af Martin Blom Hansen

Violinisten Harald Haugaard giver omkring 100 årlige koncerter i udlandet. Og han har ikke tænkt sig at sige farvel til det store internationale publikum, han har opbygget gennem de seneste ti år.

Harald Haugaard

"Jeg elsker det. Jeg kan lide at rejse, og jeg kan enormt godt lide mangfoldigheden," siger Harald Haugaard om det internationale musikerliv.

"Man skal være parat til at slippe sit hjem både mentalt og fysisk. Og man skal være parat til at møde verden med et åbent sind, også når man er møgtræt og har fløjet den halve jord rundt," lyder Harald Haugaards råd til de yngre kolleger, der tumler med planer om at indtage verden med et musikinstrument som våben.

Den 35-årige fynske violinist er sammen med sin hustru, sangerinden Helene Blum, netop vendt hjem efter næsten tre ugers turné i England og Skotland. "A rural tour" som Harald Haugaard kalder den, for det var en rejse ud på landet til forsamlingshuse og små spillesteder med mellem 50 og 100 mennesker hver aften.

I oktober måned 2010 var de to danske folkemusikere på turné i Tyskland og Belgien, og måneden før gjaldt det en omfattende turné i Japan, hvor de spillede i klassiske koncertsale med 400 til 500 publikummer.

Kunsten at få japanere til at græde i kor

"Jeg elsker det. Jeg kan lide at rejse, og jeg kan enormt godt lide mangfoldigheden i at skulle spille på en stor canadisk festival den ene dag, stå i en koncertsal i Japan ugen efter og så vende hjem og spille en julekoncert på Sydfyn," siger Harald Haugaard og fortæller om en af de store oplevelser, han har haft i det forgangne år.

Vores turné i Japan for nylig var en stor oplevelse. Japan er speciel, for man møder mennesker fra en meget anderledes kultur. Men vi når alligevel ind til dem. De sidder og griner og græder, når vi kommer med dansk sommer og polka fra 1800-tallet. Det er vildt stærkt, at man kan bygge en bro over så store afstande med traditionel dansk musik."

Kender spillet

Harald Haugaard og Helene Blum, foto: Alex Tran
Den 35-årige Harald Haugaard er sammen med sin hustru, sangerinden Helene Blum, netop vendt hjem efter næsten tre ugers turné i England og Skotland.

Det er ikke første gang, Harald Haugaard er i Japan. Eller for den sags skyld i utallige andre lande på kloden.  Han har gennem ti år turneret flittigt med guitaristen Morten Høirup samt med gruppen Serras. Ofte 80 til 100 koncerter om året.

Haugaard kunne godt satse på at undervise herhjemme, og han har blandt andet tidligere været leder af folkemusikuddannelsen på det Fynske Musikkonservatorium. Men det er ikke hans ambition. Turnélivet trækker, og med erfaringen i bagagen er det blevet nemmere at håndtere de praktiske sider af sagen.

"Jeg kender spillet. Ved hvornår jeg skal have en pause med at turnere, hvornår jeg skal købe mig en opgradering på et fly, og jeg ved hvilke hoteller, jeg gerne vil være på," siger Harald Haugaard.

 

Grib mulighederne

Harald Haugaard ved, hvad det koster at bygge et publikum op ude omkring i verden.

"Man skal vide, hvad man vil og arbejde sig frem. Mit råd til andre er: Gør det, og gør det med åbent sind. Alting betaler sig. Også når man får tilbudt at spille en gratis koncert i Sydfrankrig. Måske sidder der en journalist, der giver én en fremragende anmeldelse, man kan bruge. Eller der kommer en stor festivalarrangør forbi. Man skal gribe mulighederne."

Men man skal også skabe kontakter, hvis det skal fungere.
"Jeg tror, vi er et af de mest eksporterede navne i øjeblikket. Det kunne vi aldrig have gjort uden vores netværk. Bookere, managere, agenter, distributører, festivalarrangører og så videre. Det netværk får man ikke fra dag ét. Det er noget, man bygger op," siger Harald Haugaard.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.