af Morten Fisher

Hanne Havndrup er en af de musiklærere, der underviser i et ”sjældent instrument”, nemlig kontrabas. Her beretter hun om udfordringer og kvaler med at skrue et arbejdsliv sammen uden sikkerhedsnet, baseret på ganske få elever, der samtidig er spredt geografisk.

Fødekædeproblematikken og de sjældne instrumenter har været genstand for mange paneldiskussioner og kulturpolitiske handleplaner de senere år. MUSIKEREN har talt med en af de undervisere, der til dagligt kæmper for at sammensætte en tilværelse med det formål at give børn og unge mulighed for at lære at spille på et af de ”sjældne instrumenter”.

Siden hun dimitterede som kontrabassist for fire år siden fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, har Hanne Havndrup kæmpet for at skaffe strygerelever nok til at oprette undervisningshold.

Går syg på arbejde

”Bassen er en niche,” oplever Hanne, der dog har formået at samle 16 elever, som hun underviser ugentligt. ”Samle” er måske så meget sagt, for de er fordelt ud over et pænt geografisk område på musikskoler i Odense, Ringe, Kolding og Dalum. Af samme årsag er Hanne blevet ansat som timelærer, hvilket betyder, at hun ikke ligesom de fastansatte musikskolelærere har sikkerhed i sin ansættelse i form af pensionsopsparing, barsel eller løn under sygdom. Sygedagpenge er en teoretisk mulighed, som dog i praksis giver for meget besvær og papirarbejde i forhold til udbyttet, mener Hanne: ”Jeg går hellere syg på arbejde med feber og hoste.”

16-timers vagter som handicaphjælper

Foruden musikskoletimerne er hun kirkesanger to en halv time ugentlig, hvilket sammenlagt giver hende en månedlig bruttoindtægt på 17-18.000 kroner for musikerarbejdet i de måneder, hvor hun underviser – og der er kun cirka 37 uger årlige undervisningsuger. Resten af året er der ingen løn fra musikundervisning, så Hanne supplerer eksempelvis op med vikararbejde qua sin baggrund som pædagog og tager lange 16-timers-vagter som handicaphjælper for at nå op på en månedsløn på 25-30.000 kroner - og så er der stadig ingen pensionsopsparing. ”Der er intet sikkerhedsnet, og det er hårdt arbejde med de mange timeansættelser, der resulterer i meget administration samt forberedelse og lærermøder, men det fungerer o.k.,” fortæller Hanne.

Kræver meget forberedelse

At undervise små elever i kontrabas, altså børn ned til seksårsalderen, som Hanne især gerne vil koncentrere sig om, kræver pionerarbejde, forklarer hun: ”På de fleste musikskoler tilbyder man først undervisning i kontrabas fra 5. klasse, så jeg bruger en del forberedelse på at fremskaffe små kontrabasser, som passer de helt små elever, basetuier, som tilgodeser, at de små selv kan transportere deres instrument, vejledning til forældre i at pakke en bas på en hensigtsmæssig måde i bilen, ordentlige lokaleforhold m.m.” Dertil skal hun udvikle sjove undervisningsmetoder, der gør, at de små børn synes, det er sjovt at lære at spille bas.

Udgifter til bil er nødvendigt

Hun har også været nødt til at købe en bil for at komme rundt til de mange musikskoler, assistentjob og elever, der undervises decentralt. Og det tager tid at bygge et undervisningsmiljø op, oplever Hanne.

Hendes oplevelser med a-kassen, da hun fik supplerende dagpenge i et halvt år, var ”ubehagelige”, husker hun. ”Jeg fik valget mellem at sige de to job op, jeg havde, og blive fuldtidsarbejdsløs, eller supplere op med andre job uden for mit fagområde. Jeg valgte så at komme ud af dagpengesystemet, da det var en stor belastning at være i systemet i det hele taget. A-kassen har ingen forståelse for, hvad det vil sige at være musiker og klare sig som musiker. Der var ikke forståelse for, at jeg fx havde brug for at forberede mig,” fortæller Hanne, der var glad for sin uddannelse og erfaring inden for det sociale/pædagogiske hjælpearbejde, hvilket gav hende mulighed for hurtigt at finde supplerende job som fx handicaphjælper.

Ville ikke være musiker

Hanne sammenligner livet som timeansat musiklærer med daglejertilværelsen, hvor der ikke er de samme rettigheder eller sikkerhed i ansættelsen, som fastansatte nyder godt af. Hendes drivkraft er kærligheden til instrumentet. Hun forsøgte i mange år at undgå livet som musiker, hvilket ellers lå i kortene, da hun havde forældre, der begge var professionelle musikere. Men efter en uddannelse som pædagog og ti år på arbejdsmarkedet førte problemer med stemmen hende til stemmetræning, der hurtigt blev til sang, musik og en fantastisk baslærer, der motiverede hende til at tage en konservatorieuddannelse i kontrabas.

Ballast fra arbejdsmarkedet er en fordel

Hanne kunne mærke, at de mange år i ’det virkelige liv’ havde gjort hende stærkere og mere målbevidst end mange medstuderende, der kom direkte ind på studiet uden samme ballast, og derfor ikke alle har holdt fast i musikerfaget. ”På konservatoriet lever man i en beskyttet og isoleret musikalsk verden, og mange er blevet meget frustrerede over at komme ud på arbejdsmarkedet. Nogle klarer sig godt, men det er mit indtryk, at mange klarer sig mindre godt og finder noget andet ikke-fagligt arbejde eller går i gang med en helt anden uddannelse. Der er simpelthen ikke fuldtidsjob til alle de, der bliver uddannet fra konservatoriet,” slutter Hanne Havndrup.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.