af Morten Fischer, Foto: Ulrik Jantzen

Musikere på tværs af alder og musikgenrer er i en københavnsk karateklubben fælles om deres store passion, karate. I karate oplever de mange paralleller til deres musikervirke og bliver tilmed bedre musikere af at dyrke karate.

”Osu!” En flok drenge kommer løbende ned ad trappen til dojoen, karateklubbens træningssted. De standser straks op, bukker ærbødigt til de ældre tilstedeværende i mellemgangen og siger ”Osu” (udtales med stumt ”u”, red.). Respekt og høflighed er to dyder, der vægtes højt i karateklubben Shindokan Goju Kai Karate Do i København.

Templet på Gammel Kongevej

Årsagen til mit besøg er en henvendelse fra musikeren Thomas Fog. Det viser sig nemlig, at et stort antal musikere dyrker karate i den københavnske karateklub på Gammel Kongevej. Alle genrer er repræsenteret, og kampkunsten, som han ynder at kalde det, har mange paralleller til musikken. Fog er selv bassist med et sort bælte (2. dan), der vidner om 13 års træning.

LÆS OGSÅ ARTIKLEN I MUSIKEREN ONLINE, maj 2010

Mere end 20 professionelle musikere træner i klubben, og jeg sidder nu sammen med halvdelen af dem på det bløde måttegulv i dojoen, hvor træningen normalt foregår. Langs væggen står et alterlignende bord, shinden, med karate-relaterede figurer ovenpå omkranset af levende lys og porcelænsvaser med silkeblomster - alle med et symbolsk budskab. Derudover prydes lokalet af store japanske skrifttegn med etiske og åndelige budskaber.

Kontant afregning

I dette forum er det ikke svært at få svar på, hvorfor musik og karate går så godt i spænd, og hvorfor Thomas Fog mener, at karate med fordel kunne være en del af pensum på konservatorierne: ”Begge dele handler om at være i nuet. Hvis man ikke er til stede, er der kontant afregning.”

Svenn Skipper (pianist, komponist og dirigent) fra seniorholdet supplerer: ”Parallellen mellem karate og musik er, at man glemmer sig selv, så man kan opleve at helheden fungerer. Man glemmer hinanden og har et fælles åndedrag.” Og vejrtrækning spiller en afgørende rolle i karate. ”Ifølge sensei er det halvdelen,” siger Pelle Fridell (saxofonist i bl.a. DR Big Band). Sensei er titlen på grundlæggeren af karateskolen, Harry Shindo Boserup, der i sit ”civile” liv er indehaver af musikforretningen KMC Musik på Frederiksberg.

Pelle Fridell oplever, at alle musikere har brug for fokus på åndedrættet, og især som blæser er vejrtrækningen naturligvis af væsentlig betydning. Men også det at kunne ”samle energien i et spændingsfelt af intensiveret kraftfuldhed,” som Svenn Skipper eksempelvis har beskrevet karateoplevelsen, kan bruges i musikken.

Pelle Fridell oplever ofte, i rollen som saxofonist, at skulle vente. ”Nogle gange skal du måske kun spille nogle fills eller en solo på fire eller otte takter. Du har ikke spillet en tone i hele nummeret og skal pludselig gå fra nul til hundrede for at spille din solo. Der skal man virkelig fokusere energien.” Saxofonkollegaen Nicolai Schultz har samme oplevelse: ”Karate har helt klart en indvirkning. Det er både et spørgsmål om koncentration og om at kunne styre energien.”

Netop koncentration er en evne, som bassisten Morten Mandel, studerende på rytmekons, er blevet bedre til at mestre, efter han har dyrket karate i halvandet år. ”I både karate og musik er det allervigtigste, at man kan koncentrere sig. Gennem karaten får man opøvet sin koncentration, og det kan jeg bruge som musiker. Min koncentrationsevne spænder længere, efter jeg er begyndt på karate.”

Bassist med bare tæer

Et andet beslægtet begreb er ”grounding”, som guitarist og sanger Nicolai Schneekloth (Die Dumme Dänen) har arbejdet meget med – ”evnen til at analysere og være til stede i en situation.” Det samme gælder Thomas Fog, der før han begyndte på karate forsøgte at opnå jordforbindelse ved at gå på scenen iført store Caterpillar-støvler.

