af Henrik Strube

Line Fredens er violinist og coach. Hun har taget en uddannelse som coach for musikere, og kører nu sin coachvirksomhed ved siden af en 80 % violiniststilling i Malmø Symfoniorkester

Violinist Line Fredens kører sin økonomi med hjælp af en revisor og regner med at etablere firma.

Line Fredens er violinist, lige fyldt fyrre år og arbejder som koncertmester for 2.violinerne i Malmø Symfoniorkester, ansat i en 80 procents stilling. Det giver tid til en sideløbende virksomhed som musikalsk coach.

”Jeg begyndte at interessere mig for, hvordan man kan optimere en udvikling hos musikstuderende,” fortæller Line.

Det handler ikke alene om coaching. Hos Line får de studerende viden om, hvordan man kan koncentrere sig om det væsentligste.

Behov for musikercoach

Hvornår opdagede du, at der var behov for coaching – og at du havde en plads i det?

”Jeg tog en coachinguddannelse og begyndte at coache elever fra DKDM. Jeg kunne mærke en stor appetit på det her fra de studerendes side. Det handler om at blive bevidst om at udvikle både det tekniske og det kreative. Man kan ikke spille godt på sin violin, hvis teknikken ikke er i orden. Men man kan heller ikke arbejde med sin teknik uden at vide, hvor man vil videre, og hvad man vil udtrykke.

Det er fantastisk at se, hvilken udvikling, der sker med folk undervejs. Det er næsten ligesom i en film! De starter med at komme ind med stramt opsat hår og briller, og efter et stykke tid sidder de med udslået hår og glimt i øjet!”

Coaching - ikke terapi

Selvom der er en god del psykologi med i spillet, er coaching ikke terapi.

”I coaching kan man godt besøge en følelse, men man rejser ikke med den. Jeg vil for eksempel ikke gå ind og arbejde med folks barndom. Det er fremadrettet i orienteringen. Mere visionsorienteret. At hjælpe folk med at forestille sig den ønskede fremtid. Jo tydeligere man kan forestille sig sin fremtid, des mere vil det smitte af på de handlinger, man foretager sig i nutiden.”

Der ligger udfordringer i det. For eksempel at lære at turde overskride sine egne grænser. ”Det skal vi kunne som musikere,” siger Line.

”Vi skal kunne udvide vores færdigheder, så vi hele tiden bevæger os fremad.”

Det er professionelle musikere, også fra stillingerne i orkestrene, som søger Line Fredens’ coachvirksomhed. Og det er færdiguddannede, som leder efter job og ønsker at blive bedre til at gå til konkurrencer eller håndtere nervøsitet og præstationsangst.

Teorien i orden

Line kan med sin egen musikalske baggrund gå ind i de musikalske problemstillinger som coaching bringer op. Men hun underviser ikke i de konkrete noder.

”Jeg gør dem bevidst om de strategier, de benytter sig af.”

Hun er netop i gang med at videreuddanne sig og er nu ved at tage en master i læreprocesser. Desuden har hun taget en pædagogisk diplomuddannelse i supervision og vejledning.

”Jeg sørger for at have mit teorigrundlag i orden, så jeg kan videregive den rigtige viden til netop deres forløb.”

Line har lige nu omkring otte til coaching. Det er individuelle timer, forgår privat og er ”en fortrolig samtale,” som hun udtrykker det.

Håndværkeren og kunstneren

Håndværkeren og kunstneren er begreber, der tager udgangspunkt i to forskellige tænkesystemer, vi har i hjernen. Den analytiske tanke er håndværkerens, problemknuserens, og det er her, man kan analysere sig frem til et svar. Hvorimod kunstneren skaber noget nyt uden manualer. Her er det innovation og kreativitet, der gælder.

”Det er vigtigt, at vi lærer at arbejde med begge tankesystemer,” siger Line Fredens.

"Det er en balance mellem at have en plan og kunne gå efter den og samtidig være indstillet på overraskelser.”

Musikere, der ringer til Line, er ofte kørt fast, fordi de er kørt sur i den ene af rollerne.

God kombination

Selv om der er fart på coachingen, har Line Fredens ikke lyst til at vælge noget af sin tid som udøvende musiker fra.

”Jeg kan prøve strategierne af på mig selv, så det spiller rigtig fint sammen. Men jeg dykker rigtig dybt ned i det. Jeg har uddannet og videreuddannet mig."

For nylig optog fagbladet ”Erhvervspsykologi” en af hendes artikler, og Line har mærket interesse fra andre arbejdsområder.

Coaching- og musikerjobbet spiller fint sammen, og det er lykkedes at finde en balance mellem de to job.

”Tit er det bare et rigtigt spørgsmål eller et lille skub i den rigtige retning, der skal til. Det handler om at hjælpe mennesker med at stille sig selv de rigtige spørgsmål.”

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.