af Morten Fischer

PERFORMANCE: Har du overvejet at vikle klassiske musikere ind i gaze, så de til sidst ikke kan se noget, ikke kan bevæge sig og dermed ikke kan spille videre? Det har Yoko Ono naturligvis allerede gjort tilbage i 1965 – og for nyligt stod danske musikere for tur – det foregik på Louisiana, hvor også hendes berømte og berygtede skrig fik renset luften. MUSIKEREN var med og talte med nogle af de mange musikere blandt publikum og på scenen. SE VIDEO!

Sky Piece to Jesus Christ

Ensemble vikles ind i gaze under performanceaften med Yoko Ono i Louisiana Koncertsal. "Sky Piece to Jesus Christ" er fra 1965 og blev genopført på Louisiana den 7. juni 2013. (Foto: Bjarke Ørsted/ Louisiana Museum of Modern Art)

NYT! Se video med performance fra Louisiana Channel

Det har ikke altid været let at være Yoko Ono, men i forbindelse med den aktuelle udstilling Yoko Ono Half-A-Wind Show A Retrospective” på Louisiana er 80-årige Ono nærmest blevet folkeeje herhjemme.Og omsider er Onos hunor og positive tilgang til kunsten ved at vække genklang hos et bredere publikum.

Vi elsker Yoko Ono

”Vi elsker Yoko Ono!” – lyder det begejstret fra de to kulturelle kvinder i P1’s satireserie ”I Hegnet” og nogenlunde sådan var stemningen da Yoko Ono afholdt performanceaften på Louisiana dagen efter, at hun var hovedperson ved et yderst velbesøgt pressemøde og dernæst havde åbnet sin udstilling. Mange musikere havde sikret sig billet til den eksklusive performance.

Performance for one night only

Louisianas koncertsal dannede for en enkel aften rammen om den væsentlige del af Yoko Onos kunst, der hedder performance og som på udstillingen er gengivet via fotos og film, men som først kommer til sin ret, når det opleves live. Derfor ydes det heller ikke retfærdighed på skrift, men skal blot opsummeres i disse korte forklaringer:

  1. Sky Piece To Jesus Christ (blæserensemble på ni pakkes ind i gaze af fem folk indtil musikerne ikke længere kan spille)
  2. Action Painting (Yoko Ono maler i lyntempo et budskab på en væg - budskabet i "skrifttegnene" forklarede hun med historien, hun dagen inden havde fortalt MUSIKERENs udsendte. Læs den her i afsnittet "Et liv med lidelser")
  3. Yoko udgyder uden varsel sit berømte og berygtede skrig og slutter af med humoristisk, at bemærke: ”I just wanted to clear the air”
  4. Promise Piece: To store identiske porcelænskrukker, hvoraf den ene er smadret til ukendelighed præsenteres på scenen og publikum inviteres til at tage et skår med hjem – ”og så ses vi her om ti år,” lover Yoko.
Der blev malet hurtigt, da Yoko Ono lavede sin Action Painting.

Hele forestillingen varede ikke mere end godt en halv time, men publikum følte sig godt underholdt, havde etableret et fællesskab (alle havde fx et skår fra vasen med hjem) og havde i den grad fået noget at tale om og tænke over. MUSIKEREN mødte nogle af de mange musikere, der var til stede ved denne sjældne mulighed for at se Yoko Ono i aktion i Danmark.

"Sjovt, at se klassiske musikere blive udfordret og provokeret, når de ikke kan se noderne," syntes musikeren Line Malmskov. (Foto: Bjarke Ørsted/ Louisiana)

Klassiske musikere blev udfordret

”Jeg er overrasket. Det var virkeligt godt,” fortæller sangerinde og sangskriver Line Malmskov da Yoko Ono, som hun betegner som et varmt menneske, har forladt salen efter sin performance. ”Det indbød til at give slip – det er sjældent, man griner til en klassisk koncert, men det var hvad der skete her. Også sjovt, at se klassiske musikere blive udfordret og provokeret, når de ikke kan se noderne. Det var så cool at høre hende berømte skrig.”

Mumificerede musikere spillede Gounod

Fløjtenist Sergej Tikhonov ledte det ni personer store blæserensemble Postmodern Winds – til lejligheden bestående af danske musikere - igennem Yoko Onos performance Sky Piece To Jesus Christ, der ikke er religiøst, men en kommentar til John Cages overvældende popularitet i 60’erne. Musikken var Charles Gounods Petite Symphonie fra 1885, men blev i løbet af 15 minutters tid forvandlet til ubehjælpsomme falske toner af en flok mumificerede musikere.

