Navn: Stefan Pasborg // Bands: Ibrahim Electric, Pasborgs Odessa 5, Delirium, Fra De Varme Lande, Carsten Dahl etc. // Alder: 36 // Instrument: Trommer / perc. // Medlem siden: 2002

Foto af Tuala Hjarnø

Hvad bruger du mest tid på som musiker?

Jeg bruger først og fremmest meget tid på at tænke på musik. For eksempel hvordan jeg fortsat kan udvikle mig som musiker og som bandleader, og hvordan jeg fortsat bevarer en nysgerrighed over for uprøvede ting og ikke stagnerer. Og så tænker jeg over, hvordan jeg - uden at gå på kompromis med egen musikalitet og smag - kan nå ud til folk, der aldrig før har hørt instrumentalmusik og improvisation, og som kun kender til musik, de kan købe i Føtex eller se i fjernsynet.

Hvad ser du som den største udfordring for musikerne i disse år?

At bibeholde musik som en kunstart, hvor musikken og dens essens får lov til at være i centrum uden at være pakket ind i ligegyldig attitude og overflade! De ligegyldige aspekter af musik (og kunst generelt) bliver hyldet i øjeblikket, og det er sjældent, at musik og musikere med noget på hjerte udover mainstream-genren får tid og plads i det offentlige rum - fx i medierne - og derfor bliver den mere ”eksperimenterende” musik også mere og mere fjern for såkaldt ”almindelige” mennesker. Jeg tror, skolekoncerter bliver mere og mere væsentlige, eftersom kommende generationer sjældnere og sjældnere bliver præsenteret for livemusik spillet af rigtige instrumenter.

Hvordan ser fremtiden ud for professionelle musikere?

Fremtiden vil altid være lys for musikere med noget reelt på hjerte. For dem vil musikkens vigtighed brænde igennem, og de vil derfor altid kunne fortælle en historie, som ikke er til at overse. Og så kan man jo kun håbe på, at der er et publikum til at lytte!

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.