af Martin Blom Hansen

Det blev langsomt værre og værre. Det sidste halve år, inden fagottist Annemette Juul Pedersen ændrede sit liv radikalt, kastede hun op om morgenen, græd i ti minutter og kørte så på arbejde.

”Jeg sad meget i min bil – ligesom mange andre både rytmiske og klassiske musikere – og fik aldrig rigtig smurt den der madpakke. Det blev som regel en tur ind på tanken for at få en hotdog eller lignende,” fortæller Annemette Juul Pedersen, der gik ned med stress, kom op til overfladen igen og genvandt musikglæden.

Det var en flok tre-årige børn i Herning Musikskole, der gav Annemette Juul Pedersen musikglæden tilbage.

Hun havde sagt ja til at undervise førskolebørn på musikskolen. Selvom hun følte, det nok ikke lige var noget for hende. Hun var jo musiker. Ikke musikpædagog. Men musikken var på standby og fagotten pakket væk. Annemette Juul Pedersen var på det tidspunkt – for nogle år siden – midt i en svær proces efter en gevaldig stressnedtur og afsked med et liv som professionel fagottist i store symfoniorkestre. Nu stod hun i et musiklokale med en samling rollinger og skulle lære dem noget om musik. Hun havde i lang tid haft meget svært ved at pakke fagotten ud. Der sad simpelthen for mange dårlige vibrationer i instrumentet.

”Men når der så stod sådan en flok tre-årige børn, og jeg hørte den der jublen, når de syntes, noget var fedt, så tænkte jeg, nå ja, det var jo derfor, jeg gjorde det. Begyndte at spille. Fordi jeg syntes, det var sjovt. Jeg fik glæden forærende igen ved at arbejde med de børn,” fortæller Annemette Juul Pedersen.

”Man er jo musiker i hjertet, ikke i hovedet. Jeg begyndte at spille igen og mærkede, hvor meget jeg havde savnet det.”

Nåede ud til grænsen

Annemette Juul Pedersen, 45 år, er uddannet på konservatoriet i Aalborg og på et konservatorium i Florida med fagot som hovedinstrument. I mange år arbejdede hun som freelancemusiker med tidsbegrænsede ansættelser i blandt andre Aalborg Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester og Det  Jyske Ensemble. Sideløbende underviste hun på musikskoler i Kolding og Herning.

Med bopæl i Silkeborg blev det til mange kilometer i bil hver dag. Nogle dage var programmet tur-retur til Aalborg, derpå til Kolding, hjem igen, og så af sted til Aalborg næste morgen. Sund mad stod ikke øverst på dagsprogrammet.

”Jeg sad meget i min bil – ligesom mange andre både rytmiske og klassiske musikere – og fik aldrig rigtig smurt den der madpakke. Det blev som regel en tur ind på tanken for at få en hotdog eller lignende,” fortæller Annemette.

Hun oplevede en langsom fysisk forværring. Havde mindre energi, sov dårligt om natten, havde svært ved at koncentrere sig og havde let til tårer.

”Det sidste halve år, inden jeg tog mig sammen til at stoppe med at være freelancer, havde jeg en periode, hvor jeg var oppe om morgenen og kaste op, så græd jeg i ti minutter, og derefter kørte jeg på arbejde.”

Blev kostvejleder

I 2005 sagde Annemette stop. Eller rettere, hendes krop sagde stop.

”Det handlede om dårlig mad og for lidt søvn og bevægelse. Jeg kontaktede en kostvejleder og lagde min kost drastisk om, fra den ene dag til den anden. En kold tyrker, hvor jeg var syg i tre uger.”

 

Farvel til fagotten og det hektiske liv som musiker og underviser. I stedet tog Annemette en uddannelse som kostvejleder. I de følgende år arbejdede hun som vejleder, underviste personer med spiseforstyrrelser, holdt foredrag og så videre. Samtidig var hendes eget liv forandret. Sund mad, motion, tilstrækkeligt med søvn, yoga - og stilhed indimellem.

Benhård konkurrence og angsten for at miste

Annemettes historie er også historien om et benhårdt musikermarked.

”Jeg tror, at alle os, der har taget den rene musikeruddannelse, vil ud at være musikere. Jeg gik til alle konkurrencerne og ville rigtig gerne have et fast job i et orkester. Det er jo også højstressende,” siger hun.

De mange opgaver som assistent i de store orkestre betød også, at Annemette aldrig kunne være sikker i sædet.

”Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde arbejde. Samtidig var der tankerne, om jeg var god nok. Den ene dag var jeg god nok, den næste var jeg ikke, for så var konkurrencen afholdt, og der var en anden, der var bedre. Det var også en stressfaktor. Og jeg turde ikke sige nej til en opgave, for tænk nu, hvis de ikke ringede igen, eller de ringede til en anden. Det handler i bund og grund om at turde sige nej. At turde miste,” siger Annemette.

Hold øje med energiniveauet

I dag spiller fagotten en ny melodi. Annemette underviser tre dage om ugen, og har fået gang i sit instrument igen – blandt andet i Aarhus Sinfonietta. Samtidig er hun tilbage på konservatoriet som elev og går på uddannelsen Musikpædagogisk Brobygning.

Annemette Juul Pedersen har en stribe gode råd til kolleger, der er på vej hen over stresstærsklen.

”Hold øje med energiniveauet. Mærk efter, om du er træt, føler dig bagefter hele tiden, har hovedpine eller lignende. Husk at tage dig tid, hvor du ikke forholder dig til arbejdet. Husk stilheden. Mentalhygiejnen. Og et godt netværk.”

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.