af Henrik Strube

Peter Andersen er en kendt figur i dansk rock. Hans trommer kan høres på et hav af indspilninger med folk og bands som Danseorkestret, Sanne Salomonsen, Led Zeppelin Jam og Billy Cross, og Peter har siden slutningen af firserne spillet som fast medlem af Shu-Bi-Dua. Et langsomt accelererende alkohol- og kokainmisbrug var ved at tage livet af ham.

(Foto: Morten Fischer)

Der er mange årsager til misbrug, narkomani og alkoholisme. Nogle mennesker har noget i den indre bagage, som kræver at slukke eller dulme de følelser, som er svære at håndtere. Genetisk disponering for misbrug, opvækst i et misbrugsmiljø. Hvis det er det miljø, man kender, føler man sig ofte tryg ved det. Eller ved en partner, som også er misbruger. Et misbrug kan etableres hurtigt eller vokse gradvist.

SE VIDEO: Hør Peter Andersen fortælle om bandet, der kommer med festen

”Jeg har altid haft misbrugsadfærd.Jeg var ikke ret gammel første gang, jeg drak mig møghamrende fuld – elleve eller tolv år. Og jeg kan tydelig huske fornemmelsen af, at det var vildt fedt. Jeg har aldrig rigtig haft en stopklods. De, der var tættest på mig, kunne sige det til mig, men jeg affærdigede det til enhver tid. Jeg sagde til min kone, at jeg sagtens kunne lade være, og så snød jeg alligevel og drak i smug. Fra mine kolleger hørte jeg ikke noget. Derimod har jeg selv tit startet morgenen med en bemærkning til en musikerkollega, hold kæft, hvor var du fuld i går! Så fik jeg ligesom fjernet fokus fra mig selv.”

Han var den, der lukkede og slukkede festen. Med den gule førertrøje på. Når andre gik i seng, gik han i byen. De andre var klar over det, men ingen sagde noget. Og Peter drak ofte alene.

Tømmermænd lå ikke til ham. Ingen stopklods der. Men nogle gange blev han syg. Forgiftet simpelthen.

”Jeg har aldrig drukket og spillet samtidigt. Det var bagefter. Til sidst i min misbrugskarriere blev jeg enorm påvirket af ganske lidt. Jeg kunne ikke tåle mere. Min krop kunne ikke finde ud af det. Jeg drak store mængder umiddelbart efter, at jeg gik ned fra scenen og blev ekstremt fuld tyve minutter senere.”

Det perfekte rus

I slutningen af halvfemserne stiftede Peter bekendtskab med kokain. En kollega introducerede ham til stoffet.

”Jeg var lidt nervøs for det. Men det var lige mig! Kokain fjernede alt det, der var dårligt ved at drikke. Det med ikke at kunne gå lige eller blive for fuld fjerner kokainen lige med det samme. Alkohol og kokain i en rigtig blanding er en fantastisk cocktail!”

Der var tidspunkter, hvor Peter løb tør for coke, og hvor han var bange for at dø af de store mængder alkohol, han havde indtaget – uden kokain til at sætte omsætning og forbrænding i vejret. Det daglige forbrug var minimum to-tre flasker rødvin og masser af cognac og gin & tonic ved siden af.

Det blev en næsten farmaceutisk tilgang til blandingen af alkohol og kokain, der styrede hans jagt på den perfekte rus.

SE VIDEO: Hør Peter Andersen fortælle om bandet, der kommer med festen

Han har prøvet at vågne op på hotellets badeværelse, fordi han var faldet og havde slået hovedet mod håndvasken eller badekarret. Engang var et beruset dødsstyrt ned af en stejl, fransk bakkeskråning ved at koste ham livet.

Han forsøgte i perioder at holde op, men kunne ikke holde det. Efter en uges ædruelighed kom en fysisk nedtur efterfulgt af at tale sig selv tilbage, som Peter udtrykker det. ”Nu havde jeg jo bevist for mig selv, at jeg godt kunne holde op,” fortæller han.

Interventionen

Peter flyttede efterhånden fra familien op i sommerhuset, hvor han kunne være i fred med sit misbrug. En dag troppede nære venner og familie op for at fortælle ham, hvor alvorligt det stod til.

Som det blufærdige menneske han er, var den direkte konfrontation med sine nærmeste totalt grænseoverskridende. I første omgang lykkedes det ham at snakke udenom.

”Jeg havde fornemmet, at de ville komme og havde ryddet op omkring mig og gik rundt og opførte mig sådan hverdagsagtigt. Den hoppede de på i første omgang.” Næste gang gik den ikke. Denne gang kom de med nogle konkrete løsningsmuligheder og behandlingstilbud.

”Det sagde jeg nej til. Hvis det skulle være på den måde, kunne de rende mig et vist sted. Skillelinjen var nået. Peter foretrak alkohol og kokain frem for venner familie og børn. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig selv som stoffri", siger han i dag.

LÆS MERE Læs hvordan Peter igen kommer videre her:

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.