af Henrik Strube

Cellisten Morten Zeuthen og violinisten Henrik Jansberg har så meget at tale sammen om, at det næsten er synd at afbryde dem med spørgsmål til dette interview. Der er 27 år imellem de to passionerede musikere.

Morten Zeuthen og Henrik Jansberg har 40 år mellem sig og en digital revolution. Alligevel er opfattelsen af musikerlivet grundlæggende ens, hvor passionen for musikken og viljen til at leve som musiker er drivkraften.

Arbejdet, tiden og pengene

Morten Zeuthen føler sig vel behandlet i arbejdslivet. Han har vundet alle de konkurrencer, han har stillet op i bortset fra en, og har derfor haft mere end rigelig beskæftigelse fra begyndelsen af sin karriere.

”Men når jeg ser det gennem mine studerendes optik, synes jeg ikke, at det ser nemt ud. Orkestrene har ikke den samme largesse i dag og tager ikke det samme ansvar for hele økosystemet, som de gjorde, da jeg var ung.”

Hvordan ser du konkurrencen fra udenlandske musikere i dag?

”Jeg synes, at det er relevant, når orkestrene ser på ansøgerne med fuldstændig samme øjne, hvad enten de kommer fra Danmark eller Korea. Den musik, orkestrene spiller, er virkelig et internationalt fænomen efterhånden. Man kan næppe finde et erhverv, der er så internationalt som vores.”

Kan danske musikere klare sig i konkurrencen?

”Ja, det går faktisk ganske godt. Og på konservatoriet udruster vi de unge til udfordringerne med grundig orkesterstemmespil og ”stunt”-konkurrencer.  Men omkring os er der jo også sket en udvikling: Orkestrene skal spille bedre end for fyrre år siden, og de har ikke den samme tid til prøver. Derfor er der ikke den samme frigang overfor de unge musikere, som der var, da jeg var ung. De skal også spille bedre til konkurrencerne i dag, end vi skulle dengang for at få fast ansættelse.”

Er det ikke kun godt?

”Jo. Men det ville nok gøre musiklivet mere facetteret og koncerterne mere tiltrækkende­, hvis den klassiske genre havde lidt mere rummelighed i sig. Det ville være godt, hvis orkestrene havde tid og overskud til at tage sådan nogle rødder ind, som jeg og mine kammerater var, da vi startede i det professionelle musikliv.”

Freelancestrategi

Henrik Jansberg mener, han følger den ”klassiske freelance-strategi”, når han stykker sit arbejdsliv sammen: ”Man finder de jobs, som man kan se kan komme igen. Man værner for eksempel om et højskolejob, hvor man underviser hver sommer. Man stykker sit kludetæppe sammen, og hvis man får overskud af jobs i en periode, sorterer man og sender noget af arbejdet videre til andre musikere.

Det kræver nok også en vis optimisme og robusthed. Selvom der ikke er noget i kalenderen i november måned, så siger man til sig selv: Ok, der plejer at være mange jobs den måned, så det kommer der nok også igen, så jeg siger ikke ja til hvad som helst i panik for den tomme kalender. Det går nok. Og så skal man også kunne tåle, at der nogle gange dukker nogle musikere op, som er bedre end én selv,” siger Henrik med et selvironisk glimt i øjet.

Synligheden

Morten, hvordan var det at blive synlig som musiker, da du begyndte?

”Jeg brugte overhovedet ikke tid på det. DR var vældig gode til at vise, hvad der rørte sig i musiklivet. Altså der blev lavet en portrætudsendelse i tv om mig, da jeg var atten år! I dag har jeg de flotteste, mest begavede elever, men der er sgu ingen, der ved, hvem de er! Medierne spillede med dengang, og de mennesker, som bookede, læste Politiken og Berlingske og så DR. Der var slet ikke det kolossale mediebillede, vi har i dag.”

Var I færre om biddet?

”Nej. Men der var en større respekt omkring det arbejde, der for eksempel ligger bag at spille en Brahms violinkoncert. Hvis man i dag spørger folk på gaden om, hvor hurtigt de mener man kan lære sådan noget, så tror jeg, de er helt galt afmarcheret! Det drejer sig jo om 100.000 øvetimer! Jeg sad for nylig sammen med en top-fodboldtræner, som spurgte mig: Hvor meget øver I jer egentlig? Jeg svarede, at vi går ud fra, at vores studerende øver sig fire timer om dagen, også i weekenden. Og når man er i min alder, gør man det sådan set også. Det var han ikke klar over! Hans spillere kommer duftende af parfume og spiller halvanden time, hvorefter de skal have fri. Den bevidsthed om, hvor meget det kræver at spille musik på et niveau, har man ikke i dag. Den var der, da jeg var ung. Jeg har selv været med til at barbere noget af snobberiet omkring vores genre væk. Men det har som bieffekt haft, at folk ikke rigtig ved, hvor meget der skal til.”

