af Henrik Strube

En samtale mellem to lidenskabelige musikere med 50 år imellem sig.

Erik Moseholm og Michelle Birkballe

Erik Moseholm og Michelle Birkballe - Trods 50 års aldersforskel er gløden for musikken den samme, dengang og nu. Foto: Daniel Urhøj/Das Büro

Der er halvtreds år imellem dem. Erik Moseholm er 82, og Michelle Birkballe er 31 år. Der er fuld drøn på dem begge, og det er meget livsbekræftende at overvære, hvor hurtigt de finder ind til hinanden og snakker tæt og indforstået. For selv om der er generationer imellem dem, har de gløden for musikken til fælles. Engagementet og forelskelsen i musikken kender ingen alder.

Erik begyndte sin professionelle karriere i fyrrenes Danmark og blev gennem livet er fyrtårn i dansk musikliv. Michelle Birkballe lagde ud som nittenårig i slutningen af halvfemserne.

Begge kommer fra Jylland - Moseholm fra Fredericia, Michelle fra Djursland.

Begge blev musikere på trods, fordi de ikke kunne lade være. Moseholm begyndte på universitetet, for selvom hans mor var konservatorieuddannet violinist, blev musikerfaget ikke anset for ”fint.”

Samme skepsis mødte Michelle fra sin familie. ”Musiker? Skulle du ikke hellere finde dig et arbejde?”, spurgte de undrende og let misbilligende omkring hende.

Moseholm forlod Fredericia og drog til København, hvor han spillede med alt og alle. Antallet af jobs eskalerede vildt i takt med, at Moseholm mødte flere af tidens bedste og kendte jazzmusikere som Max Brüel, Jørgen Ryg og mange flere. ”Og når man blev professionel, skulle man være medlem af musikerforbundet,” siger Erik, der gik til den obligatoriske optagelsesprøve i forbundet, dels med en selvvagt stykke, dels prima vista. Erik, der spillede klassisk og jazz både med og uden noder, kom ind i 1953.

Michelle begyndte som teenager at synge i dansebands, til bryllupper, små firmafester og suppe steg & is, som hun siger. Hun flyttede fra Djursland til Århus, hvor hun tog alt, hvad hun kunne få af værtshusjobs.

”Det er stadig nemt i dag. Hvis man vil spille en masse jobs og tjene næsten ingenting, er der altid jobs at få,” fortæller hun.

 

Men Michelle ville videre. Hun ville ses og høres!

”Det var ret let at komme ind i musikermiljøet i Århus. Jeg gik til alle de musikerjams, jeg kunne, og samlede mit eget band.”

Blækspruttejobbet

Erik: ”Jeg kendte ikke til alt det, unge musikere i dag skal kunne. Booking, pr osv. Folk ringede bare til én, og det handlede om at være ”inde på lystavlen.” Jeg var alle vegne og spillede med de bedste jazzmusikere. Og så optrådte jeg som klassisk solobassist. Jeg kunne ikke gå på konservatoriet, fordi der var en regel om, at man ikke måtte spille ude om aftenen. Men de kunne ikke undvære mig i konservatorieorkestret, hvor jeg spillede, for på det tidspunkt var jeg den bedste. Så det sammenspil fik jeg gratis. Og så betalte jeg ellers min baslærer for den undervisning, jeg fik af ham.”

Unge Moseholm levede godt af sine jobs. Men det var et dobbeltliv, fortæller han. Der var ikke tid til at gifte sig og stifte familie. I de første år øvede han sig fire timer om dagen på kontrabassen, spillede jobs om aftenen og var i øvrigt skolelærer om dagen.

Men organisation, økonomi, booking og forretning var ingen belastning dengang. Telefonen ringede om jobs i Danmarks Radio, grammofonoptagelser og koncerter.

”Gid jeg var født i 1930-erne,” sukker Michelle med et smil. For sådan er det slet, slet ikke i dag.” I hvert fald ikke, hvis man spiller på det plan, hvor jeg er,” siger hun. ”I dag skal man gøre alting selv. Man skal booke og hele tiden holde sig i gang, ellers bliver man glemt - sådan her,” siger hun og knipser med fingrene.

