af Martin Blom Hansen

Når et band vil ud over landets grænser, er MXD ofte fødselshjælper.

Lydmor på MXDs showcase Danish Night på Reeberbahn i september 2015. (Foto: Sara Lindbæk, MXD)

MXD er støttet af Statens Kunstfond med fire millioner kroner årligt. Pengene går til internationale projekter og eksportstøtte. En meget lang liste af danske bands og solister har fået støtte fra MXD. Antallet af ansøgere er steget de senere år, og Thomas Rohde, leder af MXD, fortæller, at kvaliteten er mærkbart stigende. De danske bands bliver bedre og bedre. Om de så alle er oppe i ligaen ”fantastiske”, tager Thomas Rohde ikke stilling til. For MXD foretager ikke kunstneriske vurderinger.

LÆS MERE: Fokus på udlandet i MUSIKEREN nov/dec 2015, hvor artiklen er bragt i fuld længde

Der skal være en efterspørgsel

MXD har de senere år opgraderet deres website, som indeholder store mængder information om ansøgning, procedure, forudsætninger for støtte, casehistorier og meget mere. Årsagen er, at musikere og branchefolk skal kunne hente så meget information som muligt, inden de giver sig i kast med en ansøgning.

”Det afgørende er, at man har en forretningsplan, og vi skal kunne se, at der er nogen, der tror på projektet,” siger Thomas Rohde.

”Vi får rigtig mange ansøgninger og kan se, at barren er hævet. Det har betydning, at der er medier, blogs og branchefolk, som interesserer sig for den pågældende kunstner. Og at der er en efterspørgsel. Markedet er en god indikator for, om der er et potentiale.”

Flere satser internationalt

I dag har mange kunstnere fra starten en ambition om at komme ud på de større markeder. Det er en prioritering for mange bands. De ser andre bands få succes, og succes avler succes.

”Vi måler på, hvor mange aftaler, der kommer ud af vores fremstød. Men også på, om de branchefolk, som bør være der, rent faktisk kommer til arrangementet og er til stede, når bandet går på scenen. Vi skaber forudsætningerne for netværksmøder og møder mellem agenter og kunstner osv. Så må bandets dagsform og deres arbejde tale for sig selv,” siger Thomas Rohde.

LÆS MERE: Fokus på udlandet i MUSIKEREN nov/dec 2015


FAKTA:

Music Export Denmark, MXD:

  • Blev stiftet i 2005 og har til formål at udvikle og understøtte eksport og international formidling af dansk professionel rytmisk musik.
  • Yder støtte til eksportprojekter for rock- og popmusik. Inklusive relaterede genrer.
  • Forbindelsen til Rosa og SPOT Festival er stærk, og matcher genremæssigt  MXD.
  • MXD modtager årligt fire millioner kroner via Musikhandlingsplanen/Kulturministeriet.
  • MXDs medlemsorganisationer står for driften og er: IFPI, Rosa, Koda og Roskilde Festival. Bestyrelsen består af en repræsentant for hver organisation.

MXD’s mission er blandt andet:

  • At øge eksporten af dansk professionel populærmusik.
  • At styrke forretningsgrundlaget for danske kunstnere og musikselskaber, herunder at udbygge og styrke netværkene mellem den/de danske og udenlandske musikbranche/medier.

MXDs tre hovedopgaver:

  • Eksportstøtte
  • Internationale projekter
  • Videndeling og kommunikation

Ansøgninger:

 

Bedømmelsen af en ansøgning om eksportstøtte til markedsudvikling eller dynamisk eksportstøtte er alene baseret på en vurdering af forretningsplanen bag projektet.

MXD kigger blandt andet på:

  • Hvor i karrieren befinder bandet/kunstneren sig.
  • Hvilke aktiviteter har bandet/kunstneren bag sig.
  • Hvad er visionen.
  • Hvor stærke samarbejdspartnere (pladeselskaber, distributører, managements, bookingbureauer mv.) er der.
  • Ansøgningerne vurderes af MXD’s ledelse og bestyrelse. MXD’s bestyrelse har den endelige beslutning.

Få mere information om ansøgningsprocedure, FAQ m.m. på www.mxd.dk

Øvrige genrerorganisationer

De øvrige genreorganisationer har selv specifikke muligheder for at yde støtte til udlandsaktiviteter:
JazzDanmark www.jazzdanmark.dk
World Music Denmark www.worldmusic.dk
Rosa Folk (folkemusikken ligger nu under Rosa) www.folkemusik.dk

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.