Hvad er meningen?

Sergej Tikhonov
"Det skal opleves!" siger fløjtenist Sergej Tikhonov, der sammen resten af ensemblet blev viklet ind i gaze under Yoko Onos performance. (Foto: Morten Fischer)

”Det er frit for fortolkning,” siger Sergej Tikhonov, da han omsider er blevet viklet ud af gazen. ”Det kan ses som en simpel provokerende handling, men samtidig vækker den et hav af tanker. Det skaber store intuitive processer i ens sind,” oplever Tikhonov, der finder det fascinerende, at Yoko Ono med så enkle virkemidler formår, at skabe så mange tanker. ”Det skal opleves. Man skal være med til det,” slår Sergej fast.

Yoko var min indgang til kunst

Steen Jørgensen, forsanger i Sort Sol, er ligesom de fleste andre musikere blevet introduceret til Yoko Ono og hendes kunst via John Lennon.

Steen Jørgensen (Sort Sol) og Jenny Rossander (Lydmor mm. - synger med Sort Sol) var begge mødt op til performance med store forventninger og vidt forskellige forudsætninger. Yokos skrig kom bag på Jenny.

”Personligt er det noget af det første, jeg møder, der er kunst. Jeg havde hørt Beatles og anden rockmusik, men her møder jeg pludselig denne mærkværdige kvinde. Det betyder meget for min indgang til kunst og kunstnere som fx Picasso, Warhol og Joseph Beuys,” forklarer Steen, der allerede som 10-årig får denne øjenåbner i form af Yokos indtræden på scenen side om side med Lennon.

”Jeg har tit tænkt meget over hendes ting – hun er en vidunderlig kunstner. Meget skarp med korte præcise statements. Og så har hun aldrig prøvet at lukrere på Lennon,” slutter Steen Jørgensen.

Skriget der kommunikerer så mange følelser

I den helt unge ende af musikerskalaen var Jenny Rossander, også kendt som Lydmor (og med i So So Echo, der er aktuel på årets Roskilde Festival), mødt op for at opleve Yoko Ono.

Yoko Ono
Yokos skrig skar sig gennem Louisiana. "I just wanted to clear the air," bemærkede hun tørt og humoristisk bagefter. (Foto: Bjarke Ørsted/ Louisiana)

”Det var min mor, der tog mig med. Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til. Men det var fedt. Jeg var overrasket over musikken (Petite Symphonie af Gounod, red.) i første performance. Jeg havde forventet noget mere trist musik, men bagefter syntes jeg, det var flabet, at hun netop brugte så munter musik.” Jennys højdepunkt var det uventede ”trademark skrig” fra Yoko Ono, som hun slet ikke kendte til. ”Det var helt vildt fedt og intenst. Var hun blevet ved i ti sekunder mere, var jeg begyndt at græde. Det kommunikerede så mange følelser.”

Svært at være Yoko-fan

Det har til tider været svært - og er det sågar stadig væk – som rockmusiker, at stå ved, at man godt kan lide Yoko Ono. Hun påvirkede sin mand John Lennon i en grad, så mange stod af.

Søren Itenov
En stor beatlesinteresse førte i sin tid guitaristen Søren Itenov til Yoko Onos kunst. Her sidder han ved siden af en vase, der var en del af Yoko Onos performance. (Foto: Morten Fishcer)

Tiden har dog vist, at Yokos idéer og kunst har stået distancen og nok var for avantgarde for det brede publikum i sin samtid, men i langt højere grad vinder respekt fra omverden i dag.

Intet ”Imagine” uden Ono

Søren Itenov slog kommercielt igennem som guitarist i popbandet Johnny Deluxe og var igennem sin store beatlesinteresse blevet interesseret i Yoko Ono: ”Jeg var nødt til at forholde mig til, at Lennons musik ændrede sig, for uden Yoko var der ikke kommet ”Give Peace A Chance” og ”Imagine””, fastslår Søren.

”Hun er sjov og jeg nød hendes performance. Det er ikke tit, man ser folk grine til hverken art-performance eller klassisk koncert,” siger han og er ét stort smil ligesom de andre publikummer, der siver ud af salen og sammenligner porcelænsskår og snakker om at mødes om ti år.

Tag et potteskår, så ses vi om ti år, slutter Yoko Ono sin performance på Louisiana. Til den tid er hun 90 år! (Foto: Bjarke Ørsted/ Louisiana)

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.