af Morten Fischer

Et hemmelighedsfuldt telefonopkald og et akut møde en sen januar-aften i London. Det var starten på den virkelige Agent 007-historie, der præsenterer en dansk musiker i en musikalsk hovedrolle. MUSIKEREN har opsporet musikeren bag tangenterne på Adeles James Bond-hit ”Skyfall”.

Nikolaj Torp Larsen

Det er danske Nikolaj Torp Larsen, der spiller klaver på Adeles Bond-hit "Skyfall". (Foto af Nikolaj: Yngve Grønvik)

Når en dansker, som Mads Mikkelsen eller Jesper Christensen optræder på lærredet i en ny James Bond-film, går det ikke stille af sig. Det gør det til gengæld, når en dansk sessionmusiker dukker op på soundtracket. Helt præcist drejer det sig om musikeren Nikolaj Torp Larsen, der spiller de bærende klaverakkorder, som åbner sangen og fortsætter gennem Adeles Bond-hit ”Skyfall”. Men hvordan får man sådan en opgave?

HØR SANGEN: Adele: Skyfall musikvideo

16 år i London

Nikolaj Torp Larsen har været bosat i London siden 1996, hvor han flyttede til med sit band Warwick Avenue. Efter 10 år opløstes bandet og Nikolaj blev i den britiske hovedstad. Han har arbejdet som sessionmusiker hos produceren Martin Terefe, og på det seneste også hos Paul Epworth, der viste sig at være manden bag Bond-sangen ”Skyfall”, både som producer og medkomponist sammen med Adele.

 ”Paul Epworth ringede til mig en aften i januar i år og spurgte, om jeg kunne komme forbi hans studie sent samme aften. Jeg skulle tidligt op og af sted til en prøve i Paris næste dag, så jeg trak lidt på det. Det næste, han sagde, var, at hvis han fortalte, hvad det skulle bruges til, ville jeg ikke kunne sige nej – og ganske rigtigt kunne jeg da ikke afslå at medvirke i musikken til den ny James Bond-film,” fortæller Nikolaj fra London.

 

Frie tøjler ved klaveret

Der var ret frie rammer for at finde på det, der skulle spilles på klaveret, husker Nikolaj: ”Epworth havde en idé om, hvad klaveret skulle spille, men ville gerne have mig til at tilføre det noget liv. Han synes, at jeg har en evne til at kunne spille det, ’han hører’, så ingenting var skrevet ned.”

Nikolaj indspillede på et opretstående klaver oven på en demo, der allerede lå klar. Næste indspilning fandt sted i maj i det legendariske Abbey Road Studie 2 (her blev størstedelen af The Beatles’ plader indspillet, red.) med bas, trommer, guitar, flygel. ”Orkester og Adeles endelige vokal blev lagt på senere,” fortæller Nikolaj. Men hans første klaverindspilning på demoen kom også med i den endelige produktion, forklarer han: ”De endte med at bruge det opretstående klaver fra første indspilning og skifte til flygel fra første omkvæd og ud.”


Om Nikolaj Torp Larsen

Nikolaj Torp Larsen har siden 2006 medvirket på mere end 60 pladeindspilninger med navne som Yusuf Islam (Cat Stevens), Klaus Voorman, Donovan, Jason Mraz, James Morrison, Train, Florence and The Machine, Cee Lo Green, Adele, Engelbert Humperdinck, Elton John og mange flere.

Han er i gang med at bygge eget studie i London sammen med The Suppliers (Dyre Gormsen/Kristoffer Sonne/ Nikolaj Torp Larsen). Studiet står færdigt i slutningen af november.

Nikolaj Torp Larsen kom i 2009 med på keyboard i det ikoniske band The Specials som erstatning for Jerry Dammers, og han turnerer stadig globalt med bandet, når han ikke producerer plader i London.


Skyfalls hitliste-succes

  • “Skyfall" er den første Bond-sang på den amerikanske Top 10 i det seneste årti og den første Bond-sang nogensinde, der debuterer på Top 10 (som nummer otte).
  • ”Skyfall” gik ind på 1. pladsen på den engelske iTunes hitliste under 10 timer efter udgivelsen.
  • Singlen peakede som nr. 2 på den engelske singlehitliste midt i oktober og placerer dermed ”Skyfall” som den højst placerede Bond-sang sammen med Duran Durans "A View to a Kill" fra 1985. I England taler man ligefrem om ”Bond-forbandelsen”, der indtil nu har betydet, at det aldrig er lykkedes et James Bond-nummer at nå til tops på den engelske hitliste.

Kilde: Wikipedia

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.