af Karen Bendix

Få svar på de mest stillede spørgsmål af musikere, der skal på kontanthjælp.

Skal man sælge sine instrumenter for at få kontanthjælp? Få svarene på en række gængse spørgsmål om kontanthjælp.

Hvad er kontanthjælp:

Kontanthjælp er en trangsbestemt ydelse, som bliver givet, hvis du ikke kan forsørge dig selv gennem andre ydelser.  En social begivenhed eller et socialt problem er ofte baggrund for at musikere kommer på kontanthjælp. Det kan være skilsmisse, sygdom, depression, opsigelse eller fyring.  

Er engangshjælp noget, man skal tilbagebetale?

Nej, du skal ikke tilbagebetale engangshjælp.  

Vil DMF-støtte blive modregnet min kontanthjælp?

Ja, støtten vil blive modregnet, fordi den er skattepligtig.  

Skal jeg sælge min bil?

En bil vil blive betragtet som formue. Og man kan risikere at skulle sælge den. Som regel vil du blive bedt om at gå ind på fx Bilbasen.dk og få en cirka pris på bilen. Hvis det er en bil, som du afdrager på og altså ikke har friværdi i den, vil den ikke blive betragtet som formue.  

Vil mine instrumenter blive betragtet som formue?

Hvis du har flere instrumenter eller et studie med gear, der i solgt tilstand er over 10.000 kr. værd, kan du risikere at skulle sælge det. Dog kan man argumentere for, at ens instrument eller studie er dét man skal få arbejde på og derfor beholde det.  

Hvor længe kan man være på kontanthjælp?

Man kan få kontanthjælp hele sit liv, hvis man blot følger de kurser og jobansøgninger, som bliver krævet af sagsbehandleren og kommunen.  

Må man have en hjemmeside?

Man må gerne have en hjemmeside, udgive cd’er og få legater. Men al indkomst skal modregnes kontanthjælpen. Dog står der i ligningsloven om visse legater, der ikke bliver modregnet kontanthjælpen. Feriepenge og overskydende skat bliver også modregnet kontanthjælpen.    


Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.