Navn: Adam Erik Simonsen // Orkester: Det Kongelige Kapel // Alder: 36 // Instrument: Klarinet // Medlem siden: 1998

Hvad bruger du mest tid på som musiker?

Som klarinettist i Det Kgl. Kapel må jeg jo nok sande, at jeg bruger mest tid som musiker på mit arbejde - dvs. i graven og i prøvesalen. Der er ofte lange prøver, og hvis man bruger en time eller to inden prøven på opvarmning, kigge på de tekniske steder og gennemgår sine blade for derefter at sidde til en tre en halv times prøve på en Wagner-opera, så er dagen hurtig forbi - medmindre man lige nupper en Strauss-opera om aftenen også...

Hvad ser du som den største udfordring for musikerne i disse år?

Den store udfordring som orkestermusiker er at følge med de stadigt højere tekniske krav der stilles. Der er mindre råderum til at have en off-night på Operaen. Kravene er blevet højere, og der er mindre teater og cirkus over arbejdet og mere og mere en professionel ånd - man skal levere - både på godt og på ondt. For sagen er jo, at når alle spiller bedre, så bliver det faktisk lettere og sjovere at spille selv. Alligevel er dét at være musiker jo netop forbundet med det legende og uperfekte. Så det er iblandt nogle modsatrettede kræfter man har med at gøre.

Hvordan ser fremtiden ud for professionelle musikere?

Altså lige pt. er det at være ansat i Kapellet jo præget af nedskæringer. Vi mærker det hver dag. Færre strygere, stillinger der ikke bliver genbesat og et mindre og mere mainstream repertoire. Flere gentagelser af de samme forestillinger kan indimellem tage pippet fra selv den mest entusiastiske orkestermusiker. Så lige pt. ser fremtiden en anelse broget ud. Man kan jo tage sig selv i at slå sit hoved ind i en mur af ærgrelse over, at det der har taget så mange ressourcer og tid at bygge op, med et fingerknips fra politisk hånd bliver reduceret drastisk. Det er jo som et korthus - det tager meget nøje overvejelser at bygge helt op til sidste led, men kun et sekund at få til at falde sammen igen. Det er ikke sikkert, at der igen opstår de samme betingelser, som vi har set over de sidste 10 år for et blomstrende operaliv i en lille by, der før havde et lille navn i den store operaverden. Nu har vi et navn og nye muligheder, som vi kan risikere falder sammen, hvis der ikke bliver grebet ind.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.