Michelles arbejdsdag begynder med at aflevere børn. Hun er enlig mor til tre, hvoraf de to er småbørn. Derefter er det hjem foran computeren for at følge op på planer og aftaler, sende mails ud, passe facebook og sende pressemeddelelser ud til spillesteder. Nogle af dem melder tilbage, og så følger en prisforhandling. Hun slår ikke længere af på prisen, som hun gjorde tidligere. ”Ellers kan jeg ikke leve af det – jeg er eneforsørger.”

Michelle er ikke med i a-kassen, fordi hun ikke kan skrabe indtægter nok sammen til at komme gennem det nåleøje. Kontanthjælp er heller ikke tilgængelig for hende, fordi hun har en bil, og socialkontoret kræver, at hun sælger den, før hun kan få hjælp.

”Jeg tjener mindre som musiker end en almindelig kontanthjælpsmodtager,” siger hun. ”Og jeg knokler hårdt hver evig eneste dag. Man skal virkelig, virkelig være fast besluttet på at ville være musiker i dag,” smiler hun. ”Ellers er det meget bedre at finde noget andet arbejde.”

Privatliv og job

Hvordan med at få privatliv og arbejde til at hænge sammen?

Erik: ”Det er afsindigt svært, og det var det også dengang. Derfor giftede jeg mig og fik børn ret sent - da jeg var 32 –33 år. I flere perioder søgte jeg orlov fra skolen for at få tid til at spille, for eksempel i Radioens Danseorkester 1953 – 54. Samtidig turnerede jeg med alle også Rachel Rastenni, Lise Ringheim og andre fra helt andre genrer bare for at lære musikerlivet at kende. Jeg kommer fra et hjem, hvor alle genrer var respekterede. Min mor elskede salonmusik, som ellers var noget, ”pæne” musikere så ned på. Og jeg selv elsker stadig salonmusik. Da jeg opdagede, at salongenren var ved at uddø i halvfjerdserne, oprettede jeg - da jeg fik magt til det – Den ny Radiotrio.” (Moseholm var i mange år musikansvarlig i DR. red.)

Michelle: ”Øh, hvad er salonmusik, Erik?”

Erik: ”Ja, der kan du se! Det er en musik, der ikke eksisterer i din tid. Det var cafe-musik, som blomstrede i tierne, tyverne, trediverne, og jeg oplevede det i fyrrene og halvtredserne, og vi kunne hele repertoiret udenad. Vi spillede, mens folk sad og spiste. Først under middagen og derefter til dans, hvor mange af strygerne skiftede til et blæseinstrument. Mange af de bedste jazzblæsere kunne også spille et strygeinstrument.

Erik Moseholm lavede en strygekvart med fire jazzmusikere – den første i verden!

”Det var i 1957 med Svend Asmussen og Poul Olsen, violin, Finn Ziegler, bratsch og Erling Christensen, cello. Vi indspillede grammofonplader, som vi blev fyrsteligt betalt for. De ringede bare til os, og så var der tariffer.”

Michelle:”I dag skal man selv betale alt! I hvert fald på mit niveau. Selvfølgelig er der musikere, der lever rigtig godt af at spille, men de kan tælles på få hænder. Jeg tror, de fleste unge musikere lever, ligesom jeg gør: Vi overlever. Den årlige begivenhed er, når Koda-checken kommer. Den kan lige dække noget af den gæld, jeg har stiftet i løbet af året. Når du i dag skal lave en plade, må du ud og søge alt, hvad der er af legater, låne i banken og bruge dine egne penge, lave specielle aftaler med musikere om andel i Koda-arrangementer, fordi man ikke har råd til at betale dem for at spille på pladen.”

Erik: ”Når du, Michelle, taler om Koda, så var det ikke noget, vi som jazzmusikere regnede med. Jazztarifferne var så små, fordi det var den klassiske musik, der fik Koda-penge, hvilket fik mig til at oprette Dansk Jazzmusiker Forening, hvor man skulle være medlem af DMF. Vi ville have løftet Koda-pengene og mindstetarif ude i jazzklubberne. Det var i 1966.”

