Hvordan var musikerlivet i 50’erne og 60’erne? Den østjyske musiker Poul Ramsing giver et herligt indblik i en tid, hvor danskerne gik i byen, og hvor den levende danse- og underholdningsmusik havde gyldne tider.

Poul Ramsing (nederst til venstre med sax’en) og orkester i rock’n’roll positur. Publikum forlangte rock’n’roll, og det fik de. De øvrige medlemmer er Poul E. Jørgensen, B- Max Petersen, trommer, Niels P. Ditlefsen, klarinet, Bjarne Brodtkorp, bas. (Foto fra Poul Ramsing)

Vi giver ordet til Poul Ramsing, der i 2002 og 2004 fortalte godbidder fra sit liv som musiker til Basunen, DMF Aarhus’ medlemsblad. Levende historiefortælling om en tid, hvor en musiker kunne spille job stort set 360 dage om året.

Først i 1950’erne:

”I dag, hvor man har et uoverskueligt antal medier til rådighed, er det nok svært for yngre fans at forstå, at vi kunne forlyste os med et halvt tv-program, to-tre radiokanaler, grammofonplader og så en biograftur i ny og næ. Intet andet.

Restaurationer og foreninger havde gyldne tider. Mange i dag kan undre sig over, at der var publikum på dansestederne seks-syv aftener om ugen. Årsagen var simpelthen, at folk ikke havde meget at sidde hjemme for, og kildeskatten var heller ikke indført!

Foreningslivet blomstrede, og der var stor efterspørgsel efter orkestre, der kunne underholde og spille til bal bagefter. Vi var heldige at komme ind på dette marked, og jeg må indrømme, at det var en spændende tid.

Pludselig stod vi i småbyer, som vi aldrig havde hørt om – helt derude hvor kragerne vender. Forsamlingshuse og kroer med forstemte klaverer, glohede kakkelovne og frosne garderober. Nogle steder var der jævnstrøm med omformer, der larmede bag skovdekorationen. Hvis strømmen til belysningen pludselig blev svag, kunne den lokale formand for eksempel berolige os med, at det blot var malkemaskinen, der var gået i gang – når den var færdig, var strømmen ok igen!

Så kom publikum myldrende ind, og kl. 20 var salen som regel stuvende fuld. Tæppet blev trukket fra, og orkesteret begav sig ud i 2 x 45 minutters underholdning. Vi var så snu at kalde programmet ”Musik for familien” – det var en helgardering. Det vil føre for vidt at genfortælle, hvad vi fremførte, men der blev spillet tidens hits indimellem shows og gags inspireret af Svend Asmussen kombineret med små skøre sketches, sømandspotpourrier, ragtime, hawaiishow, rock and roll og calypso. Jeg husker, at vores medbragte hatte og kostumer fyldte lige så meget som instrumenterne.

Mødet med det helt brede publikum lærte os rigtig meget om at klare enhver situation. Efter forestillingen var der bal, og de gode mennesker dansede fra første til sidste dans med gulvet tæt besat. Nogle steder var det obligatorisk med polka og vals ind imellem, men det klarede vi også. Det var, som plakaten lovede: festligt, folkeligt og fornøjeligt.”

Datidens spillesteder

”Det skal ikke lyde som et martyrium, at vi i 50’erne og 60’erne spillede 360 aftener på et år. Vi ku’ jo li’ det. Hver større by havde et dansested, fx ”Maritza” Århus, ”Kit-Kat” Horsens, ”Knudsborg” Fredericia, ”Trocadero” Kolding, ”Moulin Rouge” Vejle, ”Nørre-Riis” Randers og så videre. Og med åbent alle aftener lød kontrakterne på en, to og tre måneder.

På alle disse ”rytmiske spillesteder”, vel 50 - 60 stk., bevægede sig konstant en række orkestre af vekslende nationalitet og kvalitet. Stilen var folkelig, og alt blev forsøgt - sågar tyroleraftener, damernes aften og så videre. Vores udgangspunkt var swingmusik - oprindeligt udsprunget af ærlig jazzinteresse, men det var nemmere at agere som kommerciel musiker og tjene nogle penge end at blive 1. klasses jazzmusiker. Så vi dyrkede den populære musik og swingede først på aften.

Det siger sig selv, at nogle aftener var ”halvdøde”. Fuldt hus hver aften har jeg kun oplevet ét sted. Men sådan en lunken tirsdag aften ved 22-tiden:

Tre-fire soldater på udgang klamrer sig til hver sin øl, nogle handelsrejsende, der drikker kaffe og læser avis og senere søger kontakt med de syv-otte faste piger, der altid kommer, seks-syv ubestemmelige gæster, tjenerne rafler i baggrunden, bartendersken løser kryds og tværs, og bagest i lokalet restauratøren, der ser ud, som om han har fortrudt at have hyret dette orkester i denne restaurant.

Alle holder øje med indgangen - kommer der nogen? Ellers bliver det en dødssyg aften. Orkesteret arbejder under pres - er det vores skyld? Det er utænkeligt, at nogle vil danse.

Stemningen er nul. Orkesteret knokler videre, men overvejer med sig selv, hvorfor man har valgt denne vanvittige branche, at man måske burde holde op. Orkesterets vittige medlem gentager den faste brok på disse aftener, når publikum svigter: ”Det er fordi, der er Stan Kenton i fjernsynet”. Vi får lidt flere mennesker ind ved 23-tiden. Der bliver lidt dans og bægerklang, og så er det alligevel en rimelig aften.”

Poul Ramsing:
Født 1930
Medlem af DMF i Aarhus siden 1957
Saxofon, klarinet og sang.

 


Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.