Navn: Lars Skjærbæk // Alder: 40 år // Instrument: Guitar // Medlem siden: 1994

Hvad bruger du mest tid på som musiker?

Som Charlie Watts fra Stones engang sagde: "Det er 5 % hårdt arbejde og 95 % ventetid at være musiker.” Den er ikke helt ved siden af. Man bruger utrolig meget tid på at vente! Jeg bruger meget tid i studiet som producer og musiker. Præproduktioner, grundbånd, dubs, mix osv. Det er evigt spændende. Og så selvfølgelig på scenen. Det er jo der, det sker!

Hvad ser du som den største udfordring for musikerne i disse år?

Jeg synes, den største udfordring for musikerne til enhver tid er at være sig selv. Også i disse år. Og det kan være svært nok! Der er nogle led i branchen, som er blevet lidt overflødige, som tingene har udviklet sig. I dag kan man sidde derhjemme og optage plader, lave covers, promovere og distribuere via nettet osv. Det går stærkt. Personligt synes jeg - nok lidt gammeldags - at man skal værne om sit håndværk. Huske på, at personlighed og sjæl er elementært i alle tider. Insistere på kvalitet i stil og lyd. Gøre sig umage. Vi har også et ansvar for, at vores publikum ikke bliver opdraget til, at al musik skal afspilles på mp3 på en bærbar computer, og at fx festivalpublikummet ikke kun tror, at det fede er at stå med en hapsdog og en fadbamse og synge med på noget man kender. Vi skal gøre vores for, at kvalitet ikke bliver sekundær i folks musikforbrug.

Hvordan ser fremtiden ud for professionelle musikere?

Det er et rimeligt usikkert job, vi har. Man ved jo sjældent, hvad man skal lave mere end et halvt år frem. Jeg tror, at gode spillemænd altid vil have noget at lave. Mere eller mindre selvfølgelig. For mit eget vedkommende vil jeg prøve at bevare min nysgerrighed og lade udviklingen være en inspiration.

Så må vi læse i DMF's 200-års jubilæumsfestskrift, hvordan det gik.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.