af Nicolaj Møller Nielsen (redaktør: Morten Fischer)

Millioner af tilskuere! Så mange forventes at kigge med når Youtube Symphony Orchestra 2011 spiller direkte streamet koncert i Sydney, Australien, den 20. marts. Den danske bratchist Nicolaj Møller Nielsen spiller med og rapporterer her på siden direkte fra Sydney.

1. RAPPORT FRA SYDNEY

Jeg landede kl 6:30 I Sydney, træt efter en ulideligt lang rejse: Først til Frankfurt, hvor jeg ventede i 3 timer inden den 12 timer lange tur til Singapore begyndte. Efter flyet havde tanket i Singapore, begyndte de 8 timer mod Sydney.

I lufthavnen blev jeg og en hornist fra Berliner Philharmonikerne, som skal være mentor for horngruppen, hentet af chauffør og kørt direkte til det 5 stjernede Four Seasons Hotel, som skal være mit hjem den næste uges tid - og fint er her skam. Resten af lørdagen gik med afslapning og lidt øving, og en gå tur ud i byen, inden jeg om aftenen gik ud med et par af de andre som også var kommet en dag 'for tidligt'.

Nicolaj i Sydney under et af de mange banners med Youtube-orkestret.

Over alt i byen hænger bannere for Youtube orkesteret - YTSO - der er ikke blevet sparet på markedsføringen.  Søndag mødtes orkestret for første gang på en 3 timers sejlads rundt i Sydneys enorme havn. Herefter fik vi en rundvisning i Operahuset og en grundig indføring i stedets sikkershedsprocedure - alt dette blev selvfølgelig filmet, vi er jo trods alt Youtubes orkester, så vi går hele tiden rundt med et kamerahold i nakken. 

Åbningsreception med udsigt til Operahuset.

Om aftenen var der velkomstreception på den celebre Cruise Bar med udsigt over havnen til Opera Huset. Michael Tilson Thomas holdt en lille tale, inden en chef fra Google tog ordet og bekendtgjorde, at få at vi alle sammen kunne dokumentere denne monumentale begivenhed og dele den med verden, så fik vi alle sammen den nyeste Android telefon - og Google betaler regningen for data og internationale opkald så længe projektet varer - der er bestemt ikke blevet sparet på noget. Mandag starter det hele med de første prøver. Det bliver en spændende uge!

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.