 

Kravene til kompetencer var egentlig ikke mindre i Eriks ungdom. Der stilledes store krav til eksempelvis dét at kunne spille forskellige instrumenter og kunne store repertoirer udenad. Forskellige genrer forventedes at sidde på rygmarven, ligesom at det var naturligt, at man kunne spille fra bladet og flere forskellige instrumenter på højt plan.

Professionel eller amatør

Erik: ”Der findes flere definitioner på amatører og professionelle. Men den nemmeste for os var, at du var professionel, hvis du var medlem af DMF.” 

Michelle: ”Måske er det den rigtige definition, selvom det ikke er sådan i dag. Jeg kom ind i DMF, da jeg var nitten år, fordi jeg fik en pladekontrakt, som jeg skulle have hjælp til. Og så har jeg været med lige siden. Jeg var selv lidt stolt, da jeg blev medlem!”

Erik: ”Det var jeg da også!”

Michelle: ”Jeg har mange gange oplevet værdien af at være medlem af DMF. Jeg er den type, der altid roder mig ind i noget, hvor jeg ikke kan komme ud igen. Jeg er en magnet til at møde de forkerte mennesker og helt fantastisk god til at blive snydt! Her har DMF virkelig hjulpet mig tit. Mikael Højris skaffede mig for eksempel en ordentlig sum penge fra et pladeselskab engang.”

Erik: ”Forbundet var ikke så meget inde i den slags dengang. Og dog, jeg husker en strejke i Nyhavn, som jeg var med til at starte, dengang jeg sad i KMO’s bestyrelse. Musikerne spillede på værtshusene seks til otte timer hver aften, og de var dybt underbetalt – 25 kr. pr aften. Mens jeg, der spillede de ”fine steder” for eksempel i Scala-salen, fik 125 kr. Det gjorde mig ondt, fordi jeg kunne rigtig godt lide de traditionelle jazzmusikere - for eksempel Papa Bue, der spillede i Nyhavn. Vi etablerede så en strejke, og vi var skrækslagne for at de bare lukkede for musikken. Derfor varede strejken kun en uge. Men selvom der blev en lille stigning, nåede lønnen ikke op på tarifferne. En anden forskel til nutiden: Man kunne spille i måneder, ja i årevis, på spillestederne dengang. Jørn Grauengaard spillede i Scandia i otte år! Tænk at have et otteårs-job - alle aftenerne undtagen juleaften!”

Michelle, hvordan får du livet som professionel musiker til at hænge sammen. Alene med tre børn og jobs hver weekend?

Michelle: ”Den sidste gang jeg var gravid (Michelle har en lille søn på tre måneder) ville jeg ikke længere sidde højgravid på et værtshus og spille om natten. Det gjorde jeg, da jeg skulle have mine første to unger. Jeg synes, det er for hårdt. Jeg husker, at Anne Linnet engang har sagt, at hun syntes, at det var rimeligt, at kunstnere kunne tjene de første 200.000 kr. skattefrit. Så kunne jeg måske godt klare det. Men hvis jeg i dag er ude og spille for eksempelvis 3000 kroner på Sjælland, så er de første 1000 kr. brugt på at spise på vejen, bro og færge. Når jeg kommer hjem, betaler jeg en barnepige 800 kr., og endelig skal man huske at lægge til side til skat, og så står jeg til sidst tilbage med 800 kr. i hånden. Og jeg har tre børn, der skal have mad. Det er jo forfærdeligt! Man skal virkelig brænde for at være musiker i dag. For ellers er det meget, meget bedre at finde noget andet. Det er forfærdelig at skulle sige, men sådan er det. Jeg ville ønske, at jeg ikke tænkte sådan, men hvis min datter kommer om fem år og siger, at hun vil være musiker, så vil jeg sige, nej, please! Det er for hårdt.”                     

Erik: ”Man skal kun være musiker, hvis man ikke kan lade være!”

Michelle: ”Sådan er det, men jeg ville ønske, at der var mere medvind!”

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.