af Af Martin Gerup, pæd. leder af DIM, Roskilde

Siden Bamford-rapporten er det væltet ind med rapporter. Finn Holsts timetalsundersøgelse fra 2008. Frede V Nielsens musiklærerrapport fra i år. Rapporten “Modeller for en styrket musiklæreruddannelse med henblik på folkeskolen” fra 2009. Der sker bare ikke noget.

Musiklærerne skal være dygtige

For to år siden kom rapporten “Modeller for en styrket musiklæreruddannelse med henblik på folkeskolen”. En af rapportens styrker var forslaget om samarbejde mellem musiklæreruddannelsen og musikkonservatoriet. Den blev sendt til høring hos de involverede parter, og siden er der ikke sket noget. Skiftende undervisningsministre har ikke kunnet finde tid til den, og konservatorier og læreruddannelser har ikke givet lyd fra sig. Det er rigtig ærgerligt, for det ser i dag mere sort ud for uddannelsen af musiklærere i Danmark end i 2009. Rytmisk Musikkonservatorium har nu helt droppet den pædagogiske linje og koncentrerer sig nu om at profilere sig som en kunstnerisk uddannelse. Det samme gør Jysk Konservatorium. En af de få musiklæreruddannelser, der nu er tilbage er musiklinjefaget på professionshøjskolerne. Men søgningen til musiklinjefaget er i øjeblikket så lav, at man tager stort set alle ind der overhovedet søger.

Det glemmer seminarielærerne Signe Adrian og Erik Lyhne i deres afvisning af Inge Marstals pointe, som sådan set bare er, at de unge ikke har lyst til at være musiklærere i folkeskolen. Og det skal vi gøre noget ved.

Nedskæringer og pointsystemer kan ikke alene forklare, hvorfor musiklinjefaget er halveret og flere steder helt nedlagt. Det er noget dybt inde i maskinrummet, der er gået galt. Som udgangspunkt skal det faglige og det pædagogiske være i orden, når man er færdiguddannet som musiklærer. Det giver ingen mening at sende dygtige musikere ud at undervise i folkeskolen, uden en pædagogisk ballast. Konservatorieuddannelsen må ikke foregøgle sine studerende, at man kan undervise uden en stærk pædagogisk profil. Men musiklinjefagets manglende optagelsesprøve giver heller ingen mening.

Musikundervisningen må ikke starte med folk, der i udgangspunktet er svage tonalt og rytmisk. Resultatet bliver som vi ser i praksis, at både musikere og kons-uddannede giver op efter kort tid, fordi de mangler værktøjer til at håndtere situationen i klassen.

Men mest forstemmende er, at alt for mange linjefagsuddannede også holder op med at undervise i musik eller ender på et lavt ugentligt timetal. Alle siger samstemmende, at det er for hårdt at undervise i folkeskolen. Så vi bliver nødt til at lave en musiklæreruddannelse, der hænger sammen med en folkeskole parat til at retænke sin musikundervisning. Det er ikke noget alternativ.

Der er dygtige folk som aldrig før

Det er et kæmpe paradoks, at musiktimerne i folkeskolen for 50 % af timernes vedkommende ikke bliver afviklet på grund af mangel på kvalificerede lærere, mens interessen for musik, sang og spil aldrig har været større. Det er X-faktor tider og konkurrencen mellem musikere og sangere er tårnhøj. Alle vil lære at synge og spille og det eneste vi mangler er nogen til at tage sig af det. Børnene har brug for rollemodeller, der samtidig er dygtige pædagoger. Det er en gammel myte omkring musikuddannelser, at det pædagogiske og det instrumentale er modsætninger. At enten er du en dygtig lærer eller en dygtig musiker.

Vi får en katastrofalt dårlig musikkultur ud af at tænke på den måde. Derfor er det oplagt, som planerne også foreligger, at samtænke konservatoriets faglighed med læreruddannelsens pædagogiske dimension. Det giver rigtig god mening. Vi må finde ud af, hvad der kan give de dygtige unge mennesker lyst til at undervise i folkeskolen, og hvilke arbejdsbetingelser, der får dem til at blive i folkeskolen.

Morgensang og langstrakte forløb

Her er DMF og andre professionelle aktører på den kreative scene gode medspillere. Det er nemlig ikke sikkert, at det er en god ide at fortsætte med at tænke musikundervisning som et fag der kan afvikles i ugentlige forløb på timebasis. Det er muligt at musik skal indtænkes som en del af skolens daglige aktiviteter, som fx morgensang. Det er muligt, at vi skal være bedre til at inddrage musikken som en del af den daglige undervisning. Ligesom det er nærliggende at tænke musik ind i længere og mere dybtstikkende forløb med fokus på opsætning (teater, drama, koncerter osv.)

