af Karen Bendix

DMF’s a-kassebuffer hjælper musikere igennem junglen af a-kasse-regler og bruger alle deres ressourcer på at give medlemmerne en vejledning, der får dem godt igennem systemet.

Ann-Mari Nostrup er en af DMF's tre medarbejdere i A-kasseService.

Ann-Mari Nostrup fra DMF’s a-kassebuffer har hjulpet rigtig mange musikere ind og ud af a-kassen. Dagpengereglerne er en labyrint at bevæge sig rundt i, og har man ikke overblik over mulighederne inden for reglernes rammer eller kan gennemskue undtagelser og afvigelser, er reglerne stramme og uigennemskuelige for musikere og kunstnere:

”Der ligger et stort dilemma for musikere i, at deres arbejde ligger i at skabe musik, indspille cd’er til salg og spille koncerter. Men det må de ikke vise, når de er jobsøgende, da de så kan blive dømt selvstændige og dermed miste retten til dagpenge,” fortæller Ann-Mari Nostrup, som er én ud af fire medarbejdere på DMF, der arbejder med a-kassespørgsmål i a-kassebufferen.

"Musikere bliver ofte anset for selvstændige, idet a-kasserne ikke altid er opmærksomme på, at musikere og artister godt kan modtage honorar, uden at dette alene gør dem til selvstændige. Derfor gælder det om at finde nogle løsninger for musikere i det system, der er nu," mener Ann-Mari Nostrup

 

Tjek indhold på dit site

Når DMF-medlemmer er jobsøgende og på dagpenge, skal man være ekstremt varsom omkring, hvordan man søger arbejde – især indhold på deres hjemmesider kan være et problem,” fortsætter Ann-Mari:

”Hvis der fx er salg af cd på egen hjemmeside, kan dette få betydning for dagpengeretten. Man skal se på sin hjemmeside som et cv. Og hvis man er i tvivl, kan man altid ringe til os i DMF´s a-kasse service. I rådighedsreglerne står der, at man skal søge job på den måde, som er normal for ens fagområde. Og der ville det være naturligt for musikere at gøre opmærksom på deres kompetencer som musikere gennem de produkter, de sælger. Men det må de ikke, mens de er på dagpenge og dermed er jobsøgende, uden at dette kan få betydning for retten til dagpenge,” fortæller Ann-Mari.

DMF’s a-kasse hjælper dig

Inden for de seneste år har politikerne strammet reglerne for musikere som freelancere og lønmodtagere, fortæller Ann-Mari. DMF prøver fortsat at forbedre mulighederne og vilkårene for medlemmerne på dagpenge og kæmper på politisk niveau for bedre rettigheder for musikere og kunstnere sammen med bl.a. FTF-A.  Der er løbende en dialog mellem politikere på Christiansborg, kommunerne og DMF for at forbedre musikeres vilkår i dagpengesystemet.

”Alligevel bliver musikere ofte anset for selvstændige, idet a-kasserne ikke altid er opmærksomme på, at musikere og artister godt kan modtage honorar, uden at dette alene gør dem til selvstændige. Derfor gælder det om at finde nogle løsninger for musikere i det system, der er nu.

Vi kan bl.a. hjælpe med at få afklaret status som lønmodtager/selvstændig og hjælpe med at få et overblik over, hvor mange uger med supplerende dagpenge, man har tilbage. Derudover hjælper vi også mange med at få et overblik over, om der er timer nok til at få en ny ret til dagpenge. Vi hjælper stort set med alt, og det er vigtigt at huske, at vi har tavshedspligt – hvad du siger til os, kommer ikke videre,” konstaterer Ann-Mari Nostrup.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.