af Morten Fischer

I denne del af artiklen om arbejdsskader og forsikring kan du læse om, hvordan det afgøres, om skaderne anerkendes samt om et par nye forsikringsmuligheder målrettet musikere, der netop afsøges i øjeblikket.

”Hos Arbejdsskadestyrelsen opererer man med en liste over erhvervssygdomme, der anerkendes automatisk under bestemte forudsætninger, men i mange tilfælde skal man igennem flere faser i forløbet efter selve skadesanmeldelsen for at få rigtig diagnose på sygdommen, og hvad der har forårsaget den,” fortæller Trine Budtz, jurist i DMF.

DMF kan henvise musikere til udredning

Bliver arbejdsskaden ikke anerkendt i første forsøg skal man gennem en udredning. DMF hjælper undervejs, hvis man har brug for det, fortæller Trine Budtz, der er jurist i forbundet.

”DMF har som fagforening kompetence til at henvise musikere til udredning på en arbejdsmedicinsk klinik, hvor man kan lave en grundig undersøgelse og en skriftlig udredning, der detaljeret beskriver arbejdsbevægelserne, der har ført til sygdommen. Dermed har man mulighed for at få anerkendt en arbejdsskade eller eksempelvis få genoptaget en afvist sag på den baggrund,” forklarer Trine, der hjælper medlemmerne igennem den type forløb.

”Og det er ikke blot skader opstået i forbindelse med musikerrelateret arbejde, som DMF hjælper med,” fortsætter Trine: ”Mange medlemmer har andet arbejde ved siden af musikerhvervet, og her hjælper DMF også, hvis der er opstået en skade.”

Ulykker er oftest ligetil

Derudover er der ulykkestilfælde, dvs. hændelser, der sker på arbejdet, og som sker pludseligt eller opstår i løbet af få dage. Et eksempel kan være en musiker, der falder på en trappe på vej fra prøvespil til garderoben, eller en militærorkestermusiker, der træder ned i et hul i vejen under march. Ulykkestilfældene er som oftest helt ligetil at få anerkendt.

Erstatning og revalidering

Revalidering kan være en vej videre, hvis man har fået en skade, der forhindrer karrieren fremover, oplyser DMF's socialrådgiver Camilla Nielsen.

Afhængigt af skaden kan det resultere i forskellige typer erstatning for varigt mén eller tab af erhvervsevne eller eventuel dækning af behandlingsudgifter. Har man fået en begrænsning i sin arbejdsevne, kan revalidering være en mulighed. DMF’s socialrådgiver Camilla Nielsen nævner eksempelvis en violinist, der har fået en belastningsskade i sin hånd og ikke længere kan spille. Men foruden fysiske skader kan det lige så vel være psykiske eller sociale årsager, der fører til et revalideringsforløb.

”Revalideringen skal skabe mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet,” fortæller Camilla. Revalidering kan bevilges i op til fem år og vil typisk være i form af uddannelse, optræning eller omskoling, hvor man foruden revalideringsydelse kan få omkostninger dækket i forbindelse med eksempelvis undervisning.

Vidste du?
Du kan via DMF tegne en helbredssikring hos PFA til 113 kroner om måneden. Ordningen betyder, at du hurtigt kan komme videre til behandling og helbredelse, hvis du skulle få en skade, blive ramt af sygdom eller komme ud for en ulykke.

 

Karrierestop-forsikring

DMF Forsikring ser hele tiden på nye forsikrings-muligheder til det specialiserede musikerhverv, fortæller Søren Wrist fra selskabet.

Nogle musikere er også begyndt at vise interesse for selv at tegne en såkaldt karrierestop-forsikring, fortæller Søren Wrist fra DMF Forsikring. Tiltaget er endnu kun på tegnebordet, men et eksempel kan være, at en aktiv turnerende musiker mister erhvervsevnen og pludselig ikke længere kan varetage sit musikerjob.

”Hvis man for eksempel mister en finger, kunne en karrierestop-forsikring udløse en sum-udbetaling. Jeg ville anbefale at købe en overgangssum, der kunne bruges til omskoling, så man i en periode kunne klare sig og komme videre. Det vil blive alt for dyrt at forsikre sig for længere tid,” siger Søren Wrist, der dog oplever en del udfordringer med at få de engelske genforsikringsselskaber gjort interesserede i at lave en løsning, da markedet er for lille for dem. Så indtil videre er det kun i undersøgelsesfasen.

Vidste du?
Som DMF-medlem har du heltidsulykkesforsikring, der dækker overalt i verden. Forsikringssummen udgør ved fuld invaliditet 250.000 kr. Tandskade som følge af et ulykkestilfælde dækkes med indtil 25.000 kr.

 

Tour-forsikring - en dyr sag

En variant af karrierestop-forsikringen er muligheden for at forsikre sig i en kortere periode mod tabt arbejdsfortjeneste på grund af sygdom og tilskadekomst, hvis man fx er på tour og kan dokumentere planlagt kommende indkomst deraf. Dette er ligeledes et af de produkter, som DMF Forsikring undersøger. ”Foruden den vage interesse fra genforsikringsselskaberne vil det også blive forholdsvist dyrt for den enkelte musiker,” vurderer Søren Wrist dog.

Ligegyldigt hvilken type skade man som medlem pådrager sig, er budskabet fra DMF, at man kan få rådgivning igennem hele forløbet, hvorfor det er vigtigt at henvende sig tidligt.


Læs mere!

Første del af artiklen beskriver, hvad du som selvstændig skal være opmærksom på at tegne af forsikringer for at være dækket på samme vilkår som lønmodtagere. Du kan også her læse hvilke musikere, der typisk rammes af arbejdsskader. Læs artiklen via linket i højre kolonne her på siden.


Links

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.