De allerfleste kreative processer udenfor skolen foregår i sådanne langstrakte forløb. Med forberedelser, øvning osv. op til en aflevering. Disse processer får eleverne i den timebaserede musikundervisning ikke blik for.

En folkeskole der gerne vil have musikundervisning, men som mangler den dygtige lærer ser man ofte ude i det lokale miljø indgå partnerskaber med kreative folk, der kan levere disse lange forløb. Disse forløb passer ofte også rigtig godt til professionelle musikfolks øvrige planlægning med turneer, pladeindspilninger osv. hvorimod folkeskolens timebaserede undervisning ofte vil være en praktisk forhindring.

Nedskæringer, mistillid og musikundervisningens barndomstraumer

Vi skal passe på ikke at lade os blænde af manglende ressourcer. En stivnakket mistillidsdagsorden fra politisk hold, må ikke vælte os omkuld. Nedskæringer og pointsystemer må ikke forhindre os i at se det meget væsentlige problem, at en del af den manglende interesse for musiklinjefaget hænger sammen med de unges oplevelser af deres egne musiktimer da de selv gik i folkeskole. Bare spørg dem! De elsker musik, og de kunne godt tænke sig at undervise. Bare ikke i folkeskolen.

De kan naturligvis huske det gode. De elsker jo musik. Men de kan også huske de vrangvillige elever. De kan huske dem, der ødelagde instrumenterne, så man ikke kunne komme til at spille. Lærerens frustrationer over at anlægget ikke virkede, slåskampe om mikrofoner og trommesæt.

De har åndet lettet op, når de har kunnet sidde med deres guitarhold ovre på musikskolen og være sammen med nogen, der virkelig ville musikken. De har fået sig en oplevelse for livet på deres musikefterskole og måske fortsat på musikgymnasium eller MGK, og musikken er blevet en ligeså fast bestanddel af deres liv som at spise og sove. Men de skal for alt i verden ikke ud og undervise i folkeskolen.

Der skal stilles krav til musiklærerstuderende

Så bolden lander altså på de højere læreranstalter. Professionshøjskolerne og hele det akademiske miljø omkring DPU. Musiklinjefaget må musik- og praktikteste allerede i starten af uddannelsesforløbet, så man undgår lærerstuderende med for ringe faglige og pædagogiske kvalifikationer. Et minimum for at blive musiklærer må være at man kan synge og spille. Samtidig med man underviser. Det skal man ikke lære først.

DPU må smide noget dødvægt

I kernen af den musikpædagogiske forskning som musiklinjefaget baserer sig på, sidder musikprofessor Frede V. Nielsen fra DPU. Respekteret og anerkendt for sin store viden. Rundt omkring ham findes et akademisk miljø, der bl.a. tæller den tidligere musiklærer Finn Holst. Sammen med Steen Lembcke o.a. udgør de kernen af folk, der udtaler sig om folkeskolens musikundervisning. De betegner sig som musikforskere, men har samtidig bidraget væsentligt til udviklingen af musikundervisningen i folkeskolen. Det er altså de samme folk, der igennem årene har produktudviklet og nu undersøger konsekvenserne af deres tiltag. De gør deres arbejde knaldgodt og udgør en yderst velbegavet topstyring. Men de er ikke gode til at finde ud af, hvorfor de unge X factor-generationer svigter dem.

Det er klart, for det er folk, der er rundet af et akademisk miljø. Didaktiske overvejelser trumfer praktisk håndelag. Ordets magt trumfer rock’n’roll. Men når musikundervisningen bliver akademiseret, kommer den ikke til at appellere til de mange dygtige sangere og musikere, der kommer ud af musikskolerne og musikefterskolerne.

Kombiner konservatoriet og linjefagsuddannelsen

... og vi kan snakke herfra og til verdens ende om musikindlæringens betydning. Men de unge mennesker har lugtet til det i dets værste format. Og de siger nej tak. Vi vil hellere spille. For musik og sang er sjovt.

De har brug for noget der swinger. En ny horisont. Et fremtidsmål der giver appetit på musiklærerlivet. De har brug for at blive anerkendt for den kæmpeindsats de har gjort for at blive dygtige til at spille og synge. At føle sig udvalgt.De har brug for en optagelsesprøve, og de har brug for praktik.

Det var det, der var på vej med den nye rapport, og som nu er stoppet midt i et ministerskifte. Det er rigtig ærgerligt. For det kræver overordentligt store menneskelige og musikalske egenskaber at kunne undervise folkeskolens klasser i musik. Og dem det lykkes for er helte. I bogstaveligste forstand.

Så lad os uddanne heltene, der skal redde musikundervisningen. Få musiklærerrapporten op af skuffen, kombiner det bedste fra konservatoriet og linjefagsuddannelsen og helt nye ting som laptop i undervisningen, og så få de unge mennesker ud i praktik så hurtigt som muligt.