Hvad gør du for at være synlig, Henrik?

”Jeg er nok lidt gammeldags på det punkt. Jeg vil hellere betale penge for, at en person arbejder for mig i stedet for selv at prøve at famle mig frem på et kæmpe, uoverskueligt arbejdsmarked. Så jeg har en skotsk agent, som hjælper mig ind på et marked, som er kompliceret og ukendt for mig. Jeg bruger ikke så meget tid på nettet, men selvfølgelig har jeg både en hjemmeside og en Facebook-profil. Jeg opfatter det som et sted, hvor man let drukner tidsmæssigt, hvis man ikke er i stand til at bruge det rigtigt. I det daglige plejer jeg mit netværk ved selv at møde op de steder, jeg synes er interessante og sørger for at spille nogle steder, hvor man ved, at der nogle mennesker, der er vigtige for at komme videre."

Jobbet og familien

Hvordan med at få privatliv og job til at hænge sammen?

Morten: ”På en måde er det ikke gået særlig godt. Jeg blev skilt, og det havde helt klart noget at gøre med mit erhverv. Det var på det tidspunkt, hvor vi var statsensemble med Kontrakvartetten. Kunstnerisk set var det en gylden periode, vi var skide gode, og jeg fik lavet mine Bach-suiter, som var meget vigtige for mig. Men jeg var rigtig meget væk, da børnene var små. Hvordan søren skal man få det til at gå op? Det synes jeg simpelthen er et kæmpestort problem. Som musiker skal man lige præcis arbejde på de tidspunkter, hvor andre mennesker holder fri, og hvor vuggestuerne er lukkede. Men – selvfølgelig har det da også noget at gøre med konen,” siger Morten med et skævt grin.

”I dag er der kommet lidt mere elastik i faget,” fortsætter han. ”For eksempel kan man gå på halv tid i Det Kgl. Kapel. Jeg ved, at der har været store diskussioner, også i forbundet, om man ikke udhulede stillingerne på den måde. Men for dem, der har små børn, er det altså en skøn ting, at de kan tage en halvtidsansættelse et par år, så familielevet kan fungere. Det er det, der skal til.”

Henrik har en lille datter på seks måneder. Kæresten har et lignende job, og det er noget af en kabale at få arbejde og børnepasning til at gå op. Hvis begge har jobs en lørdag, prøver de at finde ud af, hvem der kan tage senest af sted, og hvem der kan komme tidligst hjem, så barnet kan blive passet, fortæller Henrik. Ellers er bedsteforældrene en stor hjælp.

Det var lidt af en prøveballon, da Henrik stillede som betingelse for en arrangør i Norge, at han kunne tage sin familie med – delvist på arrangørens regning. Så foruden de sædvanlige krav i tillægskontrakten, er der af og til nu vugge og barnevogn ved siden af de kolde drikkevarer, aflåst omklædningsrum og rene håndklæder.

”Jeg var noget spændt på arrangørens reaktion,” siger Henrik. ”Det var testen på, om det kunne lade sig gøre,” smiler han og næver endnu et sommerjob på en højskole, hvor han må stille samme betingelser for at kunne medvirke. ”Men det værste er de manglende institutionspladser,” fortsætter Henrik. ”Både min kæreste og jeg skal starte på musikskoler om en måneds tid, og vi har endnu ikke en institutionsplads til datteren.”

Fagforeningen

Morten: ”Jeg synes, det er svært at lægge det gammeldags fagforenings-begreb ud over den måde, vi arbejder og ikke mindst tænker på. Vi er jo grundlæggende vilde med at spille, og er der ikke andre muligheder, så tager vi ud for en gråpære og et glas vand. I en vis forstand er det jo sådan, vi skal være indrettet. Omvendt kan man godt se, at det ikke går, at vi ikke kan få en tilværelse til at hænge sammen til trods for vores talent og engagement. Det er her, fagforeningen kommer ind. Og jeg synes, det er skønt med de initiativer, som DMF har lavet med for eksempel Artlab, som har den bredere opfattelse af fagforeningen, hvor man faktisk ser det som et fællesskab. Det er netop i sådanne sammenhænge, at man skaber en solidaritet musikerne imellem.”