”Hvis jeg fx skulle spille et afløserjob og ikke havde haft tid til en prøve, var jeg altid skide nervøs. Så tog jeg de her tunge militærstøvler på, for med dem stod jeg fast inde på scenen og havde det godt. I dag stiller jeg mig i kampstilling, og så kører det, lige meget, hvad jeg har på fødderne,” griner Thomas Fog, som han sidder der på gulvet med bare tæer iført sin hvide gi og sorte bælte.

”Der er ikke to musikere, der er ens. På samme måde som der ikke er to karatekæmpere, der er ens. ’Karate-dos vigtigste mål ligger hverken i sejr eller nederlag, men i fuldkommengørelsen af den udøvendes karakter,’ som et væsentligt karatemotto lyder. Det mener jeg også gælder i musikken, hvor det ligeledes gælder om at være unik i forhold til sig selv,” siger Nicolai Schneekloth.

 

”Man holder op med at se sig til siden og sammenligne sig med andre. Det gjorde jeg i hvert fald. Der lærte jeg at se tilbage og se frem. Hvor kommer jeg fra, og hvor er jeg på vej hen. På den måde kan jeg meget bedre udvikle mig selv i nuet,” afrunder Svenn Skipper.

Pondus jager angsten væk

Henrik Simonsen (bassist, 3. dan og formand for Dansk Traditionel Karate Forbund) ser også disciplin, som et væsentligt fælles træk ved karate og musik: ”Den disciplin og selvdisciplin, der er til stede i karate, er nødvendig i musikken og i et orkester, hvor man spiller sammen. Det vil sige: årvågenhed og rum til lytten.” Men også i stressede situationer eller i forbindelse med sceneskræk og præstationsangst kan karatelæren være nyttig for en musiker og dennes medmusikere, mener Henrik Simonsen: ”Vi oparbejder en kraftfuld indstilling og lærer at forholde os til konfrontationer, der kan fremkalde angst. I takt med, at man tilegner sig denne kunnen, bliver det nemmere at forholde sig til den angst eller helt få den væk. Fraværet af angst har en evne til at være afsmittende på andre. Det giver en pondus.”

Morten Steen, som er guitarist med sort bælte (3. dan) og har titel af ceremonimester i shihankai, som er klubbens øverste råd, bakker op om det udsagn: ”Som musikere møder vi jo disse angstsituationer rimeligt tit. Og i kraft af, at vi er sammen om dem (i karateklubben, red.), er det tilladt at arbejde med dem, at komme igennem og forstå dem.”

Karate med krop og sjæl

Man mærker tydeligt, at karate ikke blot er en ugentlig træningstime for de engagerede musikere. ”Det er en livsstil og en livslang proces,” siger de næsten enstemmigt. Foruden det naturlige kammeratskab og netværk, det giver musikere at være sammen i klubben, stikker dette samvær et spadestik dybere og fylder meget i deres liv.

”Karate var det, jeg manglede i mit liv. Jeg har mødt nogle mennesker, som er gået fra at være instruktører og trænere til at blive meget nære venner. Det her er det eneste sted, jeg har tudet… de sidste mange år,” forklarer bassisten Peter Paasgaard Schmidt om sine halvandet år i karateklubben.

Han oplever, at det åndelige element udgør en stor del af karate. Både hjerne og hjerte. Det hele på samme tid: Det fysiske, det åndelige og intelligens.” Musikerne er generelt enige om, at karate gør dem til bedre mennesker og musikere.

Med hensyn til det fysiske, føler de også at de i deres arbejde har stor glæde af karate. Thomas Fog oplever ofte at mange musikere begrænser deres fysik til lige netop de funktioner, der er nødvendige for at betjene deres instrument. Det giver kropslige ubalancer og kan på sigt føre til arbejdsskader.

”Når man derimod ser dig spille, Pelle, kan man se du har hele kroppen med, og det kan man mærke i musikken,” siger Fog henvendt til Pelle Fridell. Også i andre situationer end lige på scenen kan musikere have glæde af de tilegnede færdigheder fra karate.

