af Karen Bendix

Danske musikere er med til at styrke den danske kunst og kultur ude i verden gennem Det Danske Kultur Institut.

Det Danske Kulturinstitut i Brasilien står bag et større dansk/brasilianske musikprojekt - Dinâmica Dinamarquesa - i samarbejde med genreorganisationerne MXD/ROSA og SNYK. Og stå bag kunstner-residency. Begge dele har saxofonist Lars Greve været med i. (foto: Lis Raabjerg Kruse)

Der findes syv danske kulturinstitutter rundt om i verden. De har ikke nogen fælles fast opskrift på, hvordan de arbejder, eller hvad de specifikt kan gør for danske musikere, for det afhænger af de respektive lande og kontorer.

”Alt, hvad vi foretager os, styres af den interesse, der kommer fra danske musikeres og musikorganisationers side, eller en efterspørgsel fra landene på danske kunstnere til internationale festivaler, workshops, koncertprogrammer osv. Derfor kan vores indsats virkelig være mangehovedet,” beskriver Malene K. Holm, kommunikationskonsulent for Det Danske Kulturinstitut (DKI).

Effekt begge veje

"Kulturinstitutternes internationale netværk er både med kultur- og uddannelsesinstitutioner, festivaler inden for alle musikgenrer, koncertsteder, medier osv. i de lande, hvor vi har afdelinger,” fortæller Malene K. Holm og fortsætter:
”Kernestenen i vores arbejde er, at aktiviteterne gerne skal have en effekt begge veje, at danske musikere bliver inspireret og udfordret, og at de danske kunstnere omvendt har beriget med noget ude.”

Repræsentation, udveksling og samarbejde

DKI’s indsats går lige fra at sørge for, at danske musikere er repræsenteret på de vigtige festivaler, i koncertsale eller koncertsteder – til at skabe helt nye samarbejder mellem danske og internationale kunstnere til gensidig inspiration. Det kan også være at få orkestre eller studerende på konservatorier i udlandet til at spille danske komponisters værker eller at få danske sangere og kor på turné.

”Vi har også samarbejdet med Artlab om workshops i udlandet for musikere om at skabe en professionel karriere. Og vi arrangerer besøgsprogrammer i Danmark for udenlandske bookere til danske musikfestivaler eller formidling af dansk musik,” beskriver Malene K. Holm.

Samarbejde med genreorganisationer

Et eksempel på et større projekt er det dansk/brasilianske Dinâmica Dinamarquesa-projekt (der begyndte i 2012). Det byggede på en interesse fra de danske musikorganisationer ROSA og MXD for at få danske musikere ind på den brasilianske musikscene. Til at begynde med var fokus på danske jazzbands og elektroniske musikere. Senere er samarbejdet videreført med endnu en partner, nemlig SNYK, og inddrog derfor også kunstnere inden for ny musik og lydkunst.


FAKTA OM

Det Danske Kulturinstitut

Hvor ligger Det Danske Kulturinstitut?

  • København (HQ), Storbritannien, Bruxelles/EU, Polen, Riga (de baltiske lande – Estland, Letland, Litauen), Rusland, Kina og Brasilien.
  • Nye lande med aktiviteter: Sydafrika, Indien og Tyrkiet.


Hvad laver Det Danske Kulturinstitut?
Missionen er gennem kulturprojekter at berige kultur og samfund i Danmark og udlandet og skabe et kreativt og frugtbart forhold imellem deltagerne. Derudover bliver dansk kultur synliggjort i udlandet, og kulturlivet herhjemme bliver inspireret og udfordret fra andre kulturer.

Hvordan kan du bruge Det Danske Kultur Institut?
Det afhænger af, hvilket land kulturinstituttet ligger i. Men generelt hjælper kulturinstitutterne med at vejlede i støttemuligheder i de respektive lande, stå for udvekslingsprojekter, for kulturel udveksling og kontakt mellem kunstnere, oplyse om festivaler, koncertsteder og musikalske begivenheder, og generel promovering af dansk kultur gennem organisering af alle typer arrangementer, udstillinger og koncerter.

Kan man få økonomisk støtte?
Det Danske Kultur Institut yder som udgangspunkt ikke finansiel støtte til kunstnere og projekter hos DKI, hvilke de selv skal søge hjemmefra via bl.a. genre- og interesseorganisationer.

Link:
Kontaktinfo kan findes på hjemmesiden: www.dankultur.dk

LÆS MERE: Fokus på udlandet i MUSIKEREN nov/dec 2015

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.