Henrik: ”For mig er det long gone med en fagforening, der vifter med fanerne 1. maj og den slags. Det er svært at forestille sig, at musikere for eksempel strejker. Dertil er vi for spredt ud over mange forskellige arbejdsfelter,” siger Jansberg. ”Der er så mange forskelligheder i det, vi laver, at det er svært at strejke på samme tid. Når det er sagt, bruger jeg min fagforeningen enormt meget, og jeg arbejder for fagforeningen med at lave ungdomsprojekter og prøve at udtænke nye tiltag for unge,” siger Henrik, som er med i DMF’s ungdomsgruppe, URU.

”Jeg engagerer mig meget i vores fællesskab og lærer at bruge fagforeningen og fællesskabet i stedet for at strikke mine egne, individuelle løsninger sammen på de problemer, jeg støder ind i. Og jeg prøver at sprede det budskab til kollegerne: Det er nu, at du ikke skal acceptere dette og hint latterlige tilbud. De er nu, du skal sige til dig selv: Jeg er medlem af en fagforening – og jeg bruger den. Hvor mange af os har ikke betalt dyre lærepenge ved ikke at have styr på kontrakter og rettigheder? Det er der, at fagforeningen træder ind og arbejder for at sikre vores arbejdsmarked.”

Og de to musikere nikker til hinanden. For det gjaldt for 40 år siden, og det gælder i dag.


Morten Zeuten

”Jeg har selv været med til at barbere noget af snobberiet omkring vores genre væk. Men det har som bieffekt haft, at folk ikke rigtig ved, hvor meget, der skal til.” Morten Zeuten

Morten Zeuthen har været med til det hele - spillet hos Sjællænderne og Det Kgl. Kapel, været solocellist i Radiosymfoniorkestret i atten år og haft 23 gode år med Kontrakvartetten.

Som solist har han optrådt med alle danske symfoniorkestre, optræder ofte helt solo og har en omfattende duo-virksomhed med pianisten Amalie Malling. Sammen har de optrådt i verdens fornemste koncertsale.

Hans indspilning af Bachs solosuiter blev i 1994 hædret med en dansk Grammy som ”Årets Klassiske Udgivelse”. Hans cd ”L’Homme Armé” med ny dansk solomusik blev ligeledes i 2006 hædret som ”Årets Klassiske Soloudgivelse”. Zeuthen har blandt modtaget andet Dansk Musikerforbunds Hæderspris.

Undervisningen blev hans hovedbeskæftigelse i 1996, hvor han blev udnævnt til celloprofessor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I denne måned fejrer Morten Zeuthen sin tres-års fødselsdag med en koncert i DKDM’s store koncertsal. Her spiller han sammen med nogle af sine bedste, tidligere cellostuderende og pianisten Amalie Malling.


Henrik Jansberg

Henrik Jansberg, 33 år, er trods sin unge alder en af landets førende folk-violister. Spillemand, kalder han sig selv.

I 2005 fik Henrik Jansberg og cd'en Signatur en Danish Music Awards for cd’en Signatur for Årets Danske Debut udgivelse og Årets Traditionelle Album. Siden har Henrik været involveret i mange tværmusikalske projekter bl.a. på Tønder Festivalen 2006 sammen med Rasmus Nøhr. Og han har komponeret og indspillet en række nye melodier til cd'en Omnivor sammen med sit eget band. Omnivor modtog ligeledes DMA for årets trad. album.

Henrik tog sin uddannelse på folkemusiklinjen på Odense Musikkonservatorium.Alene og sammen med sit orkester har han optrådt og deltaget i workshops rundt omkring i verden. I de senere år har han rejst rundt sammen med sit band mest i England og Skotland.

Jansberg bruger en del tid på undervisning på workshops og aktuelt på en musikskole, hvor han har tyve små elever fra begynder- til MGK-niveau. ”Det giver mig enormt meget at undervise børn - især at formidle glæden ved at spille musik,” fortæller han.

Han er også aktiv i DMF’s ungdomsarbejde og hjælper sin afdelings medlemmer i København med grafisk arbejde, plakater osv.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.