Navn: Pernille Bévort // Band: RADIO BÉVORT og Bévort 3 // Alder: 45 // Instrument: Saxofoner (fløjte, klarinet, vokal)

Hvad bruger du mest tid på som musiker?

Alt for meget administrativt arbejde: ansøgninger om transportstøtte, arbejdslegater, projektstøtte, cd-støtte m.m., bookingarbejde, udarbejdelse af pressemateriale, udsending af samme, mails i lange baner, opdatering af hjemmeside og facebook m.m., ulønnede prøver, møder i diverse foreninger, solo-øven på diverse blæserinstrumenter for at holde mig i form, planlægning af prøver og koncerter, komponere og arrangere musik.

Og nå ja, så spiller jeg koncerter for publikum, hvor jeg selvfølgelig forventes at levere mit ypperste…

Hvad ser du som den største udfordring for musikerne i disse år?

At overleve, at holde sammen på deres liv og økonomi, ikke at få et hjerteslag midt i alle bunkerne af ”to do”-lister, at opretholde et højt fagligt niveau i en tid, hvor der skal bruges en voksende mængde tid på alle ”sideerhvervene” - se ovenstående. At fortsætte med nysgerrigt at udforske musikken under disse omstændigheder.

Hvordan ser fremtiden ud for professionelle musikere?

Sort. Arbejdsvilkårene gør det rigtig svært at overleve som fuldtids professionel musiker. Mange vil sikkert finde andet arbejde ved siden af for at få det til at løbe rundt. Eller de vil helt opgive musikerlivet. Jeg er bange for, at området vil blive ”af-professionaliseret” over de kommende år, hvis ikke der sker en bedring af arbejdsvilkårene. Musikmiljøet vil blive kendetegnet ved få professionelle, der kan overleve, en lang række semi-proffe, som har andet arbejde, samt en masse amatører, formentlig. Det vil gå ud over kvaliteten. Det talent, der findes, får ikke mulighed for at udfolde sig og udvikle sig over tid. Synd og skam i en tid, hvor der findes masser af talent i Danmark, og hvor man har professionaliseret hele uddannelsesdelen (inden for det såkaldt ”rytmiske” felt).

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.