Mathias Holm Jørgensen, 27 år, klaver, MGK/BA fra RMC, i gang med kandidat, spiller med Girls In Airports.

Hvorfor træner du?

Jeg har haft store problemer, først med mine håndled (seneskedehindebetændelse) og senere med min hørelse. Tinnitus og lydoverfølsomhed. Jeg har i perioder troet, at jeg var nødt til at holde op med at spille musik. Dette har forårsaget en masse uro og nedtrykthed.

 

Fortæl kort om træningsformen/behandlingsformen:

Alexanderteknik handler om at lære at bruge sin krop mere optimalt, at løsne spændinger og komme ud af dårlige vaner. Man giver kroppen lov til at finde tilbage til sit naturlige udgangspunkt og genvinder sin fulde højde og bredde og opnår større lethed, bevægelsesfrihed og et friere åndedræt. Det er mere undervisning end en behandlingsform. Man tager ugentlige enetimer med læreren over en periode.

 

Vipassanameditation er en 2500 år gammel indisk teknik som læres på et koncentreret ti-dages kursus på et meditationscenter (der ligger fx et i Sverige). Kurset foregår i stilhed. Man lærer under instruktion at observere den fysiske og mentale struktur objektivt. Dette fører til en utrolig ligevægt og lettelse fra mentale og kropslige spændinger.

 

Hvad får du som musiker ud af den træning?

Kombinationen af de to ting virker godt for mig. På hver deres måde hjælper de mig af med de mentale og kropslige spændinger, der tidligere truede mit virke som musiker. Jeg har herigennem fundet en optimisme, som er ny for mig.

 

Hvem vil du anbefale træningsformen til?

Jeg har tidligere gået en del til forskellige behandlinger og fået meget godt ud af det. Forskellen er, at med disse to teknikker lærer jeg selv at ændre mine vaner til det bedre. Det er min oplevelse, at jeg har været heldig at støde på disse teknikker.
Både Alexander og Vipassana er relativt ukendte og fortjener at blive opdaget af flere, som har brug for redskaber til forandring.
Jeg vil dog kun anbefale et Vipassanakursus til mennesker, som ønsker at beskæftige sig seriøst med meditation.

 

Hvad koster det?

Alexanderteknik: 400 kr. pr. gang.
Vipassana: Valgfrit bidrag.

 

Link:

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.