervisning.

Teoriprogrammet bruger både leg, konkurrenceelementer og teoretiske indgange til at få eleverne igennem node- og rytmelære, intervaller,  skalaer, treklange, kadancer, transposition og meget mere.

Kompositionsapp’en tager trin for trin eleverne igennem melodilære, rytmelære, harmonier og arrangementer, hvor de bl.a. kan skrive melodier ud fra deres eget eller deres kæledyrs navn for at få dem i gang. Begge dele bliver styret centralt fra et underviser-dashboard, hvorfra læreren kan se, hvor langt eleverne er, og hvor de skal hjælpes.

Det skal hurtigt lyde af noget

Ukuleler, Dobro-ukuleler og banjo-ukuleler er både gode til undervisning og praktiske at rejse med for en musiker. (Foto Karen Bendix)

Hvis man skal have børn og unge til at spille et instrument, er det en god idé at begynde med instrumenter, der hurtigt kan komme til at lyde godt – specielt, hvis det skal bruges til klasseundervisning.

Derfor er bl.a. ukueler og små akustiske basser med specielle gummistrenge blevet meget populære rundt omkring. En af de største amerikanske ukulele-fabrikker Kala, som også sælges i Danmark, har de seneste fem år haft en stigning på 40 % af salget. Det skyldes bl.a. hele undervisningssektoren, der køber stort ind til fx gruppe eller klasseundervisning, fortæller Kala's markedschef.

En anden grund til at bl.a. ukulelen og dens afarter er i vækst, er at den er lille, let og lige til at tage med under armen. Som guitarist eller bassist på farten er de derfor virkelig praktiske.

Harper i klasseundervisning

Harpen er rigtig god som begynderinstrument. Nu kan den fås i masser af farver og med indfarvede strenge til undervisningsbrug. (foto Karen Bendix)

Hvem havde forestillet sig, at harpe er et af de mest pædagogiske instrumenter at undervise børn i - både i klasser og individuelt?

200 harper ryger over disken ud i hele verden ugentligt fra det amerikanske familiefirma Harpsicle Harps, der har fremstillet letvægts børneharper i forskellige farver, med indfarvede strenge, så børnene hurtigt kan gå til instrumentet. De kan både spille melodier og akkorder, og bruge både øjne og ører når de spiller. (foto Karen Bendix)

Trestrengede guitarer

Trestrengede guitarer er super enkle at spille på for små børn. (foto Karen Bendix)

Forenkling af instrumenter så børnene hurtigere kommer i gang med at spille, er også en af de nye tendenser. Fx har det amerikanske firma Loog produceret trestrengede akustiske- og el-guitarer, der skal gøre det lettere og sjovere for børn at komme i gang med at spille.

”Vi elsker 6-strengende guitarer, men tror, det kan være overvældende for små børn at gå til. Den tre-strengede guitar gør det lettere at komme i gang med instrumentet, og hurtigt få det til at lyde godt,” siger folkene fra Loog.

Loog’en kommer usamlet, så børnene kan være med til at samle den – hvilket skulle tage ca. 15 min.

www.loogsguitars.com

Træblæsere for begyndere

NUVO udvikler træblæsere i et nyt letvægts plastik-agtigt materiale, der både lyder godt, er lettere at bære og spille på og kan renses med vand og sæbe. (foto Karen Bendix)

NUVO Instrumental er ergonomiske letvægts træblæseinstrumenter i et plastik-agtig materiale, udviklet specielt til nybegyndere i alle aldre – men nok mest tænkt til børn og unge.

En engelsk musiker og en designer fra Hong Kong har udviklet tværfløjter, saxofoner, klarinetter, blokfløjter og andre ”træ”-blæseinstrumenter, der har samme funktioner som de traditionelle instrumenter, men blot lavet i letvægtsmateriale, og med mundstykker, der er designet til, at det er lettere at frembringe en god tone fra starten.

En af de danske ambassadører for NUVO, den danske musiklærer Peter Peitersen, der underviser i saxofon og klarinet, siger på hjemmesiden:

”Både lyden og kvaliteten på instrumenterne er utrolig. Det giver unge musikelever en mulighed for at opleve musikkens verden gennem et træblæseinstrument til en pris, hvor alle kan være med. Det er det, vi som musikundervisere længe har drømt om.”

www.nuvo-instrumental.com

Guitarer for piger

Daisy Rock er lyserøde guitarer - lidt smallere og lidt lettere - der skal få piger til at spille på guitar fra en ung alder. (foto Karen Bendix)

Det er ikke kun i Danmark, der er tale om at få flere piger til at spille instrumenter.

I USA har musikinstrument og –undervisningsvirksomheden Alfred Music fundet ud af, at guitarer i røde og pink farver skulle få flere piger til at hive spaden frem og begynde at spille på et tidligere tidspunkt.

Daisy Rock Girl Guitars er lidt lettere og lidt smallere end almindelige begynderguitarer. Og så har de både glitter, glimmer og pailletter på.

www.alfred.com

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.