Pelle husker en turné, hvor der opstod en ophedet diskussion mellem musikerne og buschaufføren på grund af en placering af en trompet softcase, som chaufføren ville stable andre kasser ovenpå. Skænderiet var ved at tage til mellem musikerne og chaufføren, da én af Pelles musikerkolleger, der har dyrket karate i længere tid, brød ind og sagde: ”Vi finder en anden løsning!” ”Da går det op for mig bagefter; du har sort bælte, jeg har brunt. Det var karate, du lavede dér. At undgå den konflikt, jeg var på vej ind i. Det er for mig essensen af karate.”

Karatens Herbie Hancock

Én ting er, at musikere tilsyneladende har mange beslægtede færdigheder med karatekæmpere, men hvordan har de fundet ud af det, når det ikke er et fag på konservatoriet? En rundspørge blandt karateklubbens musikermedlemmer viser, at den ene musiker ofte har trukket den næste med sig ind i karateklubben. At KMC musikforretningen på Frederiksberg huser en af karateverdenens betydningsfulde og respekterede personligheder, har også haft betydning.

I forbindelse med et instrumentkøb har musikerne stiftet bekendtskab med shindokans grundlægger sensei Harry Boserup og derigennem fået lyst til at prøve karate. For at sætte Harry Boserups position i et relief, som musikere kan forholde sig til, betegner Pelle Fridell sensei Harry Boserup som en ”Herbie Hancock” i karate.

At musikere ofte færdes i nattelivet efter et spillejob er også en af årsagerne til de mange musikere i karateklubben. Flere har oplevet situationer, hvor de har følt sig truede eller ligefrem er blevet slået ned. For at kunne forsvare sig og ryste følelsen af afmagt af sig, har karate appelleret til dem. At man samtidig kommer i god fysisk form, er en ekstra bonus, ligesom det for musikere kan være sundt at have en interesse, der ikke er musik. ”Jeg har følt, at jeg også burde bruge min tid på noget andet ud over musik. I og med, at der er så mange paralleller mellem karate og musik, har det vist sig at være et godt valg,” slutter Nicolai Schultz.

Karate-do (karatens vej)

Karate-do er en kampkunst, og der er et gammelt ordsprog omhandlende kampkunst, som foreskriver: Høflighed refererer her til gode manerer: beskedenhed, respekt og hensyntagen til sine medmennesker. I værdigrundlaget indgår: etik, livskvalitet, moral.

Citat fra shindokan.dk


Kendte musikere, der har dyrket kampkunst

Thomas Dybdahl
Den norske singer/songwriter har sort bælte i karate.

Michael Jackson
Michael og hans brødre trænede kung fu.

Mick Jagger
Rolling Stones’ Mick Jagger trænede judo i 60'erne på Budokwai Club i London.

Abdullah Ibrahim
Den sydafrikansk jazz-legende har 8. dan sort bælte og japansk menkyo-kaiden-certifikat (officiel undervisningslicens).

Madonna
The queen of pop blev inspireret til at dyrke karate af sin tidligere mand, filminstruktøren Guy Ritchie, der har det sorte bælte.

Kylie Minogue
Den australske sangerinde træner taekwondo.

Willie Nelson
Countrymusikeren har sort bælte i taekwondo.

Elvis Presley
En af de meste berømte karatemusikere. Han startede med shotokan karate, og fik sit første sorte bælte i chito-ryu. Senere dyrkede han taekwondo.

Lou Reed

Sangeren og guitaristen fra The Velvet Underground, er berygtet for sit temperament, som han efter eget udsagn har lært at tæmme ved at lave t'ai chi i tre timer om dagen.

Jimmy Smith
Den store jazz-organist Jimmy Smith har sort bælte i karate.

Kilde: www.your-martial-arts-resources.com/martial-arts-celebrities.html



Links:

Karateklubben Shindokan Goju Kai Karate Do på Gammel Kongevej i København:

 www.shindokan.dkhttp://www.your-martial-arts-resources.com/martial-arts-celebrities.html

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.