af Anine Fuglesang

Vi har spurgt en række af DMF’s medlemmer, der underviser i musik ved siden af deres egen karriere som musiker, om hvad de mener, er gode undervisningsmetoder.

”Min fornemmeste rolle som lærer er at inspirere børnene,” siger Thomas Ring Petersen. (Pressefoto)

Thomas Ring Petersen, 34 år, sanger, guitarist og pianist. Underviser blandt andet i musik i 4. og 5. klasse på Hellerup Skole.

Hvad er en god musiklærer?

For mig at se er det vigtigste, at man som lærer kan inspirere og vise børnene, hvad musik kan. Musik kan skabe en form for glæde og energi. Musikkens kraft er det, man skal kunne give videre, og man kan tydeligt mærke, når de bliver ramt, ligesom man selv gør. For at være en god musiklærer tror jeg også, at man skal synes, at musik er fantastisk, og så skal man have en vis form for faglighed for at kunne skabe den energi. Når man har med folkeskolen at gøre og arbejder med mange børn, som ikke har en musikalsk baggrund, er læreren også meget den styrende, og derfor kræver det endnu mere af dig som lærer, for du skal kunne skabe et samspil, hvor det løfter sig.

 

Hvilken undervisningsmetode bruger du i din musikundervisning og hvorfor?

Jeg forsøger at gøre det ret simpelt i starten. Jeg kan godt lide, at børnene ikke får fornemmelsen af, at musik er helt vildt svært eller højtflyvende, og det er vigtigt, at de får succesoplevelser, så de opdager, at de selv kan spille musik. Musik er tit ret simpelt og med enkle virkemidler, og det gælder især for den musik, som børn lytter til. Jeg vil gerne have musik til at fremstå som noget, de godt kan nå, for så får nogle af dem måske også lyst til selv at starte til for eksempel bas. Jeg skal som lærer ikke fortælle børnene, hvordan verden hænger sammen, men derimod inspirere dem til at udforske nogle ting. Det ser jeg som min fornemmeste rolle som lærer.

 

Hvad er det bedste ved at undervise i musik?

Det er, når man kan mærke, at børnene bliver ramt af musikken. Der kan være en samhørighedsfølelse i det sociale aspekt, når man for eksempel står og synger en sang sammen, og det fede er at opleve glæden hos dem. Og så er børn så dejligt umiddelbare. De går all in. Går man til en koncert med en artist, som har gjort det samme flere hundrede gange, kan man tydeligt mærke en vis form for kontrol, men børnene lader sig bare inspirere og kaster sig hovedkulds ud i det og bryder en masse grænser, når de stiller sig frem og optræder. Det inspirerer mig og giver mig kuldegysninger.
Jeg nyder også meget at arbejde med skabelse. Musikfaget er meget oplagt til at komme med kreative ideer selv, og jeg kan godt lide at give dem lov til selv at udforske musikken. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i børnene.

 

Hvad kan du bruge fra din undervisning og mødet med eleverne i din egen karriere som musiker?

Man bliver meget vågen rent musikalsk og meget kreativ, når man arbejder med børn. Musikkens kraft kan ramme alle mulige steder fra, men den glæde, som eleverne udstråler, er kraftigere end den, jeg møder andre steder. Når jeg sidder i studiet med en producer, som jo også elsker musik, får musikken alligevel mere karakter af business, hvor musikken skal sælge, og hvor det er et arbejde. Men her er det musik i sin helt rå form.

 

Hvad kan du give videre til dine elever fra din egen karriere som musiker?

Jeg giver dem nogle positive oplevelser omkring musik og gør meget ud af, at vi bare springer ud i det, og rammer man ved siden af, gør det ikke noget. Det er tit der, man bliver bedre. Man skal ud, hvor man ikke kan bunde, og det kommer de jo tit, hvis de ikke har en musikalsk baggrund.

 

Denne artikel er en længere udgave af den artikel, der er bragt i MUSIKEREN 1, 2015.

LÆS OGSÅ: Man bliver en bedre musiker af at undervise

LÆS OGSÅ: Storholdsundervisningen bliver ikke ideel

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.