af Morten Fischer

Bliver du ramt af sygdom eller skader, er det vigtigt hurtigst muligt at rette henvendelse til DMF, lyder budskabet fra de ansatte, der i fagforeningen til dagligt hjælper medlemmerne videre i livet. Hvert sygdomstilfælde er så individuelt, at det er svært at generalisere, men MUSIKEREN tegner her et overordnet billede af nogle af mulighederne og faldgruberne.

Søren Wrist fra DMF Forsikring gør opmærksom på, at ansættelsesforholdet er det første man skal tage i betragtning: ”En musiker med fastansættelse i et orkester er dækket af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring med mulighed for løn under sygdom, hvilket er den bedste situation, hvis man bliver skadet,” fortæller Søren Wrist.

Er du fastansat eller freelancer? det gør en stor forskel ift. din dækning ved arbejdsskade, fortæller Søren Wrist, DMF Forsikring.

 I DMF oplever man dog, at mange af medlemmerne ikke har, hvad man kan betegne som fast ansættelse i forbindelse med deres musikerarbejde. Derfor er de ikke automatisk dækket af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.

Selvstændige skal selv tegne forsikring

I den situation har man mulighed for selv at tegne en arbejdsskadeforsikring som selvstændig erhvervsdrivende. Arbejdsskadeforsikring for arbejdsulykker kan tegnes i et almindeligt, privat forsikringsselskab, der har denne type forsikring. Den forsikringsdel, der dækker de erhvervsbetingede sygdomme, tegnes via AES - Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, www.aes.dk.

DMF's jurist Trine Budtz rådgiver medlemmerne i sager med arbejdsskader.

”Det væsentligste i denne sammenhæng er forsikringen mod arbejdsulykker, idet erfaringen i DMF viser, at det er ved ulykkestilfælde, de fleste arbejdsskader opstår, når det drejer sig om det løse musikerarbejde. En væsentlig forskel på en privat ulykkesforsikring og en arbejdsskadeforsikring for ulykker er, at arbejdsskadesikringen også kan dække tab af erhvervsevne, dvs. evnen til at skaffe sig indkomst ved arbejde i fremtiden. En privat ulykkesforsikring dækker ikke sådanne indkomsttab,” fortæller Trine Budtz, der er jurist i DMF og behandler medlemmernes arbejdsskadesager.

Selvstændig eller ikke selvstændig

Det er vigtigt at forsikre sig selv, hvis man er selvstændig, fortæller DMF's socialrådgiver Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen arbejder som socialrådgiver hos DMF. Hun slår fast, at det også er vigtigt i forhold til dagpengesystemet at skelne imellem, om man er selvstændig eller ikke selvstændig:

”Er man ikke selvstændig som hovederhverv, vil det altid være en rigtig god idé at være medlem af en a-kasse, så der er mulighed for sygedagpenge under et sygdomsforløb. Er man derimod selvstændig som hovederhverv, kan man forsikre sig ved selv at tegne en sygedagpengeforsikring hos Statens administration, der giver tilsvarende dækning.”

I begge tilfælde vil DMF vejlede og hjælpe det enkelte medlem med både praktiske og personlige problemer samt deltage i møder under forløbet, fortæller Camilla Nielsen, der har hjulpet medlemmer, som har været udsat for alt fra seneskedehindebetændelse og belastningsskader til depressioner, voldelige overfald, misbrug og kræftsygdomme.

Vidste du?
At man som selvstændig kan tegne sygeforsikring, som dækker fra 1. eller 3. fraværsdag: www.statens-administration.dk 

 

Klassiske arbejdsskadesager

”Vi har næsten udelukkende sager med klassiske musikere,” fortæller Trine Budtz om de musikergrupper, der rammes af arbejdsskader. Mest udbredt er skader på øverste del af bevægeapparatet: nakke, skuldre, albue, håndled og fingre. Årsagen til, at de rytmiske musikere ikke dukker op i denne statistik, er iflg. Trine, at de klassiske musikere spiller mange flere timer ugentligt i forbindelse med egen forberedelse, fælles prøver samt koncerter. ”Og så det fænomen, at instrumenterne er konstrueret i en tid, hvor man ikke tænkte på ergonomi og arbejdsstillinger.”

Ligegyldigt hvilken type skade man som medlem pådrager sig, er budskabet fra DMF, at man kan få rådgivning igennem hele forløbet, hvorfor det er vigtigt at henvende sig tidligt.


Læs mere i 2. del af artiklen!

Få blandt andet mere at vide om, hvilke typer arbejdsskader, der anerkendes, og hør om en særlig karrierestop-forsikring, som DMF’s forsikringsselskab er ved at undersøge mulighederne for.


Links

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.